fbpx

90 år før

Fremtidsromanen Trehundrede år efter er skrevet i 1931 af den grønlandske politiker Augo Lynge og handler om Grønland i 2021. Ikke alle forfatterens forudsigelser er helt ved siden af

TEKST: HANS JAKOB HELMS, FORFATTER OG FHV. DIREKTØR I GRØNLANDS HJEMMESTYRE

”Landsmænd! På denne jubilæumsdag lykønsker vi hinanden… med de fremskridt der er sket i vores samfund i de forgangne år. Vi lykønsker hinanden med, at grønlænderne har ændret status fra fattigdom til velstand, fra at være ringeagtede til at blive agtede, fra manglende tro på egne evner til selvtillid og vilje og evne til at styre egne anliggender.”

Disse ord falder i romanen Trehundrede år efter skrevet af den grønlandske forfatter Augo Lynge i 1931. Og de falder i forbindelse med en fiktiv fejring i hovedstaden Grønlandshavn af 300-året for Hans Egedes ankomst til landet.

Bogen er i dag nærmest uopdrivelig, og det er kun fordi Grundtvigsk Tidende har fundet et hengemt og lettere iturevet eksemplar på et bibliotek, at vi her kan fortælle om de drømme, der allerede for en menneskealder siden var udpræget i det grønlandske folk. Drømme, de håbede ville være blevet til virkelighed, når tidspunktet for 300 året efter Egedes ankomst oprandt. Altså netop i disse dage i 2021.

Historien handler om Fisker Frederiksen og Fåreholder Jensen, der i juli 2021 sammen er på tur tilbage til storbyen Grønlandshavn, hvor de 26 år tidligere mødtes på den lokale højskole(!). Den ene nu med sin spritnye fiskekutter og den anden med en enorm fårefarm og kæmpe villa inde i fjorden. Velankommen til den driftige by med asfalteret hovedgade, rækker af højhuse, Grand Hotel, allehånde forretninger, enkelte lastbiler og en mælkevogn, en ny kirke med hvidt tårn og sågar både en ”neger og to kinesere”, viser det sig, at byen også rummer ”røvere” af internationalt tilsnit, som har formået at berøve både den nye Grønlandskbank og hotellets amerikanske gæster og nu er på flugt.

Ingen etniske spændinger
Det er stærkt set af Lynge i 1931 at lægge en kriminalhistorie ind i bogen for at fange læserne. Men det er ikke den, der reelt ligger ham på sinde. Bogen handler om spændingen mellem det ’gamle’ fangersamfund og den ’nye’ industrielle verden og om de grønlandske menneskers evne og mulighed for at krydse fra den ene til den anden. Den diskussion har foregået i Grønland, al den tid jeg er kommet i landet (og det er mange år) og foregår stadig. Hvordan tilpasser man det grønlandske samfund til den industriudvikling, man ønsker, uden at ødelægge den særegne kultur og samhørighed med naturen og fangsten, som er det grønlandske folks rod. For dem, der følger med i dagens grønlandske debatter, behøver man blot tænke på debatten om minen i Kvanefjeld, for at se denne modsætning afspejlet i dag.

De må holde op med at se ned på folk, der arbejder for rigdom og jordiske goder og stoppe med at være tilfredse med blot at få sæl i maven og dovne tiden væk. Og sidst men ikke  mindst må de lære at blive selvstændige og uafhængige mennesker, hvilket ifølge bogen altså vil være sket i 2021

Lynge forestiller sig det moderne Grønland baseret på fiskeri og fåreavl. Trawlere og kuttere fra hele verden ligger tæt på fiskebankerne ud for Grønlandshavn og i fjordene ligger den ene kæmpe fåreog kvægfarm efter den anden. I byen trives storkøbmænd og fiskefabriksdirektører, der sjovt nok har anderledes navne som Schultz og Holbæk, altså danskere. Dette generer aldeles ikke Lynge, som glad lader de unge danske sønner og døtre gifte sig med de grønlandske ditto. I det hele taget er Lynges vision om fremtiden baseret på en invasion af danskere, færinger og islændinge, der alle blot kommer for at hjælpe det noget umodne (og tendentielt dovne) grønlandske folk med at komme ind i fremtiden. Etniske spændinger er der ingen af, og tiltroen til et rigt og harmonisk grønlandsk samfund anno 2021 er forbløffende.

Farvel til fangekulturen
Men for at nå derhen kræver Lynge en indsigt fra sine grønlandske medborgere om, at det ganske enkelt ikke er muligt at forene fangerkulturen med den moderne verden. De må holde op med at se ned på folk, der arbejder for rigdom og jordiske goder og stoppe med at være tilfredse med blot at få sæl i maven og dovne tiden væk. Og sidst men ikke mindst må de lære at blive selvstændige og uafhængige mennesker, hvilket ifølge bogen altså vil være sket i 2021. Men før det, stod det således til (og husk her, at dette er skrevet før Grønland overhovedet var åbnet og ude af den lukkede kolonistatus, der først sluttede efter krigen):

” … folk dengang forstod ikke, at det, hele tiden at skulle modtage hjælp, er den største forkælelse og vanære for såvel det enkelte menneske som for nationen … Vi kommer i en taknemmelighedsgæld, som lukker munden på os, vi bliver giveren underdanig, ja undertiden kan vi ligefrem komme i et afhængighedsforhold, så vi bliver nødt til at danse efter hans pibe. Derfor må især de nationer, der har fået selvstyre og som gerne vil respekteres, forstå, at de må foragte bare at modtage hjælp og lade selvrespekten være det vigtigste.”

Den lader vi lige stå et øjeblik!

Forbløffende tæt på virkeligheden
Der er meget i Lynges tekniske fremtidsvisioner, der ikke helt stemmer overens med den virkelighed, vi befinder os i, selv om han i forbløffende grad er kommet tæt på. Men de grundlæggende problemer i den grønlandske udvikling også i dag har han fat i, selv om han nok forudser dem lykkeligere løst, end de faktisk er her i 2021. Og det er stadig en ”amtmand”, der træder ud af rådhuset og proklamerer lykønskningerne øverst i artiklen. På den måde er den grønlandske politiske udvikling nået langt længere end fantasien rakte til i 1931. Ligesom Lynge vel næppe i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at netop det grønlandske byråd i Nuuk i 2021 har aflyst overhovedet at fejre 300 året for Hans Egedes ankomst.

Augo Lynge nåede både at blive medlem af Godthåbs Kommuneråd, Grønlands Landsråd og et af de to første grønlandske medlemmer af Folketinget, og på den måde kæmpede han i den virkelige verden for det, han beskrev i den fiktive. Men skæbnen ville, at netop denne tilhænger af den moderne verden og dens overlegne teknologi skulle blive et af ofrene for skibet Hans Hedtofts forlis i 1959.

Og de amerikanske røvere? Ja de bliver fanget og uskadeliggjort af den unge danske betjent Erik og den grønlandske fåreholdersøn Jens i et stærkt og harmonisk samarbejde – sådan!

 

 

Titel / Trehundrede år efter
Forfatter / Augo Lynge
Sidetal / 104
Forlag / Atuakkiorfik 1931, dansk 1989

 

 

Grundtvigsk Tidende 4/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *