Folkehøjskolerne kom og forsvandt igen

Af Antra Carlsen (født og opvokset i Letland)

Folkeoplysningstankerne i de baltiske lande begynder med de første sangfestivaler, som blev store nationale samlingspunkter og kulturelle manifestationer. Den første sangfestival blev afholdt i 1869 i Estland og i 1873 i Letland.

I slutningen af det 19. århundrede vokser forskellige politiske partier og sammenslutninger frem, der sætter fokus pa uddannelse og kultur. I 1890’erne introducerer Jaunlatvieši (Unge Letter-bevægelsen) ideen om almen videreuddannelse i Letland. Folkeoplysningstankerne vinder frem, og i 1930’erne bygges der skoler baseret på Grundtvigs skoletanker.

Filologen, forskeren og essayisten Zenta Mauriņa (1897-1978) befinder sig midt i den lettiske folkeoplysningsbevægelse. Hun har studeret både Grundtvig og den indiske digter og skoletanker Rabindranath Tagore (1861- 1941). Hun opfordrer Paul Peterson, der er landbrugsudvikler og underviser, til at tage til Danmark og besøge Ollerup Højskole og efterfølgende grundlægge skoler i Letland, hvor unge lettiske bønder kan lære at udvikle deres land, både i forhold til landbrug og i forhold til politik og samfund. Ambitionen er at lave skoler, der forener liv og uddannelse.

Peterson studerer skoler og uddannelsestilbud i Danmark, særligt i forhold til deres metoder og filosofi. Og i 1930 bliver Mūrmuiža Folkeuniversitet etableret, inspireret af de danske højskoler, og kommer til at fungere som en åbning af universitetet. Grundtvig forestillede sig, at eleverne på højskolerne skulle komme fra forskellige stander og udgøre en blanding af mennesker på tværs af alder, religion og politisk overbevisning. På tilsvarende måde er Mūrmuiža baseret på humanistiske ideer og en insisteren på, at oplysning er for alle medlemmer af samfundet. Jurister, læger og kunstnere m.fl. underviser på de lettiske folkeuniversiteter, som der i 1938/39 er 15 af i Letland med tilsammen 3374 studerende. Skolerne bærer sloganet: “Kun den, der selv forvalter sit liv, er fri”.

Efter den sovjetiske besættelse i 1940 lukker alle folkeuniversiteterne i Letland. Lederen af Mūrmuiža, Paul Peterson, bliver deporteret til Sibirien. Zenta Mauriņa emigrerer til Tyskland.

 

Redigeret og oversat af Ingrid Ank, redaktør og akademileder og Marie Lysemose Støvring, Studerende (red.)
Artiklen er del af serien Grundtvig goes global.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *