Talende sten

Af Carsten Bach-Nielsen, lektor i kirkehistorie, Aarhus Universitet —

Billedhugger Niels Skovgaard var tøvende over for opgaven med at lave et mindesmærke for Grundtvigs virke i Christians Kirke på Christianshavn. For hvordan laver man levende ord i sten?

I begyndelsen af juni åbnede dronningen to udstillinger om Niels Skovgaard (1858-1938) på Skovgaard Museet i Viborg og på Vejen Museum. I Viborg er det maleren, i Vejen keramikeren og billedhuggeren, det gælder. Næste år vil udstillingerne kunne ses på Fuglsang Museum på Lolland.

Niels Skovgaard var som sine søskende Joakim og Suzette et multitalent. Han var maler, illustrator, keramiker. Han elskede at fabulere over historierne om troldene i Norden og begejstret for Grækenland illustrerede han Morten Pontoppidans genfortælling af Odysseus’ rejser. Han var dog først og fremmest billedhugger. Han stod gennem hele sit liv i kontakt med højskolens og valg- og frimenighedernes mænd og kvinder. Det blev ofte også ham, der kom til at udforme disses gravsten og monumenter. Det er forbilledligt beskrevet af Karin Kryger i det store katalog, der er udarbejdet i forbindelse med udstillingerne. Niels Skovgaard er mester for altertavlemaleriet og dekorationen i Københavns Valgmenigheds Kirke på Frederiksberg, han skabte vindfløje med emblemer for flere højskoler, herunder Frederiksborg Højskole. Netop Frederiksborg Højskoles forstander siden 1895 Holger Begtrup (1859-1937) fik han et nært forhold til, da familien flyttede til Hillerød i 1900.

Her skal fortælles om et af Niels Skovgaards sidste arbejder, nemlig mindetavlen over Grundtvigs virke som prædikant – uden ret til at administrere sakramenterne – ved Christians Kirke på Christianshavn 1832-1839.

I SALMER ER DER IKKE NOGET BRUGELIGT

Det hele begynder med et brev fra Niels Skovgaard til Holger Begtrup den 12. august 1934. Det findes på Det Kongelige Bibliotek. Bemærk, at de to grundtvigianere efter et langt livs venskab ikke var dus.

Kære Holger Begtrup!

Fra provst Helweg-Larsen har jeg modtaget et brev, hvor han skriver, at han med Deres råd henvender sig til mig om en tavle i Christianskirkens forhal til minde om Grundtvigs gjerning der. Jeg har ladet hengå flere dage, før jeg nu skriver, fordi det var mig ganske uklart, hvordan den ting skulde gribes an. En arkitektonisk ramme om en indskrift er jeg neppe den rette til at tegne, men med udtrykket “kunstnerisk” tænker provsten måske på noget billedligt. Men hvad dette skulde være, er mig endnu ganske dunkelt. Jeg har ledt efter nogle linier af et salmevers af G, som kunde bruges, men i Grs. salmer, som vist overhovedet i salmer, er noget brugeligt til billedlig fremstilling uhyre sjældent. Kunde de, som er 1000 gange mere hjemme end jeg, i hvad Gr. har skrevet måske finde noget? Det behøver jo slet ikke netop at være af en salme.

Provst H.L. skriver, at de har foreslået, at vi tre mødes, og jeg beder Dem foreslå dag og tid. Jeg kan når det skal være, og provsten kan en hvilken som helst hverdag fra d 14. ds at regne efter kl. 11½ – Mandag og Torsdag først efter 3. Vi kan telefonisk afgøre sagen. Min telefon er Lyngby 286.

Jeg tænker at de i Højskolebladet nr. 32 har læst en udtalelse af Grundtvig om indskrifter i kirker, som netop kommer ligesom, jeg havde nær sagt, for at spænde ben for dette. Naturligvis ikke imod at sætte historiske indskrifter. Nu i øjeblikket tænker jeg mig, at over en sådan kunde sættes Helligåndens symbol: duen og så ikke nogen videre indskrift end den historisk oplysende.

Deres hengivne Niels Skovgaard

PROVST POVL HELWEG-LARSEN

At det netop var Povl Helweg-Larsen (1877-1958), der tog initiativet til dette mindesmærke, er slående. Han var søn af stiftsprovst Vilhelm Ludvig Helweg-Larsen i Viborg. Han begyndte sin teologiske karriere som rejsesekretær for Den Vestindiske Kirkesag. I 1907 blev han hjælpepræst ved Filips Kirke på Amager, der var præget af Det Københavnske Kirkefond. I 1910 blev han præst på Sankt Croix og siden den første provst for den lutherske kirke i Dansk Vestindien. Han blev altså kirkesagsmand i troperne, hvor han blandt andet også redigerede en ny salmebog for de lutherske menigheder. Han skrev flittigt til forældrene i Viborg, hvor præsteparrets yngste søn efter et par år blev sat i pleje, da han ikke tålte klimaet i Vestindien. Da øerne var solgt i 1917, blev Helweg-Larsen alene tilbage for at overlevere den lutherske kirke til amerikanerne. I 1918 modtog han en særlig julegave hjemme fra forældrene i Viborg, nemlig Holger Begtrups Det danske Folks Historie i 19. Aarhundrede. Han svarede og takkede sin far i et brev den 12. januar 1919. Her mindede han faderen om, at han tidligere havde været så optaget af danmarkshistorien, at han havde måttet lægge læsning af historiske værker til side:

… Men nu, da jeg er på falderebet, gav jeg mig selv dispens, da mine julegaver kom og jeg har i 8 dage læst hele Begtrup – eller rettere vil blive færdig med ham i morgen, på 8 dage. Så Du forstår, det har været som regn på tør jord. Begtrups bog er godt fortalt og har fængslet mig uhyre. Dens hovedfejl er at den til en vis grad sejler under falsk flag. Den burde ikke hedde “Det danske folks historie i 19. årh.”, men grundtvigsk folkeligheds historie. Det virker jo aparte at se Peder Madsen få een linje, Fr. Nielsen 1 ½, Rørdam blot den plads hans navn fylder – mens Brücker får en side og Morten Pontoppidan får hele to. Men til gengæld er de ting, man kender fortalt med mange småtræk, jeg ikke kender, og mange ting medtaget, man ellers vanskeligt får besked om. Forf. anser altså grundtvigsk folkelighed for identisk med det danske folk – han giver andels- og brugsforeninger 17 sider, mens fagforeningsbevægelsen får tre. Men samme fejl gøres af andre fra deres stade, så det må man tilgive. Med skam må jeg sige, – og mange af mine samtidige må vist sige lignende – at jeg aldrig før har læst en samlet fremstilling af Grundtvigs liv, udover hans religiøse gennembrud.

Povl Helweg-Larsen var fortrolig med Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke og må have mødt kunstneren i sine forældres hjem. I 1910 bad han fra Vestindien forældrene om at sende ham en reproduktion af Skovgaards fresko af Abraham og Isak, der går op ad bjerget.

Da Helweg-Larsen vendte tilbage til Danmark, blev han i 1920 sognepræst ved Timoteus Kirke, i 1932 sognepræst ved Christians Kirke. Han har vel som antydet i Skovgaards brev fastholdt sin ret til at kalde sig provst, som han var i Vestindien. Han var desuden formand for Det Københavnske Kirkefond. Det var under ham, at Kirkefondet begyndte at bruge Joakim Skovgaards motiv fra Viborg Domkirkes søndre sideskib af “Jøderne, der genopbygger Jerusalems mure” som hoved på fondets blad. Joakim Skovgaard var meget liberal i forhold til at støtte gode kirkelige og folkelige initiativer med sine værker.

DET USYNLIGE INDHUGGET I STEN

Det er således ikke så mærkeligt, at Helweg-Larsen i 1934 henvendte sig til Holger Begtrup og Niels Skovgaard med henblik på en mindetavle for Grundtvig til kirken på Christianshavn. Niels Skovgaard virker tøvede. Han har netop i Højskolebladet læst Grundtvigs svar til Peter Rørdam fra 1843 om indskrifter på kirkeinventar. Grundtvig er mest imod, men skal der “efter bagvendt kirkeskik” stå noget på tømmermænds og stenhuggeres værker, må det handle om ånden, det levende ord og det usynlige, som er evigt. Det må være Helweg-Larsen og Holger Begtrup, der alligevel har overbevist Skovgaard. Det sjove er, at vi ikke kender til forhandlingerne, fordi telefonen nu er opfundet, og fordi de tre har mødtes til en samtale på Christianshavn. Holger Begtrup havde ligefrem bil.

Skovgaards betænkelighed går blandt andet på, om man kan finde noget passende i en salme af Grundtvig. Han havde i 1911 malet sin dekoration i Høve Valgmenighedskirke ud fra et salmecitat – der ganske vist ikke var af Grundtvig. Så det skulle vel ikke være helt umuligt, og netop her kom Holger Begtrup givetvis til hjælp. Han havde udgivet ti-bindsudgaven af Grundtvigs udvalgte skrifter og havde skrevet en strøm af bøger om Grundtvig.

Grundtvig havde med sit digt på mindestøtten på Odden Kirkegård over Willemoes og de andre danske søhelte, der døde i 1808 med ordene “Her er jeg sat som en bautasten …” ladet sin levende stemme optage i den hårde sten, så den kunne vidne om danske helte for kommende slægter i Norden:

HER ER IEG SAT SOM EN BAUTASTEN
AT VIDNE FOR SLÆGTER I NORDEN
DANSKE DE VARE HVIS MØRE BEEN
UNDER MIG SMULDRE I IORDEN
DANSKE AF TUNGE AF ÆT OG AF ID
THI SKAL DE NÆVNES I LØBENDE TID
FÆDRENES VÆRDIGE SØNNER

Det er tydeligt, at Begtrup på mindestenen i Christians Kirke benytter udtrykket “kommende slægter” som et ekko af Grundtvigs egen monumentalindskrift, og at han ganske simpelt lader stenen få mund og mæle. Den får levende røst – her under helligåndsduen:

DENNE STEN SKAL TALE
TIL KOMMENDE SLÆGTER OM
AT I DENNE KIRKE VIRKEDE
N.F.S. GRUNDTVIG
FRA 1832 TIL 1839 UDEN AT MAATTE
TJENE VED HERRENS DAAB OG NADVER
MEN DOG SOM FRI FORKYNDER
AF GUDS LEVENDE ORD. HER FORBEREDTE
HAN UNDER TRANGE KAAR DEN OPVAAGNEN
AF DANSK MENIGHEDSLIV
OG KIRKESANG, SOM GENNEM HAM
KOM TIL AT UDGAA FRA VARTOV KIRKE
GUD TIL ÆRE
HVOR JESU KRISTI NAVN OG ORD
BEKENDES OG FORKYNDES
DER ER GUDS-RIGET VISSELIG
HVOR SPÆDT DET END BEGYNDES

STENEN TALER

Den tavse sten bliver veltalende, når den beretter om den frie forkynder af Guds levende ord og forberedelsen af den opvågnen, den vækkelse, af dansk menighedsliv og salmesang, der skulle udgå fra Vartov. Indskriften afsluttes med tredje strofe af Grundvigs salme “Guds Rige kommer ej med Bram” eller “Guds-Riget paa Jorden”, som blev publiceret i Dansk Kirketidende 1867, nr. 3 – og som også indgik i Grundvigs Festsalmer og Valg- og frimenighedernes salmebog med Joakim Skovgaards titelvignet fra 1935.

Ser man på stenen af flammet marmor med den skarpe, moderne skrifttype, er to linjer udhævet med større typer:

N.F.S. GRUNDTVIG

GUD TIL ÆRE

Grundtvig anskues her og i sit hele virke som sat til ære for Gud. Stenen taler; den lever af og med sit ord. Det er en meget gennemtænkt indskrift af Begtrup, den nordiske filolog og højskolemand. Til udførelsen af stenen har den aldrende og svagtseende Niels Skovgaard fået hjælp af sin søn Hjalte.

Denne lille historie om kirkesagsmandens, billedhuggerens og højskolemandens møde i 1934 og dets resultat er ikke med i udstillingskataloget, der imidlertid rummer en overflod af andre fortællinger om den betydningsfulde grundtvigske kunstner Niels Skovgaard og hans værk – fra Magnusstenen i Skibelund Krat til Grundtvigstatuen i Vartovs grønnegård.

Udstillingen ‘Niels Skovgaard – Ud af sin brors skygge’ kan ses på Skovgaardmuseet i Viborg frem til den 6. januar 2019. Udstillingen ‘Niels Skovgaard – en formens mester’ kan ses på Vejen Kunstmuseum frem til den 6. januar 2019. Begge udstillinger samles i en udstilling på Fuglsang Kunstmuseum, Lolland, fra den 25. januar til 28. april 2019

Dansk Kirketidende 7/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *