UDE I DET ÅBNE TERRÆN VAR DEN DER ALTOMSIGGRIBENDE KÆRLIGHED

Digteren Jens Rosendal er opvokset i et indremissionsk miljø i Nordjylland og har det meste af sit liv taget livtag med den tro, der for alvor blev udfordret, da han blev klar over, han var homoseksuel

TEKST: GRETHE TORNBERG, TEOLOG OG KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER, GRUNDTVIGSK FORUM. FOTO: MOGENS GABS

For et par år siden var det en del af den snart 87-årige digter Jens Rosendals liv og tilværelse, at han ofte var på farten med foredrag og sangaftener rundt i hele landet. Indtil han ikke syntes, han magtede det mere. Derfor er denne spæde forårsdag i april en undtagelse.

Jens Rosendal er i Vartov for at fejre udgivelsen af bogen Du kom med alt det der var dig, som Gyldendal netop har udgivet og som forfatterparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt står bag. Bogen handler om Jens Rosendals liv og digtning, og bogreceptionen er en indbydelse til alle, der har lyst til at komme og møde Jens Rosendal og synge med på nogle af de mange sange fra digterens hånd. Det viser sig at være mange – Vartovs store sal er fuld den eftermiddag.

Men inden fortæller han om sin tro og sin opvækst i et indremissionsk miljø i det nordjyske, hvor der ikke blev stillet kritiske spørgsmål til det allerede fastlagte gudsbillede.

“Missionstarme!” blev der råbt efter Jens Rosendal og hans familie, da han som barn cyklede afsted til søndagsskole iført pænt tøj og med faderen som den stolte frontfigur for hele flokken. De, der råbte, kom fra det lille og forholdsvis nye arbejderkvarter og var mere interesseret i fagforeningsforhold end alt det, der handlede om Gud og det hellige.

“Men så fandt jeg på, at når de kaldte os ‘missionstarme,’ så råbte jeg ‘medisterpølse’ tilbage,” fortæller Jens Rosendal og fortsætter: “Det var jo en poppet måde at reagere på, men det var også reelt nok.”

Han beretter om barndomshjemmet, hvor der ikke var noget som helst i årets gang, som ikke havde en forbindelse med det hellige: “Det var jo en gård, hvor man både såede og høstede, og det var næsten det samme, som du kan finde i de frommeste gamle salmer med høsten og vinteren og det hele. Det hellige var over det hele.”

Og så er vi tilbage ved missionstarmene og medisterpølserne, for når noget fyldte så meget, så kom det selvfølgelig også mere i opposition til de cirkler i sognet, hvor det ikke fyldte på samme måde. Så kom der nogle konfrontationer:

“Der var nogle skel i sådan en lille by, der ikke var så sjove. Og det var ikke bare de andres skyld. Det var på begge sider,” siger Jens Rosendal.

Det var regulær frygt. Det kan man jo ikke være bekendt at bruge, men det har de været skide dygtige til. Ikke bare missionsfolkene, men kristne gennem generationer

Han havde selv mange overvejelser over, om der kunne findes en mellemvej, hvor man både havde de, der var missionstarme, og de andre med indenfor: “Den der opdeling synes jeg ikke var smart. Hverken for dem eller os: De skulle jo kende til Vor Herre. Og det var også lidt synd for os, for de var jo nogle fine fyre sådan at lege med.”

FRYGTEN FOR AT VÆRE ANDERLEDES
I en tidlig alder blev Jens Rosendal derfor bevidst om det at være anderledes. Ikke bare i forhold til de skel, der var i lokalsamfundet, men også internt i det missionske. Selvom der også var meget godt at sige om det missionske miljø, så var det alligevel helt uforeneligt med den opdagelse, han havde gjort sig: Nemlig at han var homoseksuel.

“Det kan godt være, det var fordi, jeg havde en svag karakter. Det kan også være fordi, det var virkelig hårdt, hvis man brød med det på den der måde. At blive rykket ind i en afdeling, der hed ‘bøsse’ eller ‘homo’, det var næsten ikke til at bære,” siger han.

Det var frygten, der gjorde, at han ikke umiddelbart vendte ryggen til det missionske: “Det var regulær frygt. Det kan man jo ikke være bekendt at bruge, men det har de været skide dygtige til. Ikke bare missionsfolkene, men kristne gennem generationer. At få det der banket ind i folk, så det var der, og det blev der. Det at være homoseksuel blev ikke åbenlyst. Det var for farligt.”

Det var da også i en forholdsvis sen alder efter både ægteskab og børn, at Jens Rosendal ‘sprang ud’ som homoseksuel. Han kunne have ønsket, at han havde været lidt mere modig dengang: “Men det var man jo ikke. Det var der jo ingen der var, og det kan vi ikke rigtig forstå i dag. Jeg tror heller ikke det passer i dag, at man slet ikke skal være bange for noget. Det skal man nok stadigvæk.”

GUD ER STØRRE END DE SKEL MENNESKER FINDER PÅ
Alligevel forblev Gud en slags følgesvend for Jens Rosendal gennem det hele:
“Jeg fandt ud af, at det ikke løste sig ved, at Gud skulle tage parti for hverken det ene eller det andet. Jeg tror, man kan sige, at det løste sig ved, at på et tidspunkt, så synes jeg, at jeg så, at Gud var meget større end alt det der. Og kærligheden den var altså fuldstændig fuldkommen i alle leder og kanter. Det var ikke noget med en hel masse forbehold henne i nogle hjørner med sådan nogle bøsser. Det var der bare ikke.”

Den erkendelse kom ad flere gange. Men han husker særligt en gang, hvor han sad i flyveren på vej hjem fra Amerika: “Så er man jo også tæt på himlen. Og så tænkte jeg: Mand, hold op med alt det der! Hvis der er en Gud, så er han meget større end det der pernittengryn, vi kan gå og ælte rundt i og skælder hinanden ud for og lukker hinanden ind for. Det er fuldstændig vanvittigt.”

Og så tilføjer han: “Hvis jeg så havde været et rigtig ordentligt menneske, så havde jeg jo sagt det højt, da jeg var landet på flyvepladsen: ‘Nu skal jeg snakke med nogle missionsfolk om det her.’ Men det gjorde man jo alligevel ikke. Man beholdt det jo for sig selv.”

For Jens Rosendal blev de nye erkendelser om Guds verden et tilflugtssted, når tingene omkring ham syntes uudholdelige: “Det var en verden, der var meget større! Hvor man næsten ikke kunne få øje på det der. Det var jo noget pjat at gå op i det på den måde. Men for det enkelte menneske, der skulle vokse op i det missionske miljø med en viden om at være homoseksuel, var det jo virkelig eksistentielt. Kunne man i det hele taget rejse hovedet? Kunne man sige noget om noget som helst, når man var som man var? Men selvom det aldrig blev sådan et fuldendt eller lykkeligt spring, så blev det måske alligevel mange små spring, der efterhånden flyttede én ud i åbent terræn. Og hvad var der så derude?”

Han svarer selv på spørgsmålet: “Jamen, der var den der altomsiggribende kærlighed.”

TROEN ER IKKE EN KLIPPE
De mange livtag med både troen og Vor Herre har blandt andet ført til et par salmedigtninger, herunder Troen er ikke en klippe. Den skrev Jens Rosendal, da han var indlagt på sygehuset sammen med én, der havde opdaget, at han var interesseret i kristendom: “Og så sagde han til mig: ‘Jeg har opdaget, at du er højskolelærer i Løgumkloster, og nu skal vi sandsynligvis ligge her i syv uger. Så nu stiller jeg dig et teologisk spørgsmål hver morgen, og så svarer du på det efter stuegang.’ Så havde jeg jo noget at lave hele dagen, og jeg prøvede at svare hver dag, så godt jeg kunne,” fortæller Jens Rosendal. Men han, der havde stillet opgaverne, var aldrig tilfreds: “Han ville gerne have det sådan meget firkantet, og det kunne jeg ikke rigtig levere.”

Til gengæld kunne Jens Rosendal fortælle om troen på en anden måde: “Så begyndte jeg at sige, at troen ikke er en klippe. Troen er noget, der er levende hele tiden, og som er imellem os, hvis det er der. Og du kan ikke flytte ind bag de der gærder eller binde dig til de der stolper og så sige: ‘Her står jeg’ – det dur ikke.”

For Jens Rosendal er troen altid i bevægelse og ikke noget, der hele tiden skal trampes fastere og fastere: “Tro det er at sejle. Det er at bevæge sig i den der verden. Det er på alle mulige måder, men også åndeligt. At bevæge sig og turde lukke op og høre, hvad de andre siger. Og hvad tør du selv sige i den her situation. Det kan næsten kun siges poetisk. I det øjeblik man skal til at forklare det, så bliver det noget dogmatik.”

GRUNDTVIGSK I MIT HOVED
Det poetiske sprog som salmesprog knytter Jens Rosendal til Grundtvig: “Jeg har været meget påvirkelig overfor sådan noget, der var poetisk, og der har Grundtvig virkelig leveret varen. Hele glosaret omkring det at tro er i mit hoved meget grundtvigsk,” siger han.

Han mener, poesien kan et eller andet i forhold til nogle af de grundlæggende spørgsmål i tilværelsen: “Jeg tror, at i det øjeblik poesien får lov til at bruge sine gloser, så bliver det ikke sådan nogle dogmatiske udvendige ting, men mere noget indre. Det bliver til noget nyt og på en måde noget stærkt noget. Etiketter i den der butik er ikke rigtigt noget for mig.”

I det hele taget tænker han meget udogmatisk om det at skrive salmer: “Det vigtige er, at det betyder rigtig meget for mig nu. Det er dét, jeg skal skrive om. Og så tænker jeg ikke over, om det er et bestemt salmesprog eller et særligt kirkeligt sprog.”

DE SUVERÆNE LIVSYTRINGER
En anden salme, der har en særlig betydning, er Som solskin over mark og hav, som Jens Rosendal skrev til sin kæreste Ulrik, der døde pludseligt for knap tyve år siden. Sammen nåede de at opleve godt tyve års kærlighed. Men hvad er det for en tro, der bærer igennem sorgen, når man har mistet sin elskede?

“Det er nok en tillid til det bedste og det stærkeste i tilværelsen. At alting er i Guds hånd. Og hvis vi ikke står alt for meget i vejen, så bliver det der.”

Han mener, at evangelierne er fulde af historier, der understøtter det: “Alle de gode historier om Jesus, der gør den døde levende og de syge raske og så videre, det er historier, der bærer. Spørgsmålet er, om vi kan have tillid til det eller ej. Det kan vi måske ikke altid. Men jeg tror, der ligger noget fundamentalt nedenunder det hele. Det Løgstrup måske ville kalde de suveræne livsytringer.”

Jens Rosendal uddyber: “De er der bare. Og så opdager man, at man også selv ligger under for dem: Jeg sad og læste Løgstrup og lige pludselig var der en unge, der hyldede i vilden sky. Jeg for ud og så, at det var en knægt, der var væltet på sin nye cykel og havde skrammet sig. Og så hjælper man ham jo med at få renset såret og giver ham et eller andet at spise. Ikke for at være god. Ikke for noget som helst. Først bagefter tænkte jeg: Hvorfor gjorde du det? Det var en suveræn livsytring. Der blev ikke stillet en masse spørgsmål. Den var der bare. Dem ligger vi heldigvis under for – de der suveræne livsytringer.”

 

Dansk Kirketidende 5/2019

 


 

JENS ROSENDAL

Digter og forfatter.
Født 1932.

Født og opvokset i Thorshøj i Vendsyssel.
Uddannet lærer ved Nørre Nissum Seminarium
Tidl. skoleinspektør og højskolelærer ved Løgumkloster Højskole og Jaruplund Højskole
Er den nulevende digter, der har flest sange i Højskolesangbogen, og er især kendt for ‘forelskelsessangen’
Du kom med alt det der var dig, skrevet til Jens Rosendals kæreste, Ulrik
Har fået optaget to salmer i Den Danske Salmebog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *