Frokost om arvesynden

Er Grundtvig blevet glemt i den igangværende liturgidebat? Og hvad går Grundtvigs dåbssyn egentlig ud på? En frokost med to forskere blev til et forsøg på at give et bud. Samtale med Kim Arne Pedersen og Niels Jørgen Cappelørn

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

I foråret 2019 udkom to rapporter – igangsat af folkekirkens biskopper – som oplæg til og baggrund for en bred folkelig debat om gudstjeneste, dåb og nadver og om, hvorvidt noget skal ændres og med hvilken begrundelse. Udover rapporterne er der udkommet en række pixiudgaver, som en slags ʻkort version’ af de mere omfattende rapporter.

Rapporterne og ikke mindst pixiudgaverne har imidlertid mødt kritik for ikke at have Grundtvig med eller i hvert fald kun i meget lille omfang. Og som en slags forsøg på at medvirke til at udbedre manglen – eller i hvert fald bidrage til diskussionen – har jeg inviteret Grundtvig-forskeren Kim Arne Pedersen og Kierkegaard-forskeren Niels Jørgen Cappelørn på frokost til en samtale om Grundtvigs dåbssyn. Samtalen kommer især til at handle om, på hvilken måde Grundtvigs dåbssyn taler ind i, men også forskyder sig fra det lutherske.

“Dåben er en frelsesbetingelse,” indleder Kim Arne med at sige. “Sådan er det hos Grundtvig såvel som hos Luther.”

“Men med den forskel i perspektivet” tilføjer han, “at det hos Grundtvig mere handler om at få del i løftet om salighed – Guds rige og det evige liv – end at blive reddet fra fortabelsen ved at blive renset fra synden.”

“Det betyder dog ikke, at tilgivelsen er helt fraværende hos ham – i salmen Kommer hid kun med de små (Den danske salmebog, nr. 169) digter han: “fødsel kun af vand og Ånd / løser synds og dødens bånd”. Så syndernes forladelse er for Grundtvig første trin i den proces, hvor mennesket bliver genfødt.”

ARVESYNDEN TIES IHJEL
Pointen om, at mennesket skal renses fra synd, en synd det er født med, står centralt i Den augsburgske bekendelse, som er det bekendelsesskrift, den lutherske tradition hviler på. I artikel to står der:

“Ligeledes lærer de [dvs. de lutherske menigheder], at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden” (Den augsburgske bekendelse, artikel 2).

Jeg plejer at sammenligne Grundtvigs dåbssyn
med metodisternes. Også metodisterne lægger
vægt på barnedåben, men til forskel fra
lutheranerne gør de det ikke på grund af den
kollektive skyld, arvesynden
Kim Arne Pedersen

Hos Grundtvig ligger fokus imidlertid et andet sted. Kim Arne fortsætter: “Jeg plejer at sammenligne Grundtvigs dåbssyn med metodisternes. Også metodisterne lægger vægt på barnedåben, men til forskel fra lutheranerne gør de det ikke på grund af den kollektive skyld, arvesynden, som skal renses væk, men fordi også børnene har del i løftet om det evige liv.”

Niels Jørgen supplerer: “Ja, for det er, som om arvesynden spiller en meget lille rolle hos Grundtvig. Det er ganske enkelt noget andet, det handler om.”

Niels Jørgen har fundet 1783-revisionen af Alterbogen fra 1688 frem, som har den version af dåbsritualet, Grundtvig sværgede til og kæmpede for. “Og det på trods af,” siger Niels Jørgen, “at arvesynden kommer eksplicit til udtryk i ritualet med inddragelse af ordene fra Salme 51 vers 7: ʻfor at dette barn, som er undfanget i synd og født i misgerninger, må se Guds rige, i hvilket vor Herre Jesus selv har sagt, at ingen kan komme ind uden at han fødes på ny af vand og ånd; så vil vi også nu i den Herres Jesu navn indlemme dette barn ved den hellige dåb i hans troende kirke til at få del i hans salighed᾽.” Niels Jørgen påpeger i øvrigt, at ordene “genfødsel og fornyelse” stammer herfra. Det er især disse to ord, Grundtvig igen og igen vender tilbage til, når han skriver om dåben: “Man må forstå det sådan,” siger han, “at det er på grund af syndefaldet, at genfødslen og fornyelsens bad er nødvendigt. Men så vidt jeg kan se, er det aldrig ordet ʻarvesynd’, Grundtvig benytter sig af. Det forekommer mig, at synden ifølge Grundtvig er et grundvilkår for alle mennesker, og at dette skyldes syndefaldet.”

Det er, som om Grundtvig nærmest tier arvesynden ihjel og i stedet retter projektøren mod noget andet, mod Guds løfte til mennesket om evigt liv.

MENNESKER SYNDER
Alligevel er faldet, syndefaldet, også hos Grundtvig ikke til at komme udenom. Kim Arne henviser til skriftet Nordens mytologi, som Grundtvig udgav i 1832, og hvor han beskriver ʻdet faldne menneske’:

“I indledningen til Nordens mytologi skriver Grundtvig om forskelle og ligheder mellem ʻkristne’ og ʻnaturalister’, de sidste ville vi måske kalde humanister i dag. Kristne og naturalister er enige om, at mennesket er faldet, men – som Grundtvig skriver – naturalisterne kalder det bare noget andet: vildfarelse eller aberration,” siger Kim Arne.

Kim Arne Pedersen og Niels Jørgen Cappelørn diskuterer Grundtvigs dåbssyn

Og han fortsætter: “Men pointen er altså, at det ikke er her uenigheden står. Forskellen viser sig først i forhold til spørgsmålet om, hvordan faldet kan repareres. For de kristne er der ingen vej til selvreparation. Dåben – og dermed troen – er nødvendig.”

Jeg finder frem til stedet i Grundtvigs tekst, hvor der står følgende: “De Christne troe nemlig, at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet saa fordærvet, at al egentlig Helbredelse er umuelig, men prise Daaben som et virkeligt Gienfødelsens Bad, hvori den Troende aandelig omskabes” (Nordens mytologi, 1832).

Det forekommer mig, at Grundtvigs syndsbegreb er et meget realistisk eller erfaringsnært syndsbegreb. Det handler ikke om en skjult eller nærmest mystisk overførsel fra forældre til barn, men om et konstaterbart grundvilkår: Mennesker synder. Og ligesom ordet ʻfald’ ifølge Grundtvig ikke er det ord, naturalisterne vil bruge, så er ordet ʻsynd’ heller ikke det ord, humanister vil bruge i dag. Men ikke-religiøse humanister og kristne er også i dag over en bred kam enige om, at mennesket – som sådan – gør ondt eller gør skade og er egoistiske og egenrådige. Og at ingen vel går ram forbi.

Det er, som om synden spiller en meget lille
rolle hos Grundtvig. Det er ganske enkelt noget
andet, det handler om
– Niels Jørgen Cappelørn

MENNESKET KAN SELV SIGE JA
Og så forsøger jeg mig med et spørgsmål, som selvfølgelig ikke kan stilles på den måde, for det er jo ikke procentregning, vi har gang i: “Hvor stort er faldet – ifølge Grundtvig?”

Niels Jørgen byder ind med en slags svar ved at insistere på kontinuiteten. Det genfødte menneske er hos Grundtvig ikke, som formuleringen i den augsburgske bekendelse antyder, aldeles forskelligt fra det skabte menneske:

“Jeg mener, man kan sige det på den måde,” siger han, “at man hos Grundtvig er ubrudt genfødt i dåben. Det vil altså sige, at der er kontinuitet mellem det skabte og det genfødte menneske.”

Og han fortsætter: “Det viser sig også ved Grundtvigs vægtlægning på gudbilledligheden. Jeg forstår det på den måde, at selvom ligheden med Gud går tabt med faldet, så er mennesket som skabt stadig bærer af Guds billede. Det er altså det samme menneske både før og efter faldet, også efter syndefaldet kan Gud tale med Adam, og Adam kan svare.”

Kim Arne supplerer: “Det viser sig jo også i Grundtvigs understregning af pagtstanken. Dåben er en pagt mellem Gud og menneske, der er tale om en gensidighed og ikke kun en envejskommunikation. Det skabte, men ikke-døbte menneske har frihed og hjerte til at kunne sige ja til dåben.”

“Ja. Og også hos Grundtvig gælder det, at hvis ikke der er tro, så kommer der ikke noget som helst ud af det,” tilføjer Niels Jørgen.

DET UBEVIDST-BEVIDSTE MENNESKE
Grundtvig lægger altså på den ene side vægt på barnedåben og skriver fx et sted, at åndelige fødsler – ligesom legemlige – må være lettest, når barnet er lille, og at det med barnedåben handler om at komme lige så “ubevidst til himmeriges rige som vi kom til verden” (Kirkelige oplysninger, især for Lutherske Christne). Og på den anden side hænger tro og dåb fuldstændig sammen, og Grundtvig afviser på det skarpeste det, han kalder “den papistiske indbildning” at troen nærmest mekanisk skydes ind i barnet gennem dåben. Derfor må Grundtvig også afvise tvangsdåb.

Det nye i forhold til den lutherske tankegang
er, at dåbens tilgivelse ikke kun virker baglæns,
men også forlæns
– Kim Arne Pedersen

Man kan måske sige, at det lille barn, der døbes, er en slags ʻbevidst-ubevidst’ menneske. Der er et hjerte, der banker, og der er en person eller et individ, som er fuldt tilstede, men som alligevel er ʻlille’ i både åndelig og legemlig forstand.

Niels Jørgen har fundet Alterbogen fra 1688 frem

NADVEREN ER MENNESKELIG
Dette leder hen til spørgsmålet om forholdet mellem dåb og nadver hos Grundtvig.

Niels Jørgen retter vores opmærksomhed på afsnittet om skriftemålet i Den christelige børnelærdom: “Det fremgår her, at vi modtager den guddommelige tilgivelse i dåben og den menneskelige tilgivelse i nadveren – det vil sige tilgivelsen mellem brødre i ʻde helliges samfund’. Man kan måske også sige, at nåden i dåben er vertikal, mens nåden i nadveren er horisontal.”

“Ja,” supplerer Kim Arne, “og dåben har enkeltmennesket som sit fokus, mens nadveren angår det mellemmenneskelige eller fællesskabet. I dåben er Gud den enkelte nær i tilspørgsel og svar, og den døbte sendes videre derfra ind i menigheden. Nadveren fejres de troende imellem.”

Han tilføjer: “Det nye i forhold til den lutherske tankegang er samtidig, at dåbens tilgivelse ikke kun virker baglæns, men også forlæns.”

“Og dåben,” fortsætter han, “igangsætter ifølge Grundtvig en vækst, som styrkes eller næres i nadveren. Men det kan ikke begynde på anden vis end med den guddommelige nåde og tilgivelse i dåben.”

Man kan måske også sige, at nåden i dåben er
vertikal, mens nåden i nadveren er horisontal
Niels Jørgen Cappelørn

“Det er så også derfor,” siger Kim Arne, “at Grundtvig ikke er fortaler for det åbne nadverbord. Det er kun for troende kristne.”

“Ja, og her står jeg af, altså i forhold til tanken om det rene nadverbord,” siger Niels Jørgen.

Kim Arne stemmer i: “Også jeg. Jeg har praktiseret det åbne nadverbord i alle de år, jeg har været præst.”

HVAD MED DE UDØBTE?
Et af de spørgsmål, som optager nutidens præster og teologer, er spørgsmålet om de udøbte. Kan man mon bruge Grundtvig som et forsvar for tanken om, at også de udøbte er ʻGuds børn’, og at dåben derfor ikke skal opfattes som noget ekskluderende?

Ifølge Kim Arne er der i hvert fald ikke tale om en apokatastasis-lære hos Grundtvig, dvs. læren om alle tings genoprettelse og alle menneskers frelse. Snarere er det hos Grundtvig sådan, at der er flere chancer og også, at Gudsnærværet og tilspørgslen i dåben kan tage andre former end den form, vi kender i dåben. Når vi altså med Grundtvig synger I kvæld blev der banket på Helvedes port (Den danske salmebog, nr. 213), som handler om forestillingen om, at Kristus besøger de dødes rige og henvender sig til de udøbte med tilbuddet om frelse, så er det sådan set det samme som Grundtvigs dåbstanke: Mennesket – også det døde menneske – har frihed til at sige både ja og nej. Man må forstå det sådan, at Grundtvig mener det i fulde alvor, når han hævder, at dåben igangsætter en vækst, som vokser i ʻde helliges samfund’. I forhold til en luthersk tankegang må man dermed også sige, at der hos Grundtvig er et noget mere positivt eller optimistisk menneskesyn: Mennesket kan selv ville troen, sandheden og kærligheden. De, der notorisk ikke vil, er derfor også udelukket, og de, der vil, har også en chance for at omvende sig efter døden.

Niels Jørgen tilføjer: “Ja, og jeg tror, at også her tænker Grundtvig egentlig ret erfaringsnært: I et menneskes liv er der potentiale for en større og større kristen erfaring. Og de ting, man umiddelbart forarges over eller støder sig på i kristendommen, vokser man til en dybere indsigt i gennem et levet liv.”

 

PERSPEKTIVFORSKYDNINGER: GRUNDTVIGS DÅBSSYN

Grundtvigs dåbssyn ligger i forlængelse af den lutherske tradition, men forskyder på væsentlige steder perspektivet. Sat på kort formel er det især følgende perspektivforskydninger, det handler om:

  • En forskydning fra skrift til menighed: Troen hentes ikke ud af Bibelen, men findes og vokser i menigheden
  • En understregning af det skabte menneskeliv: Mennesket er nok en synder, men menneskelivet, som det leves på jorden, er stadig et gudskabt liv. Også det udøbte menneske er skabt i Guds billede
  • Dåben peger fremad, ikke kun bagud

Dansk Kirketidende 8/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *