Velkommen igen, Guds engle små

Af Bente Hansen, forfatter, medlem af Vor Frue sogns menighedsråd, København: Er der en særlig sorg, der knytter sig til julen? Ja, det er der da.

Af Bente Hansen, forfatter, medlem af Vor Frue sogns menighedsråd, København

Klingrende frost
Trods klingrende frost godt år I spå/ for fugl og sæd i dvale. Det er ét af de mange lyriskreligiøse billeder, der dukker op, når jeg begynder at tænke i Grundtvigs salmer. Skal jeg holde mig til den, der allerførst dukker op? Eller skal jeg kigge mig omkring? Det er jo et magisk univers af toner, ord, billeder og ritualer, der hænger ved – noget af det blander sig uløseligt med barndom og højtider, mens andet er genopstået i min voksne udforskning af det religiøse univers. Det vrimler i det grundtvigske naturgalleri, hvor efterår og vinter følges af vår “med sommer, sol og kerne”. Altid fra mørket til lyset – ligesom i kristentroen. Og altid gribes han af noget i naturen, når hans tro skal have krop og form. Påskeblomsten stiller han det retoriske spørgsmål, hvad vil du her? du følges jo ikke med jordens øvrige pragt, du er uden duft og skær og kun vigtig for den, “som har kær, hvad du betyder”.

Alle de salmer er en del af mit liv, min tro og mit forhold til naturen og årets gang, og længe havde jeg besluttet mig for hans store pinsesalme, fordi den så godt illustrerer, hvad jeg her taler om: Grundtvigs tro og gudserfaring er i den grad smeltet sammen med hans naturerfaring, at det aldrig kan adskilles. I al sin glans nu stråler solen lå lige for, når det var det, jeg ville understrege, for i den findes så mange eksempler på det: Han skriver ikke pinsetid, men “nu kom vor pinselilje tid” – han kan gudskelov ikke dy sig. For pinsens store gave, Helligånden, kan bedst forstås gennem det synlige mirakel, som udfolder sig pinsens egne hvide liljer. Når Grundtvig i den grad har held til at finde sproglige udtryk for det hellige, og dermed uudsigelige, så skyldes det hans passionerede og opmærksomme samliv med naturen. Årets forunderlige gang er ånden i naturen, og den fortæller os om den store Ånd, som vi ikke kan se og røre ved, men som er over, og i, det hele. Han skriver omhyggeligt lille å til den ene og stort Å til den anden.

Men til sidst landede jeg nu alligevel på den salme, som først dukkede op, den med den klingrende frost, Velkommen igen Guds engle små. Og hvorfor nu det?

Fordi den har alle ingredienserne i sig – og så har den et særligt fokus på børnene. For mange af os, som er blevet meget ældre, er børnene blevet endnu vigtigere, end de var før. Derfor blev det den til sidst: Børn er mit bløde punkt, og det deler jeg sikkert med mange på min alder. Jeg talte med en endnu ældre ven om det forleden, og jeg spurgte ham, om han også, når han så små børn komme gående på gader og veje, kunne mærke at munden, nærmest refleksagtigt, bredte sig i et smil. Han sagde uden tøven ja, og det forbavsede mig i grunden, for han kan godt være noget af en gnavpotte. Men på den anden side har børn altid kunnet lide ham.

Sådan tror jeg, Grundtvig har haft det med årene. Mere og større kærlighed til de små i alle huse og haver, hytter og slotte. De fylder ham med ømhed og glæde. Og i denne salme har han givet sig lov til at bære ømheden for de små igennem fra begyndelse til slutning. Naturen, himlen og jorden er ubesværet dele af deres univers her i julenatten. De er hovedpersonerne.

Det er et lykkeligt digt trods den sorgfulde viden om livets hårdhed, også for de små. Men her i julenatten får de lov at have fred og fryd og glæde. Salmen starter med et fuldklingende Velkommen til de små Guds engle, for de er nemlig også børn i denne nat. Velkommen til dem, her i de ydmyge jordens skyggedale. Og dens hilsen fortsætter fortrøstningsfuldt med at stole på, at selvom det hele er fattigt og elendigt, så slår det ikke englene af pinden, for de er vant til det. Og han føjer til, at trods klingrende frost og kulde er der godt år i spå, også for de frysende fugle og sædekorn i jorden.

Fra mørket til lyset, det er vejen. Og på sne ved midnatstide går ingen engle forbi de fattige hytter. De synger for de sovende børn, ikke himmelsk, for det siger os ikke noget særligt, men som lærker slå, for dét kender vi som en himmelsk lyd. Og julemorgen blander den store glæde sig med klokkens kimen, som rimer med hjertet og klinger i højen sky. Det er den nat og morgen, hvor himlen hvert år åbner sig. Og for at vi skal kunne begribe, at himlen virkelig åbner sig, må vi have et billede igen: Englene vandrer op og ned ad – ikke himmelstigen, men ad salmens tonestige. Det er kun sådan, med salmetoner, klingrende frost, englebørn, fugle og blege morgenstjerner, vi fornemmer, at der er adgang til Gudsriget. Hvis vi bare én gang, før vi lukker vores øjne, oplever denne åbning til himlen, er det nok. Og så slutter salmen med en egentlig bøn, “vor Fader i himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes.”

Når Grundtvig i den grad har held til at finde sproglige udtryk for det hellige, og dermed uudsigelige, så skyldes det hans passionerede og opmærksomme samliv med naturen. Årets forunderlige gang er ånden i naturen, og den fortæller os om den store Ånd, som vi ikke kan se og røre ved, men som er over, og i, det hele.

Og hvad skal det så til for? Nu var det hele jo så lykkeligt fra nat til morgen, og alle var glade? Men det skal slutte sådan, fordi digteren trods det korte glimt af Gudsriget, godt ved, hvor meget sorg og lidelse der findes i livet. I børnenes hytter er der kun armod at finde, og alle har deres bekymringer og lidelser. Men julesorgen? Jeg har hørt mange udlægninger af netop dette besynderlige ordvalg: Er der en særlig sorg, der knytter sig til julen? Ja, det er der da. Hver gang et menneske oplever en grænseløs kærlighed, følger sorgen lige i hælene. Et barn bliver født, livet udvides – og sorgen og angsten følger i hælene.

På samme måde er julesorgen en sikker følgesvend til den store juleglæde. Vi ved jo, ligesom salmedigteren, at julebarnet, vi fejrer, fik et liv fuldt af lidelser. Sådan bliver livet også for mange af de små børn i vuggerne, og netop derfor skal den lykkelige hyldest til juleglæden folde sig ud med hele sit univers af engle, tonestiger og klokker – både for ildestedte børn og frysende fugle.

Der er mennesker, som livet bliver meget svært for netop denne nat og morgen, og det ved han godt, salmedigteren. Også de glade kender den udmærket, julesorgen. Grundtvig kendte selv mørket alt for godt, men også vejen fra mørket til lyset. Hans ønske og forbøn er, at alle, bare én gang, inden vores øjne lukkes, må opleve, at himlen åbner sig. Det ville være alt nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *