fbpx

Det Sidste Ord: Jeg tror, det er mere nuanceret end som så

TEKST: KRISTIAN KIRK, LÆRER PÅ HADSTEN HØJSKOLE

For nylig havde jeg en diskussion med en ven. Efter at jeg – engageret og lettere insisterende – havde fremstillet et lille stykke af verden, sådan som jeg mente, at den så ud, lænede min ven sig tilbage i stolen med armene over kors, kiggede på mig med et horisontskuende blik og sagde: Jeg tror, det er mere nuanceret end som så.

Denne sætning føltes lidt som en åndelig afklædning, der efterlod mig nøgen i min naive tro på, at tingene faktisk forholdt sig, som jeg havde fremstillet dem. Diskussionen døde, og jeg gik derfra med en klar fornemmelse af, at hvis denne diskussion havde en taber (hvad gode diskussioner heldigvis ikke har), var det mig. Men jeg følte mig på en måde også uretfærdigt behandlet. For min ven uddybede aldrig, hvordan det var mere nuanceret end som så. Han lavede blot et åndeligt fingerpeg ud i den uendeligt store virkelighed og sagde (uden rigtig at sige det), at verden er større og mere nuanceret, end min fremstilling gjorde den til. Og han har uden tvivl ret. For verden er altid større end de fremstillinger, vi laver af den. Der er altid nuancer vi misser. Der er altid noget, der undslipper fremstillingen. Men det er vigtigt, som i virkelig vigtigt, at vi igen og igen forsøger at fremstille verden. For denne fremstilling er det ene ben i den dialektik, der er med til at skubbe vores forståelse af verden, og alt hvad den indeholder, videre.

Jeg elsker når nogen viser mig, at verden er større, end jeg troede. Når jeg, ved en andens hjælp ser sprækker i det, jeg troede var solidt. Men lige så meget som jeg elsker dét, lige så meget kan jeg ikke fordrage, når nogen blot fortæller mig, at verden er mere nuanceret end som så, uden at vise mig hvordan den er mere nuanceret end som så.

Den store informationsmængde, der til alle tider er tilgængelig og lige ved hånden, kan unægtelig tage pusten fra én i en sådan grad, at man dropper fremstillingen og lader sig nøjes med de fragmenterede nuancer. Men at konstatere at verden er broget, nuanceret og kompleks, er ingen kunst. En kunst er det derimod at samle disse nuancer i en konsistent fremstilling.

Når jeg, ofte i en alt for belærende tone, forsøger at give mine børn nogle (livs)råd, så kan de på to sekunder finde undtagelser, hvor mine råd ikke duer: Men far, hvad nu hvis … og så videre. Det, de siger (uden rigtig at sige det), er, at man ikke kan navigere på baggrund af mine fremstillinger alene. Fremstillingerne er ufuldstændige. Verden er ikke sådan, som far siger den er. Der er noget, han ikke kan se. Men på trods af det, bilder jeg mig selv ind, at disse fremstillinger faktisk kan være dannende, også selvom de (næsten) altid er forkerte. Det er selvfølgelig en forsimplet fremstilling, jeg her er kommet med. Det er ganske givet mere nuanceret end som så.

KRISTIAN KIRK

Født 1986 og opvokset i Thy. Bor i Sejs udenfor Silkeborg. Arbejder som lærer på Hadsten Højskole og skriver speciale i Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet.

Kristian Kirk siger: ”Jeg er utroligt optaget, nærmest besat, af det undseelige ord resten. Det er et ord vi bruger, når noget indenfor en kontekst er uoverskueligt, ukendt, eller udefineret. Det kan optræde i en ikke-opryddet kælder, i en bog der er svær at forstå, i samfundskriser såsom klimakrisen, og i mange andre situationer. I mit eget liv synes jeg mængden af resten vokser og vokser, hvilket kan være voldsomt frustrerende. Derfor har jeg sat mig for at forstå begrebet, i stedet for at begrænse dets omfang.”

Grundtvigsk Tidende 2/2022

Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme ‘Det Sidste Ord’ skrives i 2022 på skift af REKHA DAS, teamleder vedr. mellemøsten ved FNs udviklingsprogram, UNDP, KRISTIAN KIRK, lærer på Hadsten Højskole og LAKSHMI SIGURDSSON, lektor ved Københavns Professionshøjskole.

Læs tidligere bagsideklummer fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *