Fremtiden er umoderne

Måske har vi set os blinde på fremtiden som den eneste måde at orientere os på. Hvilken betydning har vores dyrkelse af fremtiden for nutidens skoledebat, historieforståelsen og for vores børn?

Af Ingrid Ank, redaktør af Dansk Kirketidende

”Moderne kunst er gammeldags,” står der på muren. Skrevet i hast på en væg på Vesterbro. Og det er jo rigtigt. I hvert fald hvis man med moderne kunst mener modernistisk kunst. Sådan er der ingen, der maler mere. Det er gammeldags.

Om det også er rigtigt, hvis moderne betyder ’nutidig’, er mere usikkert. Udsagnet bliver forvirrende. ”Nutidig kunst er gammeldags” – hvilken kunst er så til tiden?

I Høje Taastrup er de i gang med at bygge fremtidens skole. Eller rettere: Nutidens ’Læringshus’ med henblik på fremtidens arbejdsmarked. Og ifølge borgmester Michael Ziegler vil Læringshuset revolutionere måden at tænke skole på – ikke bare i Høje Taastrup, men i hele landet. ”Tværgående kompetencer som kreativitet, forandringsparathed, kommunikation og samarbejde forventes at blive afgørende og teknologiske færdigheder helt nødvendige i vores børns og unges fremtidige liv og arbejde,” står der i kommunens præsentation af Læringshuset.

Men teknologiske færdigheder er allerede helt nødvendige i nutidens liv og arbejde, det behøver man ikke kigge i krystalkuglen for at se. Og det forekommer mig, at nutidens skoledebat er helt ekstremt optaget af fremtiden, og bange for den. Og at vores forsøg på at bilde hinanden ind, at det er muligt at få styr på fremtiden, tyranniserer debatten. For ordet ’fremtiden’ kan bruges til at lukke munden på enhver kværulant, der stiller kritiske spørgsmål fx til de pædagogiske principper bag steder som Læringshuset. ”Sådan bliver det i fremtiden, det må vi bare indstille os på” eller: ”Det du taler om der, bliver der slet ikke brug for i fremtiden,” lyder svaret.

Selvfølgelig er skolen for fremtiden. Man kan jo nærmest se børnene gro, imens de læser eller bygger robotter eller spiser madpakker. Det er fremtidens voksne, der sidder der med madpapir spredt omkring sig. Men jeg spekulerer alligevel på, hvornår det vender. Hvornår bliver det umoderne at bruge ordet fremtiden til at lukke munden på mennesker, der tænker sig om i nutiden?

”Jeg opfatter det som en vej, vi ved er den rigtige. Der er jo ikke noget, der tyder på, at udviklingen vil bremse op, så vi får den statiske verden, vi har haft før,” siger Michael Ziegler til Weekendavisen (15. juni 2018).

Gad vide, hvad det er for en historisk periode, han tænker på? Hvornår var verden statisk? Jeg har svært ved at komme i tanke om andre perioder end istiden, hvor der vel var lidt ro på. Og det får mig til at tænke, at et af de vigtigste fag i nutidens skole måske er faget historie. Ikke for at eleverne kan få endnu flere temauger om vikingetiden, men for at de kan få en fornemmelse for tid og for forandring. Hvordan ideer bevæger sig, møder modstand og skifter form, og hvordan nye vilkår og virkelighedsopfattelser opstår. Og også for at forstå, at det eneste, vi kan sige med absolut sikkerhed om fremtiden, er, at den ikke bliver, som vi forventer. Det skulle i så fald i hvert fald være første gang i historien.

Leder i Dansk Kirketidende, august 2018
Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *