fbpx

Hvad er der galt med kristendomsfaget: Et fag i splid med sig selv

Siden 1975 har kristendomskundskabsfaget i folkeskolen været et fag i splid med sig selv. Det er ikke et forkyndende fag, og alligevel kan man – som det eneste fag i skolen – blive fritaget fra det, og i ’sekulariseringens navn’ er fokus på ’elevens indre’, snarere end på saglig kundskab om religion

Er faget ’kristendomskundskab’ i virkeligheden blevet til ’livsfilosofi’ hvor emnet og omdrejningspunktet er eleven selv – og ikke så meget andet?

TEKST: HANS KRAB KOED, LEKTOR PÅ LÆRERUDDANNELSEN UC SYD

Der mangler mere kristendom i skolerne, mener borgerlige partier, og de har ret. Der mangler viden om religion i skolerne, viden om både kristendom og andre religioner. Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti foreslår ligefrem en kristendomskanon for folkeskolen, ikke som et forkyndelsesprojekt, men som et dannelsesprojekt, som alle elever vil have glæde af at deltage i. Det lyder sådan set fornuftigt; men mon ikke det ville være bedre, om skolefaget kristendomskundskab tog sig af det? Manglende viden om kristendom / religion skyldes netop først og fremmest, at kristendomskundskabsfaget i dag er endt med at blive et fag uden fokus på viden om religion.

Det er rigtigt, at eleverne end ikke kender juleevangeliet, og man skal ikke prøve at spørge ind til kong David eller ret meget andet fra Det gamle Testamente for at opdage, at der mangler viden om næsten alt fra Bibelen. Faget er nemlig i splid med sig selv og kan derfor ikke levere relevant viden i forhold til folkeskolens formålsparagraf.

Siden 1993 har fokus i undervisningen, overalt hvor der undervises i religion, været eleven selv.

Da forkyndelsesaspektet blev fjernet fra faget i 1975, begyndte en proces med at legitimere fagets status i folkeskolen. Til det formål var Grundtvig, Løgstrup og Tillich af stor betydning som fødselshjælpere, så man i 1993 var kommet dertil, at man kunne lancere ’den religiøse dimension’ som løsningen på fagets legitimitet. Formålet for faget lyder i stk. 1 således:

”Eleverne skal i faget kristendomskundskab tilegne sig viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.”

I en hellig alliance med reformpædagogikken havde faget solgt sin sjæl og identitet til livsfilosofien med eleven i centrum. Nu kunne alle både være tilfredse og se meningen med faget i skolen.

Religionsfaget skal nytænkes
I stedet for fortsat at lappe på faget eller forsøge at lave en kristendomskanon til folkeskolen for alle fag, så er det tid til helt at nytænke folkeskolens religionsfag pt. kaldet kristendomskundskab. Men før vi bestemmer, hvad faget skal hedde, skal kunne og indeholde, er det vigtigt at afgøre, hvad formålet med folkeskolen er, og gøre sig klart, hvilke fag der kan befordre målsætningen: ”give eleverne kundskaber og færdigheder samt gøre dem fortrolige med dansk kultur og historie […] For at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre” (Folkeskolens formål – uddrag fra § 1 hhv. stk. 1 og 3).

Ethvert fag må naturligvis tilpasses dette mål og nødvendigvis justeres til samtiden. Efter aktiv deltagelse i undervisningen af lærerstuderende i mere end 30 år står det klart for mig, at elever og studerende har en anden tilgang til og viden om religion end tidligere. Det er vel ganske naturligt, og sådan har det nok altid været. Derfor er bekendtgørelser og love blevet skrevet om og justeret kontinuerligt. Men på et tidspunkt er det nok nødvendigt at standse op og erkende, at nu kan der ikke repareres mere, nu må vi starte forfra på et helt andet grundlag. Fx har sekulariseringen for alvor slået igennem både i religionsfaget og sågar i konfirmandundervisningen.

Det skal forstås sådan, at siden 1993 har fokus i undervisningen, overalt hvor der undervises i religion, været eleven selv.

Faget er i splid med sig selv og kan derfor ikke levere relevant viden i forhold til folkeskolens formålsparagraf.

Alt det verdslige, hele elevens egen synlige og nære verden er i centrum og omdrejningspunkt. Alt det metafysiske er reduceret til randbemærkninger. Det betyder, at grundlaget for  kristendomskundskab ikke længere er klassiske skrifter som fx Bibelen, Koranen, hinduistiske skrifter eller buddhistiske. I stedet har livsfilosofiske emner om godt og ondt taget over på baggrund af elevernes egne bidrag til debatten. Initieret af lærere eller præster. Det er jo alt sammen meget interessant, relevant og inspirerende, men det kommer let til at svæve i luften uden fagligt grundlag eller baggrund.

Det gode liv på godt og ondt
Reformpædagogik har sejret sig til døde, og alle de gode intentioner med at tage udgangspunkt i eleven har taget overhånd, så eleven ikke skal lære noget, for der findes jo ingen kanon, intet pensum, i stedet skal eleven lære at lære. Det er ansvar for egen læring, når det er værst. Imens reflekterer eleven med sig selv og eget ekkorum.

Da regeringen i 1993 besluttede, at livsfilosofi skulle være omdrejningspunkt for kristendomskundskabsfaget, var det et fremskridt for faget rent pædagogisk og didaktisk. Man havde behov for at komme fri af et stivnet fokus på historiske facts. Desværre har det vist sig, at al den kredsen om det gode liv på godt og ondt, betød at faget mistede fodfæste og endte i en selvkredsende samtale. De store etiske spørgsmål, som i sig selv er yderst relevante, bliver en hæmsko for den religionsvidenskabelige viden, og for en konkret viden om, hvad der fx står i Koranen og Bibelen.

Der er stadig brug for viden om religion, hvis formålsparagraffen skal indfries. Hvis eleverne skal have muligheder for at blive aktive demokratiske borgere. Religion findes nemlig som adfærd og genstande i elevernes verden, som kirker, moskeer, templer og ikke at forglemme alle helligdagene.

Alle kan profitere af en sober religionsundervisning på et religionsvidenskabeligt grundlag, det er ikke kun konservative borgerlige partier, som får glæde af, at eleverne får viden om  kristendommen, det er både ateister, muslimer, kristne og alle andre. Faget giver viden om, hvad der sker i vores kultur, og hvor baggrunden og idéerne kommer fra.

Faget skal selvfølgelig hedde religion og være et obligatorisk fag for alle uden fritagelsesparagraf.

Grundtvigsk Tidende 4/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *