fbpx

Det Sidste Ord: Har døden en istaphånd?

TEKST: HANS JAKOB HELMS, FORFATTER OG FHV. DIREKTØR I GRØNLANDS HJEMMESTYRE

Jeg har prostatakræft. Det deler jeg med tusinder af andre danske mænd. For hvert år er der omkring 4500 nye diagnosticerede tilfælde. Og hvert år er der omkring 1150, der dør af kræften herhjemme. Hvis man er heldig, og kræften bliver opdaget i tide, kan lægerne nå at fjerne prostatakirtlen, hvorfra kræften stammer, og man vil være kræftfri – men aldrig fri for den angst, enhver kræftform medfører. Er kræften, som hos mig, nået udenfor prostata og har spredt sig i kroppen, er der ikke længere en mulighed for at fjerne den. Kun at holde den i ave med medicin og kemoterapi. På det område er lægerne og forskerne heldigvis nået langt i dag. Men nogen garanti for ens fortsatte liv er der ikke.

Jeg er lige blevet sat på en ny medicin. Det er den sidste inden kemoterapi, og for anden gang i mit liv har jeg følt døden puste mig i nakken. Første gang var, da min operation viste sig at være lavet for sent, og jeg måtte erkende, at jeg nu var livsvarig kræftpatient og en overgang var sikker på, at jeg højst havde ca. to år tilbage. Så slemt gik det ikke, og medicinen har foreløbig holdt mig i live i 13 år. Men nu er den gamle medicin altså holdt op med at virke, og hvor længe den nye varer ved kun min krop.

Derfor denne overskrift. Jeg er en stor beundrer af Grundtvigs formidable evne til at bruge det danske sprog og skabe nye, malende ordbilleder. Men jeg bryder mig ikke om den måde, han har beskrevet døden på, endsige den måde han frygtede den. Døden er en naturlig del af livet, og det at forlige sig med den er ligeså. Det er ikke nemt. Men det bliver altså ikke nemmere af, at en åndelig inspirator af den karat beskriver den så isnende kold og ubehagelig, som Grundtvig gør i salmen ’At sige verden ret farvel’.

For kort tid siden døde min gode ven, som aldrig blev kaldt andet end HP. HP havde været igennem en række ufattelige sygdomme og skavanker, inklusive operationer og alle former for indgreb, der tænkes kan. Undervejs var han på et tidspunkt død i flere minutter, men vågnede mirakuløst op igen. Han levede derefter en god tid, og jeg nåede heldigvis at besøge ham, kort før han døde for alvor. Han fortalte mig, at de minutter, hvor han havde været (og erklæret) død, havde været vidunderlige. Han var blevet svøbt i en mørk, blød varme af velvære, hvor alle smerter og fortrædeligheder havde forladt hans krop og sind. Ja faktisk var det sådan, at han syntes, det nærmest var lidt irriterende at vågne op og blive bragt tilbage i den smertende krop og sorgbetyngede virkelighed ved han seng. Han svor, at han fra det øjeblik ikke frygtede døden et eneste øjeblik.

En dag skal vi alle dø. Jeg skal muligvis dø af prostatakræft. Sådan er det. Men indtil den dag vil jeg gerne leve og faktisk også gerne tænke på døden som et varmt blødt mørke, der en dag forløser mig fra alt, der gør ondt. Som HP sagde. Grundtvigs istaphånd gør ingen noget godt. Så nu har jeg købt en hundehvalp, og den har allerede tvunget mig til at holde mig meget sundere og raskere end før. Den skal jo passes og motioneres og holdes i gang hver dag – ligesom mig. I mange år endnu.

Grundtvigsk Tidende 6/2021

Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme ‘Det Sidste Ord’ skrives i 2021 på skift af ANDERS THORSEN, lærer og debattør, Bagsværd Kostskole og -Gymnasium, IDA EBBENSGAARD, journalist, redaktionschef på Zetland og HANS JAKOB HELMS, forfatter og fhv. direktør i Grønlands Hjemmestyre.

Læs tidligere bagsideklummer fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.