fbpx

Det Sidste Ord: Der skal være koldt i kirken

TEKST: IDA EBBENSGAARD, CHEFREDAKTØR PÅ ZETLAND

Man behøver ikke at være Henrik Nordbrandt for at begræde den tidlige vinters menneskefjendske kombination af kuling, regn, og mørke. Vi begiver os ud med cykellygter og reflekser for så at være på arbejde i de få timer, hvor lyset næsten regerer. Når den blege sol lige stikker nogle enkelte stråler ned over byens tage, gælder det om at komme ud og få den mindste stribe på næsen. Ligger der en ekstra sweater og flyder, så på med den. For vinterens mission er: At søge lys, at søge varme.

På sådan en råkold dag kan jeg søge ind i kirkerummet. Jeg ved ikke, hvordan den samlede varme- og elregning ser ud for den danske folkekirke (og nej, det er ikke aktindsigten værd), men den må være svimlende, for selve kirkerummet favner mig med en blød varme og dæmpet lys. Uanset om der er folk i rummet eller ej fungerer rummet som en oase i vinterkulden.

Så meget desto mere blev jeg overrasket, da jeg læste i det stærkt anbefalelsesværdige seneste særnummer af Grundtvigsk Tidende for nye medlemmer af menighedsråd, at kirken skal være … kølig.

Kølig?! Jeg rettede mig op i stolen, da jeg læste. Jo, kølig, stod der. Det lød mærkeligt. For jeg vil jo altid sige, at et varmt fællesskab måtte være at foretrække for et køligt. At kirken er et varmt sted med hjerte, medfølelse, diakoni og et alterbord, menigheden samles om. Så hvad skulle det betyde? Pointen er: Folkekirken er ikke et varmt fællesskab, for deri kan ligge en vis tvang til at involvere sig eller rette ind efter den kultur, der hersker. At man bliver forpligtet på hinanden. Det indeholder altid risikoen for at være ekskluderende. Men det er ikke pointen i folkekirken. Her må du gå ind og være i huset, uden at du behøver at være enig med din sidemand eller for den sags skyld overhovedet indgå i nogen form for relation til vedkommende.

Pludselig faldt der nogle brikker på plads for mig. Det er så fremragende set. Der er nemlig ikke noget værre end at blive påtvunget et fællesskab, når man i virkeligheden kom efter noget helt andet. Jeg foretrækker altid det affolkede kirkerum frem for det fyldte. Højmessen er et socialt rum, hej, godt at se dig, er jeg den eneste, der kender den her salme? Det kan være så fint, men jeg kommer ikke i kirken for at være social. Derfor sniger jeg mig helst ind til natkirke, taizé-arrangementer eller prøver om døren er låst en tilfældig eftermiddag, snuser luften ind, tænker en tanke og går igen.

Jeg elsker, at gode kræfter forsøger at få liv ind i menigheden, at der er koncerter og babysalmesang, foredrag og loppemarked. Giv den gas, venner. Men selve kirken, hold den kølig. Lad den være det helle, hvor der ikke er gøgl, påtvungen hilsning og SoMe-strategier. Men et sted til refleksion og stilhed, uden at andre behøver at forholde sig til netop min måde at gå ind i rummet på. Det er måske en af de mest eftertragtede ting i en vaskemaskine af en hverdag? Dog må I love mig ikke fysisk at skrue for langt ned for varmen. For manner, en vinterdagskrammer af fjernvarme og elektrisk lys er virkelig ikke at fornægte.

Grundtvigsk Tidende 8/2021

Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme ‘Det Sidste Ord’ skrives i 2021 på skift af ANDERS THORSEN, lærer og debattør, Bagsværd Kostskole og -Gymnasium, IDA EBBENSGAARD, journalist, redaktionschef på Zetland og HANS JAKOB HELMS, forfatter og fhv. direktør i Grønlands Hjemmestyre.

Læs tidligere bagsideklummer fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.