Spejl og vindue

Litteraturens særkende er den ’indre monolog’. Og alligevel fører litteraturen os ikke ind i os selv uden samtidig at gøre os ’ude af os selv’. Jens Raahauge skriver om litteraturen som spejl og vindue og dens evne til at uforenkle.

TEKST: JENS RAAHAUGE, LITTERATURFORMIDLER OG MEDLEM AF BESTYRELSEN FOR DANSKLÆRERFORENINGENS FOLKESKOLESEKTION, FOTO: THOMAS BORBERG

På bibliotekernes udlånslister og boghandlernes bestsellerlister topper krimier og biografier, men de to genrer skal jeg ikke beskæftige mig med her i mit forsøg på at indfange det særlige i litteraturlæsning. Krimien lægger som regel hovedvægten på spænding og underholdning, hvad der ikke i sig selv er noget galt i. Og biografien understøtter nok interessen for individet, men har det tilfælles med bloggernes og influensernes lækre billeder på nettet, at der som oftest er tale om manipuleret selviscenesættelse. Begge genrer sikrer i min optik primært, at man får slået tiden ihjel på en underholdende måde.

Faglitteratur er heller ikke mit anliggende her, selv om den gode fagbog til fulde matcher skønlitteraturen. Men hvor faglitteraturen bidrager til at øge vores viden, så kan god skønlitteratur medvirke til, at vi vokser som mennesker, fordi den dels giver os mulighed for at kigge ind i os selv, og dels kan lukke op til verdener, der er fremmede for os. Skønlitteraturen er vores spejl og vindue.

”hvis det ikke var sket, havde hun aldrig vidst, at hun havde et levende øje,” citat og illustrationer fra billedromanen Min øjesten af Merete Pryds Helle, illustreret af Helle Vibeke Jensen

Rygterne er stærkt overdrevne
Ved en af de mange debatter, hvor bogen og litteraturen er varslet død, har forfatteren Bjarne Reuter forsikret os om, at dette aldrig vil ske, for den skrevne tekst har noget unikt, som ingen andre medier er i besiddelse af: Den indre monolog. Læseren kan komme ind under huden og ind i tankerne hos fortællingens personer. Og der kan vi møde det hengivne, det umiddelbare, det lumpne og det forbudte, alle de tanker og følelser, som bor i os selv; nogle som vi er stolte af, og andre som vi skjuler og fortrænger.

Her i genforeningsåret genså jeg for nylig supermoralisten Knud Leif Thomsens filmatisering af Herman Bangs roman Tine. I scenen, hvor skovrideren forgriber sig på den unge pige – efter at han har fået sin hustru sendt til hovedstaden som bekvemmelighedsflygtning – er en visning af handlingen ikke nok for moralisten; han lægger speak i dramatisk prosa ind på lydsporet, hvilket helt og aldeles ophæver fortællingens kraft. Modsat lader Herman Bang hele følelsesregisteret udspille sig i Tines tanker, så læseren lever med på hendes vej til undergang.

I begyndelsen er ordet, og så tager det ene ord det andet, indtil den skabte verden folder sig ud for læseren.

At læse litteratur kan altså være at komme ind i andres verden. Det forekommer mig, at en person, som sidder og læser i en bog, forærer os en fin metafor: Bogen danner skyklapper, der er syet sammen; verden bliver for en stund lukket ude, og bogens univers opsluger læseren. Den tidligere Roskilde-biskop Jan Lindhardt sammenlignede netop dette karakteristikum ved læsning med det at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og han føjede til, at det gjaldt om at komme ud igen hurtigst muligt. Her har han selvfølgelig en pointe: Vi lever i en virkelighed. Men han overser også noget centralt: I hjertets lønkammer er man i selskab med sig selv, mens man i mødet med litteraturen er sammen med andre personer i andre verdener i genkendelige eller forunderlige situationer.

Om jeg tror på Gud?
Litteratur er menneskeskabte universer, sådan som Dan Turèll udtrykker det i Alhambra Blues digt nr. 14: ”Om jeg tror på Gud? / Ja, da – / Jeg skriver jo selv!” I begyndelsen er ordet, og så tager det ene ord det andet, indtil den skabte verden folder sig ud for læseren.

Forfatterne skaber således til os læsere universer, der måske nok – som nordmændene siger – er ”dikt og forbandet løgn”, men som netop derigennem får os til at kunne få lyst til at forstå. Litteraturen handler ikke om at skabe forståelse, men om at give os lyst og trang til at forstå – både andre mennesker og verdens mangeartede hændelser og indretninger.

ILLUSTRATIONER: HELLE VIBEKE JENSEN

Det er skabte universer, hvor infrastrukturen består af mangfoldighedens margueritruter, der kan overvælde os af glæde og gråd, af bekræftelse og forundring og af nydelse ved sproget. De dobbeltheder, som litteraturen tilbyder os som forståelsestrangens kilder, kan udtrykkes så foruroligende enkelt, som Merete Pryds Helle gør det i billedromanen Min øjesten, hvor en pige, der har mistet sit ene øje ved en ulykke, konstaterer, ”at hvis det ikke var sket, havde hun aldrig vidst, at hun havde et levende øje.” Her bliver vi inden for fortællingens egne rammer gjort bekendt med det, der er et basalt forhold i mødet med litteraturens universer: Vi får noget at holde vores tro, tanker og liv op imod; det er dette litteraturens glasøje, vi tager med ud i vores levende verden.

Som læsere er det sammenstød, der kan opstå imellem det litterære univers og vores virkelighed, både forunderligt og foruroligende; især når både spejlet og vinduet byder sig til.

Troldsplinter i læserøjet
Når man læser Erling Jepsens romaner om dysfunktionelle sønderjyske familier, springer både latteren og gruen ud af de troldsplinter, som springer i ens læserøjne. Men holder man selv balancen på ens egen øjenbjælke? Akkurat på samme vis rører Dy Plambecks sproglige håndteringer af nederlag, kriser og kærlighed op i ens refleksioner over sig selv og over det, livet byder på i almindelighed.

Og helt foruroligende kan det gå hen og blive, når Maren Uthaug bringer en i selskab med en nekrofil bedemand, hvor det meste ligger helt uden for ens forestillinger og følelser, men hvor den fortrolighed, hvormed forfatteren tager hånd om sin hovedperson, rusker op i ens komfortable grænser.

De har slået alle stoppestederne sammen til ét / som til gengæld ligger centralt.
– Peter Poulsen fra digtet ’Byplan’

En national samtidslitteratur, som den nævnte, har umiddelbare træk, som det er muligt at finde genkendelighed i, men også distancer af social, politisk, geografisk, aldersmæssig eller kønspolitisk karakter, så man får det kendskab til andre menneskers følelser under andre konditioner end ens egne, at der bliver sået spirer af empati i en.

Dette er i sig selv en begrundelse for at læse litteratur i et demokratisk samfund, som vi gerne ser vedblive at være demokratisk.

Men også afstande i geografi og tid kan ramme os med spejl- og vinduedobbeltheden. Således har en filippinsk roman, Sweethavensagen af Lakambini Sitoy, om svigt, overgreb og forløjethed i miljøet omkring et universitet, der har gennemgået en amerikansk-inspireret nykristen vækkelse, ændret min forståelse af de asiatiske kvinder, der har valgt at blive ”postordrebrude” eller at tage job i udlandet. Denne bog er vel ikke verdenslitteratur, men litteratur om en verden, hvis almindelige mennesker ikke er tjent med at blive mødt af vores fordomme og fordømmelser.

ILLUSTRATIONER: HELLE VIBEKE JENSEN

Ligeledes har jeg haft den store glæde at læse den første moderne europæiske roman, Joanot Martorells ridderroman fra 1490 Tirant lo Blanc. Den er fuld af blodige slagsmål og glødende kærlighed, alt sammen styret af en samfundsmæssig orden, som nok er gældende, men som også er udsat for konstante overvejelser over, hvordan man kan gå lige til grænsen. Den er fra tiden før Luther erstattede sandheden med flere sandheder og bidrog til livets uoverskuelighed, som oversætteren Oscar K udlægger det; en refleksion han på samme tid bruger som en mulig forklaring på, at der for tiden udkommer oversættelser af mesterværkerne fra den tid. Vi angler efter noget at støtte os til!

I begyndelsen var ordet …
I begyndelsen var ordet. Det blev efterfulgt af flere ord og af sætninger, der tilsammen kunne skabe den litteratur, som er vores sprogs ypperste udtryk, fordi det – nuance på nuance og lag på lag – efterlader sandheden mellem linjerne, så vi får lyst til at søge forståelse.

Forenklingen er ikke en acceptabel mulighed. Danmarks store poet Peter Poulsens digt ’Byplan’ lyder:

”De har slået alle stoppestederne sammen til ét / som til gengæld ligger centralt.” Så lad os læse os rige i litteratur, for livet er ikke for forenklere!

Grundtvigsk Tidende 2/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *