Det Sidste Ord: Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe

TEKST: BODIL CHRISTENSEN, LEKTOR I DANSK PÅ LÆRERUDDANNELSEN, UCN

Islændingene siger Lina Langsokkur, Pippi Smokkuleggur på Færøerne og på indonesisk er det Pippi Si Kaus Kaki Panjag. I virkeligheden hedder hun jo Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe. Hun er ni år, det vil hun være altid, men alligevel fylder Pippi 75 år i 2020.

Pippi er en stærk pige, men hun er også en selvstændig pige, der må klare sige selv. Hun har et afslappet forhold til magt og autoriteter, hun er selvberoende og formår ofte at give et blik på verden, der er nyt og mere komplekst end ’systemets’ blik. Pippi går op mod skolen, hun ser ikke glæden ved at lære multiplikationstabellen: ”Jeg har klaret mig godt uden nogen pluttifikationstabel i ni år,” siger Pippi. ”Så det gør jeg såmænd nok også i fremtiden.”

Pippi er ukuelig, hun er et underholdende bekendtskab, men hun var også en vigtig person i den tyske ’genopdragelse’, da nazismen faldt og en hel generation af børn skulle lære, at man ikke absolut behøver at gå i takt og råbe Sieg Heil på kommando.

Litteraturen betyder noget. Den betød særligt noget for børnene i Berlin. De mange forsømte og forældreløse børn havde få rollemodeller i forhold til demokratisk dannelse. Nazitiden havde ødelagt al infrastruktur, men den havde også ødelagt forældrenes tradition for at lege med deres børn. Det var den slags opgaver ’Jugendamt’ og Louise Hartung tog på sig. Med litteratur (Pippibøgerne, og megen anden litteratur) fik de et billede af et børneliv, der også kunne være muligt.

Pippi er et barn, der ikke ligger under for de ydre autoriteter. Hun har sit indre moralske kompas, som hun følger. Det viser en stærk kurs mod godhed, tolerance og livsglæde. Hun er stærk, den stærkeste pige i verden, men hun formår at have styrke uden at misbruge magten.

Astrid Lindgren siger selv: ”Hvis der er noget, jeg afskyr mere end noget andet, så er det at have magt og misbruge den. Det er nok det sværeste, der findes, alle har magt over en eller anden stakkel, og efter hvad det ser ud til, er det sværeste kunststykke af alle at lade være med at misbruge den magt. Ja, ja, nok om det.”

Pippi er en del af vores fælles kulturelle ballast. Hun er altid ni år og ejer af en hest, en abe og Villa Villakulla. Til lykke med de  femoghalvfjerds år til Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe.

Grundtvigsk Tidende 7/2020

Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme ‘Det Sidste Ord’ skrives i 2020 på skift af Bodil Christensen, lektor i dansk på læreruddannelsen, UCN, Peter Svarre, forfatter og foredragsholder og Anke Spoorendonk, formand for Foreningen Norden Sydslesvig og fhv. minister i Slesvig-Holsten.

Læs tidligere bagsideklummer fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *