ET STYKKE GEDIGENT ÅNDSARBEJDE

Nytårstale til alle kritikere med ønsket om, at vi må se og høre meget mere til jer i 2019

TEKST: INGRID ANK, LEDER AF GRUNDTVIG-AKADEMIET OG REDAKTØR PÅ DANSK KIRKETIDENDE

Den 4. december 2009 ændrede Google sin søgefunktion. Ændringen betød, at der ikke længere var fælles kriterier for rangordningen. Før 4. december 2009 ville rangordningen af søgeresultaterne inden for det samme sprogområde falde ens ud, uanset hvem der søgte på ordet ’Grundtvig’ eller stillede spørgsmål som ’Hvordan regner man procentregning’ eller ’Hvorfor flager busserne’. Efter 2009 får hver af os en personlig liste af mulige sider, der kan hjælpe os med at besvare vores spørgsmål. En personlig liste der er styret af nogle – for de fleste af os – fuldstændig uigennemskuelige algoritmer.

For mig at se betyder det, at et ord som ’relevans’ er blevet et mistænkeligt ord. For hvem bestemmer, hvad der er relevant for mig? Og kan jeg overhovedet skaffe mig adgang til det, der er irrelevant, eller må jeg leve i en boble, hvor alting altid er fuldstændig relevant?

Men man kan selvfølgelig også vælge at se på de positive sider af sagen: I gamle dage – dvs. før 2009 – var et møde med et andet levende menneske lig med et møde med nogle andre erfaringer og en anden viden, end man selv slæbte rundt på. I dag er et møde med et andet menneske ikke bare et møde med en anden viden, men en anden adgang til viden. Hvem er du, kan vi spørge hinanden, og hvad gemmer der sig mon i din informationsstrøm?

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om vi i dag lever mere isoleret fra hinanden, end man gjorde tidligere. Der er helt sikkert også nye fællesskaber og nye fællesskabsformer, der opstår netop i disse år. Jeg skal heller ikke gøre mig klog på, om vi – mere end tidligere – er tilbøjelige til at gruppere os med dem, der ligner os selv. Det har mennesker vel i et vist omfang altid gjort – for det er jo benhårdt arbejde at skulle forholde sig til det eller til den, der er virkelig anderledes, og det er så betryggende at være sammen med én, der bare umiddelbart og helt ind i hjertet forstår, hvorfor man selvfølgelig må holde med AGF. Og jeg har undret mig over regeringens håndfaste ghettoplaner, for selvom det er indlysende, at der skal gøres en indsats for at gøre utrygge boligområder trygge, så forstår jeg ikke, hvorfor alle vi andre må bo klods op ad mennesker, der ligner os selv (for det er jo det, vi gør), mens nogle få mennesker ikke må.

2009 var også året, hvor Facebook introducerede like-knappen. Jeg skal som nævnt ikke gøre mig klog på, om vi – mere end tidligere – er tilbøjelige til at gruppere os med dem, der ligner os selv. Men i en tid, hvor vi liker hinanden i søvne og i søvn, tror jeg alligevel snarere, man skal måle sin succes på sine kritikere end på sine heppere. Det er hos kritikerne man finder ud af, om der er noget på spil.

Her i denne grundtvigske højborg, som Vartov jo er, har jeg imidlertid konstateret et interessant vilkår for den kritik, vi udsættes for. Nemlig at vi ganske ofte – fra to forskellige sider – bliver beskyldt for at være alt for meget og alt for lidt. De grundtvigske er alt for nationale, alt for danske med stort D, alt for glade for at skråle højt på sange fyldt med unge blonde piger – lyder det fra én kant. De grundtvigske er alt for internationale, alt for pro-europæiske, alt for mangfoldighedsforherligende og multi-kulturelle – lyder det fra en anden.

Eller: De grundtvigske er en flok åndsforladte sekularister, der tager kraften ud af den kristne forkyndelse og gør den til en gang humanistisk sødsuppe – lyder det fra én kant. Mens det samtidig lyder fra en anden kant, at vi meget gerne må skrue lidt ned for alt vores salmesang og Fader, Søn & Helligånd.

Her i efteråret kunne man – for lige at komme med et konkret eksempel – læse i det ofte hårdtslående tidsskrift Tidehverv, at Grundtvigsk Forum og grundtvigianerne er ’aldeles åndløse’ og at ingen fra de grundtvigske rækker nogensinde – eller i hvert fald så længe skribenten kunne huske – har ’præsteret et stykke gedigent åndsarbejde.’

Samme dag, som jeg havde læst dette, stod jeg i indgangen til Store sal i Vartov og tog imod gæsterne til et af vores debatarrangementer. Ind ad døren trådte en gymnasielærer med en lille flok 2.g’er. Man fornemmede på ham, at han ved at træde inden for i dette rum, havde det lidt, som om han var på vej ind i en middelstor gotisk katedral, hvor århundreders katolske ånd driver ned ad væggene, og også at det fyldte ham med både fascination og væmmelse, men mest væmmelse. Jeg rakte ham en højskolesangbog, som han mistroisk tog imod, hvorefter han vendte sig mod sine elever og med en turistførerstemme forklarede dem, at her på stedet bliver man altså ved indgangen ”udstyret med en salmebog.”

Jeg siger ikke, at jeg ved at række ham højskolesangbogen – og heller ikke hvis det rent faktisk havde været salmebogen – dermed udførte et stykke gedigent åndsarbejde.

Jeg siger egentlig bare, at jeg tror, man skal være glad for sine kritikere. Også selvom det kan forvirre, når man med det, man gør, på en og samme tid bliver beskyldt for at være alt for meget og alt for lidt.

Det er først, når kritikken forstummer, og alting er likes og hujen og heppen, at man virkelig er blevet isoleret.

Og derfor skal denne nytårstale være en hilsen til alle kritikere – må vi se og høre endnu mere til jer i 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *