Under samme himmel

Kategorier

Therese skriver

Vi har hørt at Gelleruparkitektens kone gav sig til at græde, da bygningerne blev indviet; ikke overvældet af deres skønhed, men af hvor trøstesløse de så ud, som de lå der, endnu uden beboere, og ingen træer omkring dem.
(Lars Bo Nørgaard, Vores 74 kvm, 2015).

 

Det er første maj, og nattetimerne har været urolige. Selvom årstiden viser sig fra den solrige side, er dagen domineret af grålige himmeltoner. Jeg stiger på en bus ud til Gellerup, fordi det er det, man gør. Håndsprit og tomme sæder, øjenkontakt er godt – bare ikke lige for tiden, ophold ved City Vest, og så, boligblokkene. Her er træerne alligevel vokset op, de står ranke og bølgende i blæsten. Eafskallet rød trappe og en barnevogn, rasende knallerter og vildfarne løbehjul, lange gevandter i vinden. Nogen bor her.  På en mur, under samme himmel, har nogen skrevet Yahya Hassan med sort spraymaling. Der står ikke andet. Det trækker sig sammen indeni. Jeg tænker på den unge digter, der går rundt og fotograferer altanparabolerne i Aarhus V. Han taler om ophold på særligt sikrede afdelinger, om at skrive poesi, at digtsamlingen skal hedde Beton, at alt er nærmest gråt og betonagtigt her, også folks facon. Jeg håber, at jeg kan komme til at leve af at skrive, jeg kan jo ikke så meget andet, siger han. 

Det er maj, og så kommer de, solskinsdagene, hvor jeg holder sporadiske møder med mennesker, som jeg bør holde møder med. Ingen af os ved, hvorfor vi egentlig mødes, men begge parter er yderst interesserede i et muligt samvirkefor hvem vil ikke Grundtvig og fællesskabet i den her by. Udenfor er træerne ældre end husene, og fuglene har levet her i utallige generationer. Nogle gange stiger jeg på en bus ud til Gellerup, fordi det er det, jeg skal gøreEn kunstfabrik, et bibliotek, et højskolehus og en fredsplads senere, området er ved at eksplodere af velmenende sociokulturelle tiltag. Jeg forsøger at ligne én, der hører til her og går målrettet mod korset over døren, et helle i helhedsplanen. Vi er en kirke med Jesus Kristus i centrum, det er vigtigt at være klar i mælet i det her område, og vi har en meget engageret menighed, fortæller præsten. Jeg nikker, mens en heftig sommerregn slår mod ruderne. Vi går igennem kirkerummet, engang lå det i City Vest, og nu er det her, der er ingen vindeltrappe op til præstestolen, ingen brusende orgelklang under hvælvingerne.   

 

– Mor er du muslimer?
– Nej
– Men jeg er muslimer?
– Det tror jeg ik
– Jo jeg er, jeg er muslimer, er du ik muslimer?
– Nej
– Men Dagur han er muslimer mor, vi er alle sammen muslimer, er far også muslimer mor?
– Ik så vidt jeg ved
– Jo han er! Vi er alle sammen muslimer!
(Hanne Højgaard Viemose, Helhedsplanen, 2015)

 

Nu nærmer juni sig, og pludselig sidder jeg der, på et kontor, som ikke rigtig er mit i en bygning, der egentlig ikke skulle være her længere. Vi må ikke drikke vandet fra hanerne, der er fundet bakterier i det efter nedlukningen. De kan ikke koges ihjel, og vi går en stribe af kaffeløse dage i møde. Og så kommer juni, og pludselig spidser det hele til. Jeg kan ikke længere svæve over de bakteriefyldte vande, nogen forlanger noget af mig, mine tanker er ikke længere mine egne. I går var det Sankthansaften, og der brændte bål hele vejen langs bugtens nordlige kystlinje, små brudstykker af latter og sang fra bål til l og et blåligt slør over kranerne. Det er der, jeg vil være, dét er min byNu sidder jeg her, sammen med en flok venligsindede teologer, samtalerne er vidtrækkende og velformulerede, de er eksistentielle og kontemplative. Der talende og jeg er tavs. Jeg er ikke noget udpræget politisk menneske, får jeg endelig sagt og noterer i min notesbog, at jeg skal læse avisen og være på afstand af avisen; at jeg skal være i samtiden og være fri af samtiden.  

Det er et refleksionsrum, Grundtvig-Akademiet er også et rum for refleksion, siger én af teologerne. Sætningen hænger der, i aftenluften. Jeg kan mærke ængsteligheden i halsen. Men, hvor findes det rum? Er det inden i mig, udspringer refleksionerne fra mit indre? Eller, er det min opgave at lede refleksionerne videre til andre rum, de store og vægtige rum, med vidtrækkende hvælvinger og buer? Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke, og endelig forstummer samtalerne. På vej hjem går jeg i stå på Frederiksbroen, midsommerhimmelen lyser over jernbaneskinnerne 

 

sådan er det bare 
verden er en måde at opleve litteratur på  
ikke omvendt 
(Mads Mygind, Jeg stiger på en bus ud til Gellerup, 2015)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *