Udenfor bæres lydene opad

Kategorier

Therese skriver

Det er marts, og jeg ved ikke, hvor jeg skal placere mine hænder. Mit nye arbejde er lagt i respirator, og sygdomsforløbet tyder til at blive længerevarende. Der hænger detsom et vakuum af uforløste håndtryk og en nervøs latter dansende gennem lokalet. Først føler jeg det som en lettelse, og så trækker det sig sammen indeniHer, i min lillebitte kvistlejlighed, ligger ugerne underligt udstrakte i kalenderen. En hvid mur af tavshed, og udenfor bæres lydene opad. Fra en nærliggende baggård klinger en aftensang, det er i dag et vejr, og så en bølgende klapsalve.  

Det er marts, og en mennesketom letbane kører lydløst hen over skinnerne. Her er ikke noget løvfald, ingen rimfrost, kun fraværet af tværgående bilerNogen har sporadisk opklæbet plakater i byrummet, et opråb, en invitation til at møde frelseren. Jeg går i stå foran en plakatsøjle, det er køligt, og vinden trækker op under frakken. Hvor skal du tilbringe EVIGHEDEN? Er du på vej til HIMLEN? Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke, lige nu vil jeg bare hjem, indenfor døren i min lejlighed, vaske hænder og afspritte dørhåndtagene. 

Det er marts, men det er det slet ikke, det er april, og jeg lever i min vindueskarm. Jeg står op og tænder for min radio, koger vand til kaffe, lytter til arier og operetter, suiter og sonater. En stemme fortæller, at mere end én milliard mennesker er blevet bedt om at holde sig hjemmeJeg venter på morgensangen, solen og himmelen over hustagene. Så syng da Danmark, lad hjertet tale, en gade fuld af sammenpressede huse, et forsigtigt vindue på klem, et gardin vajende i vinden. I radioen taler de om at rejse i musikken, lytterne opfordres til at indsende musikønsker og rejseanekdoter, og nu nærmer de sig, drømmene om Berlin og syrenerne, langstrakte togture og alting eksploderet i hede og hemmeligheder. Men ikke dette forår. M sidder i sin lille lejlighed i Schönebergudenfor må man kun færdes i par, to mennesker side om side. Der uddeles mundbind ved Ubahn stationerne, og universitetet er lukket, hun har hentet alle sine bøger og planter. Hun cykler rundt i Berlin i en desperat søgen efter basale fornødenheder og ender med at købe en pakke toiletpapir af en forbipasserende mand på cykelstien. M ringer ofte, en række ubesvarede videoopkald dukker op på skærmen, det er anstrengende ikke bare at være en langdistance stemme. Vi spiller terninger og forsøger at overbevise hinanden om, at det hele bliver bedre, at det snart vil føles mere normalt, at man kan vænne sig til det meste. Alligevel har hun registeret sig på danskerlistenSå myndighederne ved, at hun findesNu synger vi morgensang, der er forsinkelse på signalet, tonerne rejser hele vejen fra København til Berlin og tilbage til Aarhus gennem telefonen.  

Det er april, og lyset er vendt tilbage, syrenerne er i vente. Alligevel er meget tungt, et forår og en påske. Jeg cykler ture med L, sidder i ladet med vinden i ansigtet, imens hun træder i pedalerne. Sådan er arbejdsfordelingenHun er endeligt vendt tilbage til byen efter en hel måned på landet med daglige gåture i skoven, stjernekiggeri, bål og blåmuslinger. Cyklen bevæger sig roligt fremad langs havnefronten, forbi Den Permanente, der sidder rækkevis af mennesker i solen med ansigterne vendt mod vandet, alle køber is og kaffe, nogen nyser højlydtPå vej gennem skoven, ud til villakvartererne, passerer vi en kuldsejlet indkøbsvogn i det grønneDet værker i kroppen, jeg har siddet tilbage her i byen, hver eneste bevægelse udenfor min lejlighed har været i frontlinjen. Igennem lyskrydsene, rundt om de pludselige gadehjørner, ind i supermarkedernealt for smalle passager, og déren evighed tilbragt spærret inde mellem hylder af konserves. 

Det er den sidste dag i april, og nyheden om en digters død borer sig ind i brystkassen. Der bliver den. Jeg holder min tavse telefon i hænderne, jeg vil gerne skrive noget til nogen, jeg vil gerne ringe op, bare lade åndedrættet være der.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *