Sov sødt, barn lille

Af Elisabeth Friis, docent Lunds Universitet, redaktør af Kritik: For barn og for voksen: Grundtvigs “Sov sødt, barnlille”

For barn og for voksen: Grundtvigs “Sov sødt, barnlille”

Af Elisabeth Friis, docent Lunds Universitet, redaktør af Kritik

Mit første – huskelige – møde med poesien var et møde med det absolut fremmede – midt i det allermest velkendte og trygge. Min mor sang “Sov sødt, barnlille”, når hun puttede mig.

Grundtvigs dåbssalme, som jeg udelukkende opfattede som en vuggevise, virkede meget stærkt på min fantasi. Jeg spurgte aldrig min mor, hvad salmens, for mig meget mærkelige, ord kunne betyde. Det var, som om man ikke kunne spørge om det. Men jeg gættede og spekulerede og mente at være nået frem til en løsning på især dette, det allermærkeligste af alle vers: “Gudsfingrene grande / slog kors for din pande.” Sådan står der i salmen, men jeg hørte det åbenbart lidt anderledes, nemlig sådan her: “Lad fingrene grande / slå kors for din pande”. Min mor har sikkert sunget det rigtige, præstedatter var hun, men jeg havde åbenbart fået hørt Gud ud af sangen og i øvrigt fået aktiveret verbet i nutid.

Eftersom jeg ikke forstod ordet “grande” som et prædikat der lagde sig til fingrene, eftersom jeg ikke anede, at det betød “store”, tolkede jeg “grande” som et verbum – fingrene “grandede” sig – hvilket vel måtte betyde, at man foldede hænderne. En tolkning, der for så vidt ikke var helt uden for konteksten. Samtidig var jeg ikke helt tilfreds med den, for der var aldrig nogen, der brugte det udtryk. Til gengæld havde jeg hørt om filigran. Og det var jo noget med fine slyngninger ind og ud af hinanden – som når små børn folder hænderne måske? Den idé kunne jeg godt lide. Da jeg senere fandt ud af sagens rette sammenhæng, blev jeg faktisk lidt skuffet over at den poetiske medbetydning ikke længere kunne etableres. Til gengæld fik jeg et lille chok foræret: Det var et forfærdeligt uhyggeligt billede! Guds gigantiske, kæmpeenorme fingre, der slår kors for et lille barns ansigt: hjælp!

Guds faderhånd
Ja, også det gik over. Guds (meget store) hænder skiftede symbolsk status for mig. Ikke mindst på grund af min lærer i kristendomskundskab i 5. klasse, som åbenbart var så glad for en anden af Grundtvigs salmer, “Alt står i Guds faderhånd” at vi sang den mindst hver anden gang, vi havde undervisning. Hvis alting skulle kunne være dér i hånden, var det vel meget praktisk at den var stor.

Langt senere, da min poesilæsning var blevet anderledes voksen, mødte jeg Guds hænder igen, denne gang i Rilkes TideBogen, og forstod først ikke, hvorfor linjer som disse (her i Bjørnvigs oversættelse) virkede med så voldsom en kraft på mig:

Mørk er din mund, hvorfra jeg
åndes, Gud
og dine hænder er som ibenholt.

Men det var de samme hænder, der var poesiens åbning for mig. Og her var de igen og bragte alle de gamle tanker og stemninger med sig. Foranlediget af den fremmedhed, som tydeligvis også er til stede i Rilkes meditation. Der er virkelig ingen grund til at være pædagogisk og kun lade børn (og voksne) læse og høre ting, som de formodes at forstå hvert et ord af. Man må ikke gøre sproget – og dermed verden – mindre, end den er. Vi skal nok komme efter det, hvis vi altså får lov til at fornemme, at der er noget at komme efter.

Vintage-Grundtvig
Når jeg synger “Sov sødt, barnlille” i dag er det helt andre vers, jeg hæfter mig ved. Dels de helt utroligt vintage-Grundtvig dejlige som:

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds søn
er blevet til bøn, svang hid sig på
åndedræts-vinger.

At ord har vinger, er et billede, vi allerede møder hos Homer. Men at åndedrættet har vinger, er en meget smuk variation over det traditionelle billede. Luften, vi ånder ind og ud, er også, hvad der forbinder os med hinanden – allesammen. Og så simpelthen den tanke, at åndedrættet – livet, luften vi indånder – i sig selv gør os lette og vægtløse – endskønt vores tunge er bundet til forgængelighedens “jordklimp”.

Dels dem, som simpelthen får mig til at grine anakronistisk, hvilket må være tilladt:

Og alle de købte
i Jesu navn døbte.

Alle de købte – vi forstår nok, hvad der menes, men for mig kommer det faktisk også til at lyde, som om Jesus var en kræmmer fra Herning. Og så det bedste billede af dem alle, fordi det er et helt rent, helt enkelt eksempel på poesiens kraft:

Da drypper som duggen
der manna på vuggen

Igen denne fremmedhed, som også slog mig som barn (manna, hvad er det?), men nu med nye horisonter. Billedet er en ekspliciteret sammenligning ved hjælp af det lille “som”. Det betyder, at Grundtvig ikke nøjes med at skabe identitet mellem “dug” og “manna”, han peger både på både forskellen og ligheden mellem det, som ordene betegner, og det er vigtigt for billedets virkning. Endskønt både dug og manna “falder fra himlen”, er det væsensforskellige fænomener. Duggens fald er ikke synligt, det er kun, fordi vi mærker den og ser dens fugtighedsgivende resultat, at vi véd, at den falder – eller er faldet. Manna er frø, som kan falde i jorden og dø – og give nyt liv. Frøet er måske livets allermest håndgribelige tegn, og når frøet er manna, så daler det virkelig meget synligt. Det var forskellen. Det fælles er den usynlige dugs og den meget synlige mannas uendelige lethed. En lethed, som netop er emblematisk til stede i lyden af det lille, sovende barns vejrtrækning. For det er, som enhver forælder vil vide, verdens letteste lyd, som man, kan hænde med bankende hjerte, ikke kan lade være med at spidse ører efter, mens englene står på vagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *