Og set herfra: Noget om at tale samme sprog

Vi taler i øjeblikket om dannelse som aldrig før. Men taler vi om det samme, når vi taler om dannelse? Det går vi i hvert fald ud fra – men mens dannelse for nogen er at finde i Søren Ryges programmer, er den måske for andre at finde i John Waynes tju-bang film. Dannelse er svært at definere entydigt – men måske er det dét, vi skal holde fast i.

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

Da jeg var barn, var der næsten kun en tv-kanal. Næsten, for vi kunne også se Sverige hjemme hos os, men det så vi ikke så tit. Inde hos naboen havde de også tyske kanaler. Og så havde de en videomaskine og en kæmpestor palisanderreol, som var fyldt med noget, der umiddelbart så ud til at være læderindbundne bøger med guldtryk på ryggene. I virkeligheden var det ikke bøger, men videobånd, som kunne vise karatefilm og cowboyfilm, hvor John Wayne talte tysk. Og så sad naboen, som hed Jørgen, der midt i stuen i en stor, brun lænestol og så på tju-bang, mens vi børn løb ind og ud mellem legepladsen og hinandens værelser. Det var meget eksotisk, at man kunne se, lige hvad man ville, inde hos naboen.

Hjemme hos os var der ingen videomaskine. Hos os så man bare det, der var i fjernsynet. Også selvom man måske ikke lige syntes, det var særlig interessant. I mange år syntes både min bror og jeg, at det var utrolig kedeligt at se Søren Ryge grave huller i sin have og ryge pibe. Det vist nok mest sindsoprivende indtraf vel dengang, han rykkede hovedet af en due i bedste sendetid. Men uanset hvad, kunne Søren Ryge ikke helt hamle op med John Wayne, der tog ladegreb på sin riffel og udbrød Hände hoch! med mundbevægelser, der ikke helt passede. Men min far sagde altid, at vi skulle blive siddende og se Søren Ryge færdig. I har godt af lidt almen dannelse var begrundelsen som regel. Og så sad vi der og blev lidt alment dannede hvad angår burresnerre, tagetes, anlægning af havebede alt sådan noget nyttigt noget.

Ikke at jeg nogensinde helt fandt ud af, hvad det der dannelse dækkede over, selvom det stod nogenlunde klart, at begrebet også omfattede andet end haveprogrammer. Sådan noget som Forellekvintetten indgik muligvis i pakken. Og evnen til at kunne betjene et leksikon. Til gengæld var eftersynkroniserede tju-bang-videoer vist ikke omfattet af dannelsesbegrebet. Eller også hørte det måske til en anden slags dannelsesbegreb?

Min far sagde altid, at vi skulle blive siddende og se Søren Ryge færdig. I har godt af lidt almen dannelse var begrundelsen som regel. Og så sad vi der og blev lidt alment dannede hvad angår burresnerre, tagetes, anlægning af havebede alt sådan noget nyttigt noget

Det fandt jeg som sagt aldrig helt ud af. Til gengæld har jeg siden fundet ud af, at dannelse er et begreb, der er svært at få styr på. Det er et begreb, vi lægger noget forskelligt i. Og det er et begreb, som vi anvender i flæng, ofte uden at definere dets betydning. Og ofte med en forventning om, at den vi taler med, lægger den samme betydning, som vi selv, i ordet, der kan dække over alt fra gode manerer til indsigt i kulturelle områder. I pædagogisk sammenhæng er begrebet måske finest beskrevet hos Løgstrup, der i sit berømte foredrag om skolens opgave peger på, at nok er skolens opgave uddannelse; at give eleverne de nødvendige forudsætninger for videre uddannelse, men samtidig pointerer, at denne opgave ikke er hovedopgaven. Det er, slår Løgstrup fast, tilværelsesoplysning. Og til det begreb hører oplysning om sammenhængen i tilværelsen. Det man kan kalde dannelsen. I modsætning hertil står det løsrevne. Den ensidige specialisering og individualisering, der er rettet mod arbejdsmarkedet alene. Det dannede menneske er i stand til at danne syntese og sammenhæng.

Og vi taler i øjeblikket om dannelse som aldrig før. I dagspressen. I mange af landets kommuner, hvor der efter år med fokus på ensidig kompetencetænkning, individualisering og målstyring i skolen, nu skal sættes fokus på skolens dannelsesopgave. Det er fint. Men det er måske også vigtigt, at vi taler om, hvad dannelse betyder, så det ikke ender med at nedbryde dannelse til noget, vi kan måle og veje og sætte læringsmål for, fordi vi har svært ved at håndtere det, vi ikke kan sætte i kasser.

Grundtvigsk Tidende 6/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *