Som tørstige hjort monne skrige

Niels Brunse: “Grundtvig kendte også de frygtelige
steder i psyken, hvor verden grundlæggende ikke er i orden.”

Af Niels Brunse, oversætter og forfatter

For nogle måneder siden læste jeg i min morgenavis, at en litteraturprofessor på et højskolekursus havde ment, at “vi alle sammen har fået Grundtvigs livsforståelse ind med modermælken” og følgelig, at “der dybt i os alle sammen ligger en idé om, at verden grundlæggende er i orden”.

Det er uden tvivl en udbredt tanke, at Grundtvig er en slags garant for en tryg og
venlig kristendom, passende til et land hvor få har for meget og færre for lidt, både af gods og guld og sjælerystelser. Men det er en simplificering. Grundtvig kendte også til de frygtelige steder i psyken, hvor verden grundlæggende ikke er i orden: “jeg svimler, mig rædsel nedknuger, mig afgrunden visselig sluger, o Herre, o hør mine skrig!”

Sådan skriver han i den mærkelige salme “Som tørstige hjort monne skrige”. Den stammer fra en tid, hvor Grundtvig gennemgik en stor sjælelig krise; i december 1810 brød han sammen, led under hallucinationer og angstanfald og vidste ikke hvor hans liv skulle bevæge sig hen. Han var taget fra hovedstaden, fra en tilværelse som fremadstræbende æstet og digter, til den sydsjællandske landsby Udby, hvor hans forældre havde ønsket at han skulle være kapellan hos sin far. På det mere rationelle plan har han måske følt sig jaget i eksil fra det centrum, han gerne ville være i – men dybere nede har han også mødt andre, uforklarlige trusler.

Udstødt, i landflygtighed
Han kom sig ret hurtigt, men oplevelsen har siddet i ham, da han valgte at parafrasere Davids salme nr. 42 (og 43) i sin egen form. Hans salme er dateret 1811. Det betyder, at han har kendt Davidssalmerne i den danske form de havde i den såkaldte Christian VI’s bibel – hvor hver salme er forsynet med et lille indledende resume, der helt mangler i den nyeste danske bibeloversættelse. Foran Salme 42 står der således: “David giver sin store længsel til kende efter Gud og den offentlige gudstjeneste, fra hvilken han blev udelukket med sin landflygtighed.” Senere bibeludgaver har erstattet “David” med “Salmisten”, men for Grundtvig har det været helt indlysende at knytte den gamle teksts suggestive billedsprog til fortællingen om Davids landflygtighed, da han havde udfordret magtens centrum, nemlig kong Saul.

Og dog slår det personlige igennem. “Når andre til kirke mon gange, da sidder jeg her udi vrå, de kvæder så liflige sange, men jeg må ej høre derpå,” skriver Grundtvig – og det er langt fra den gamle bibeloversættelses knudrede formuleringer om at “jeg ville gå frem med hoben, ville gå af sted med dem til Guds hus, med frydeskrigs- og taksigelsesrøst, iblandt den hob, som holder helligt”. Det er så frit fortolket, så personliggjort, at man næsten ikke kan lade være med at forestille sig den unge Grundtvig, der er så langt ude i sindssygen, at han har fået husarrest i Udby præstegård – i stedet for den unge David, der er flygtet til et fremmed land, hvor indbyggerne håner hans religion, og hvor han længes efter sine trosfæller. Men grundfølelsen af at være udstødt er den samme, ligesom skrækken ved spørgsmålet: kommer jeg nogen sinde tilbage?

At en hjort kunne skrige
Jeg lærte salmen at kende som dreng, mere præcist som kordreng i Helsingør Domkirke. Jeg vidste ikke meget om Grundtvig eller salmer i det hele taget, for jeg kom fra et nærmest ateistisk hjem, så jeg sang intetanende med, da vi indøvede den oppe på korpulpituret. Og den ramte mig, både ved sine stærke ord og gennem Oluf Rings melodi. “Som tørstige hjort monne skrige alt efter det rindende væld…” At en hjort kunne skrige, sådan et stort og majestætisk dyr, det var en helt ny tanke for mig – og det rindende væld manede straks et billede af en klar og strømmende kilde i skoven frem. Det blev meget konkret og meget nærværende.

Hvis man søger og glædes ved orden, behøver det ikke at være af magelighed og hyggetrang. Den, der har kendt den fortærende, dybe uorden, har stærke grunde til at søge dens modsætning.

Begyndelsen af andet vers, “De dage og nætter henskride, og sjælen kun læskes med gråd, med sorrig jeg hænder må vride, jeg ved ikke frelse, ej råd”, ramte også en nerve. Dels kendte jeg – hvilket barn gør ikke det? – følelsen af, at dage og nætter skrider, altså både bevæger sig langsomt og tungt og går i skred, kommer ud af balance, når man har noget at være rigtig ked af. Dels vidste jeg, udefra og anende, noget om, hvor dybt man kan gå til bunds i fortvivlelse: “alt bryder de bølger og vover, og medens du tøver og sover, de lukker sig over min sjæl.” Min mor var til tider så langt nede i en afgrund, der havde det kliniske navn endogen depression, at hun ikke var til at nå. Det var en skræmmende erfaring, og den dag i dag synes jeg at nogle af linjerne i Grundtvigs salme er direkte skræmmende.

En nøjsom og dybere trøst
Jeg tror vi sang salmen en hel del gange i min kordrengetid. Jeg husker ikke, hvem af kirkens præster der havde en forkærlighed for den, og jeg ved heller ikke hvorfor. Måske ikke kun af dystre grunde. De sidste to vers peger jo opad og fremad mod redningen fra mørke og fortabelse: “Engang skal den morgen oprinde, da frelst du så glad udi sinde skal takke og love din Gud.” Men det er de mørke billeder af tørst, længsel, nød og kval, der står stærkest i min erindring. Det var mærkeligt at stå om søndagen i kirken, midt i den store orgellyd, og synge om at være lukket ude fra de “liflige sange” – og netop fordi det var mærkeligt og indtrængende, anede jeg at ordene rummede en mere nøjsom, men også dybere trøst end bare henvisningen til, at det hele nok skulle blive godt engang. Det trøstende var at vide, at nogen havde været i disse afgrunde før og havde fundet ord for dem.

De ord, Grundtvig havde fundet, hævede sig også over det nøgne og private, fordi de klang af meget ældre dage: “monne”, “alt”, “udi”, og det storladne Kingo-ord “sorrig” i stedet for “sorg”. Det var som en yderligere bekræftelse af, at den slags følelser var gamle og grundfæstede og ikke bare noget, der forekom i vores familie, og som man helst skulle tie stille om. Om Grundtvig virkelig nogen sinde har ment, at verden var “grundlæggende i orden”, skal jeg ikke kunne sige. Men hans salme fortæller på en måde jeg aldrig har glemt, at hvis man søger og glædes ved orden, behøver det ikke at være af magelighed og hyggetrang. Den, der har kendt den fortærende, dybe uorden, har stærke grunde til at søge dens modsætning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *