Velkommen til de gråhårede frontløbere

Lad os glædes over de gråhårede, og lad os høre deres stemmer i debatten om et bedre samfund. Der er behov for at seniorerne engagerer sig, igangsætter initiativer og løfter i flok.

Af Ingrid Ank, redaktør af Dansk Kirketidende —

”Nå, det er nok det grå guld, der igen er mødt talstærkt frem,” hører jeg én bag mig konstatere. Jeg er til debatarrangement om Ove Kaj Pedersens nye bog Reaktionens tid. Og da jeg kigger mig omkring, kan jeg rigtigt nok få øje på mange gråsprængte hårpragter, især gråhårede kvinder er i overtal. Alligevel spørger jeg mig selv: Hvor er de andre? Altså ikke, hvor er de andre som mig, i slut-trediverne, men hvor er alle de andre gråhårede, pensionerede mænd og kvinder. Hvorfor er her ikke flere? Hvad laver alle dem, der ikke er her?

Jeg har efterhånden deltaget i eller selv arrangeret mange folkeoplysende arrangementer og debatter, hvor aldersgennemsnittet blandt deltagerne var højt. Og meget ofte har jeg måttet lægge ører til kommentarer, som antyder, at det er et problem. Måske ikke direkte formuleret som at det er et problem, at de ældre er mødt frem, men mere som et problem, at de unge er fraværende.

Selvfølgelig er det et problem, hvis unge mennesker i dag er mindre politisk engagerede eller mindre deltagende i civilsamfundet end tidligere tiders unge. Et stort problem endda. Men kunne man alligevel ikke et øjeblik rette sit skyts et andet sted hen og spørge: Hvor er de andre ældre? Der må da være mange flere, som er både friske og åndsfriske nok til at spille ind, løfte, tænke med, engagere sig.

Derfor hilser jeg også et nyt initiativ velkomment – Seniorakademiet Rude Strand – som her i september har inviteret til seminar om, ”hvordan vi aktivt, i demokratiets tjeneste udnytter den kæmpemæssige bank af viden og erfaring, der er opsamlet hos den hurtigt voksende gruppe af seniorer, som forlader arbejdsmarkedet.” Der er ”behov for at gå i front og igangsætte initiativer,” skriver arrangørerne, vel at mærke ikke for at holde sig i gang eller fylde noget meningsfuldt livsindhold ind i et velfortjent otium, men for at lave samfund til fælles bedste. Det er godt gået.

Et p.s.: Inden jeg skrev ovenstående, havde jeg overvejet, om jeg burde skrive en replik ind i diskussion om, hvorvidt nye statsborgere skal tvinges til give hånd. Det forekommer mig, at det er det, hele Danmark lige nu diskuterer. Og det forekommer mig også at være endnu et eksempel på, at den offentlige samtale bliver holdt beskæftiget med at diskutere noget 1) perifært, 2) fuldstændig tåbeligt. Perifært fordi der igen-igen er tale om et meget lille antal mennesker, som ikke vil give hånd (som Naser Khader (K) har pointeret, vil de fleste ansøgere om statsborgerskab med glæde give deres højre arm), tåbeligt fordi det igen er et eksempel på, at vi vil demonstrere, at vi er ’et frisindet samfund’ gennem tvang. Jeg synes, vi skal prioritere vores tid bedre og tale om det, der er vigtigt. Og hvis du er 65+ kunne seniorakademiet være et sted at begynde den samtale.

Leder, Dansk Kirketidende september 2018
Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *