Grundtvigsk Forums indlæg i den liturgiske debat, marts 2021

Kategorier

Grundtvigsk Forum

Grundtvig kæmpede for liturgisk frihed i menighederne i et opgør mod samtidens statskirkeligheds rationalisme. Friheden skulle især tjene til at give plads for det sakramentale, som er grundlaget for Grundtvigs gudstjenestesyn, og til den fælles salmesang.

Det er stadig udgangspunktet for Grundtvigsk Forum i den aktuelle liturgidebat, og derfor argumenterer et flertal i GF’s styrelse for en autorisation af højmessens liturgi, dog på en sådan måde, at der her skal være en balance mellem fasthed og frihed. Fastheden skal til for at sikre genkendelighed og sakramenternes betydning i gudstjenesten. Friheden skal give en frihed for menighed og præst til en lokal skønsomhed.

Vi vil således argumentere for en gradueret autorisation i tre niveauer:

  1. Sakramenterne, hvor vi tillægger den faktiske ordlyd afgørende betydning, da sakramenterne er defineret ved at have Guds ord for sig. Her er autorisation oplagt.
  2. Højmesseritualet, der tilgodeser den kirkegænger, der har glæde af ritualets gentagelse og forudsigelighed (f.eks. i form af kendte og delte tekstrækker). Her er autorisation af nogle elementer og det overordnede forløb naturligt.
  3. Her vil vi, udover at argumentere for autorisation af enkelte elementer i kasualierne, argumentere for udstrakt frihed til at tilrettelægge øvrige gudstjenester efter lokale behov og ønsker alt efter anledning og målgruppe. Her er det vigtigt løbende at drøfte gudstjenestens formål og kvalitet.

Første niveau: Sakramenterne

Grundtvigsk Forum finder det nødvendigt at autorisere ordlyden i dåben og nadveren. Autorisationen skal sikre en evangelisk-luthersk forståelse af gudstjenesten som et sakramentalt møde mellem Gud og menigheden.

Kristendommen begynder således ikke med en bog, men med at mennesker samles til gudstjeneste. Gudstjenesten er, at Guds Ord lyder i dåben og nadveren, sådan at den opstandne Kristus er lyslevende til stede imellem de forsamlede. Her begynder enhver form for kristent liv.

Derfor er sakramenterne afgørende for gudstjenesten. I grundtvigsk optik kommer denne forståelse af sakramenternes rolle i gudstjenesten også̊ til at betyde alt for, hvem menigheden er. Liturgisk set er menigheden kendetegnet ved at være den forsamling, hvor Guds ord lyder i sakramenterne, og hvor der svares i bekendelse, forkyndelse og lovsang. I denne definition af gudstjenesten ligger Grundtvig på linje med Luther. Luther siger således i en prædiken i Torgau 17. s. e. trin. 1544, at der ikke skal ske andet i gudstjenesten, end at Gud taler med os gennem sit ord – og at vi svarer ham gennem bøn og lovsang. Det sidste ændrer Grundtvig dog til, at menigheden svarer Gud i bekendelse, forkyndelse og lovsang.

En luthersk og grundtvigsk forståelse af gudstjenesten er således kendetegnet ved at lade gudstjenesten udfolde sig som en samtale mellem Gud og menighed, mellem Guds tiltale og menighedens svar.

Derfor finder Grundtvigsk Forum det nødvendigt at autorisere ordlyden i dåben og nadveren. En autorisation skal sikre en evangelisk-luthersk forståelse af, at dåben og nadveren netop er de steder i gudstjenesten, hvor Gud henvender sig til menigheden på en sådan måde, at der sker noget med menigheden, hvilket kommer til udtryk i dens svar i bekendelse, forkyndelse og lovsang. Eller som der står i rapporten ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed” s. 14: ”… autorisationen sikrer, at der findes fælles udtryk for det, som folkekirken anser for at være sine ufravigelige teologiske grundantagelser.”

Når rapporten ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed” åbner for en debat om gudstjenesteordningens fornyelse i folkekirken, må det imidlertid forventes, at der ikke bare bliver åbnet for en debat om, hvordan gudstjenesten kan blive sprogligt fornyet. Den kommer også til at handle om, hvad den sproglige fornyelse betyder for de ufravigelige teologiske grundantagelser. En sproglig fornyelse må derfor kræve et omhyggeligt teologisk arbejde. En sproglig fornyelse kan uden et grundigt og kvalificeret teologisk arbejde føre til en hel ny forestilling om Gud og Guds virke.

Et eksempel på denne problematik kan findes i sidste års debat om dåbsritualets forståelighed for moderne mennesker. Her er særlig ordet ”arvesynd” blevet en del af debatten. Det er her blevet sagt, at de forestillinger, som på reformationens tid blev knyttet til arvesynden, deler vi ikke længere. Men er dette ikke en overfladisk betragtning? Kunne det ikke være, at arvesynden stadig er et yderst relevant begreb, når der skal tales sandt om mennesket, og derfor stadig må være den virkelighed, som dåbsritualet virker ind i? Pilles dette aspekt ud af ritualet, vil det under alle omstændigheder få betydning for forståelsen af Gud, menneske og menigheden

Liturgidebatten kommer således ikke bare til at handle om sproglig fornyelse. En sproglig fornyelse handler også om de helt store teologiske spørgsmål: Hvem er Gud? Hvem er mennesket? Hvem er menigheden?

Derfor handler en autorisation af det ufravigelige heller ikke alene om ordlyden i dåb og nadverritualet. Det handler om en autorisation af en ordlyd, der sikrer den ufravigelige og teologiske grundantagelse, at Gud gør noget ved de mennesker, der deltager i sakramenterne. De bliver Guds børn, får syndernes nådige forladelse. De svarer i bekendelse, forkyndelse og lovsang.

Forslag:

                      Sakramenterne er defineret ved at indeholde både ord og handling og ved at have sit udspring i Jesu ord, som gentages ved fejringen. Derfor skal indstiftelsesordene lyde ved nadverfejringen og dåbsbefalingen lyde ved dåben.

                      Dåben: Grundtvigsk Forum vil foreslå, at det såkaldte børneevangelium fastholdes ved alle dåbshandlinger, selvom der ikke er tale om dåben i tekstens nytestamentlige kontekst. Det er en tekst, som er kendt og elsket af mange mennesker og barne-metaforikken for Gudsforholdet er stærk og relevant for langt de fleste mennesker, ligesom den genfindes i Fadervors indledning og er videreført i en lang række såvel nye som gamle salmer.

Hvad angår indledningen til dåben, bør der til gengæld være flere variationsmuligheder, der også åbner for flere forskellige betoninger i dåbsteologien (f.eks. ekklesiologisk og soteriologisk).

                  Nadveren: Nadveren har fået en stærkere placering i gudstjenesten efter 92- ordningen. Vi foreslår, at der udover de tre nadverritualer i 92-ordningens højmesseritual, bliver nyformuleret/reformuleret et fjerde nadverritual. Dette ritual kunne tage udgangspunkt i børneritualet, som allerede findes i 92-ordningen. Ritualet skal indeholde en nadverindledning med større vægt på kærlighedsmåltidet (agape) end på korsteologien, som spiller en afgørende rolle i de nuværende nadverindledninger.

Andet niveau: Højmessens forløb og vigtigste elementer

Grundtvigsk Forum finder det nødvendigt at autorisere rækkefølgen, som strukturerer højmessens forløb. Ved at autorisere rækkefølgen sikres højmessens udtryk for noget fælleskristeligt gennem historien og ud over hele verden.

Højmessens forløb og vigtigste elementer forstået som rækkefølgen af bønner, salmer, tekstlæsning osv., er ikke ufravigelig. Den nuværende er ordning er således resultatet af en historisk udvikling, der begynder hos de første kristne. Den skal stadigt fortsætte. Dog vil den altid skulle indeholde led som trosbekendelsen, fadervor og velsignelsen.

Selv om højmessens forløb og en del af dens elementer er et resultat af en historisk udvikling, vil vi alligevel foreslå en autorisation ud fra den betragtning, at rækkefølgen for det første skal udtrykke et fællesskab. Dette gælder ikke kun et fællesskab i forhold til tidligere tiders menigheder, men også i forhold til andre kristne menigheders gudstjenester. Det, der sker her, er ikke tilfældigt, men noget fælleskristeligt, der sker ud over hele verden. Dette fællesskab i det fælleskristelige bæres videre gennem autorisation af rækkefølgen.

For det andet sikrer en autorisation af højmesseordningen, at alle kan være hjemmevant og ikke gæst i liturgien, både når man går til gudstjeneste i sit hjemsogn og når man går til gudstjeneste i andre steder i landet. Gudstjenestens genkendelighed på tværs af menigheder og kirkelige retninger er et privilegium, som man ikke nyder mange steder i verden.

For at sikre højmessen som folkekirkens fælles gudstjeneste vil vi derfor argumentere en autorisation af højmessens forløb. Herunder vil vi også argumentere en fortsat brug af de autoriserede tekstrækker, samt brugen af den autoriserede salmebog.

Indenfor det autoriserede forløb skal der dog efter stadig samtale mellem præst og menighedsrådet være fri mulighed for at formulere nye kollekter og bønner, bruge nye bibeloversættelser, anvende nye former at prædike på, synge nye salmer, som ikke står i den autoriserede salmebog – ja, selv det musikalske udtryk skal være frit. Engang var salmemelodierne skrevet i kirketonearter. Senere blev melodierne romantiske. I dag bliver de mere og mere rytmiske. Denne frihed har allerede fået fornyelsen til at pible frem overalt i folkekirken.

Forslag:

                  Alternative muligheder: Autorisationen af højmessens forløb skal rumme alternative muligheder i et omfang, der ikke er mindre end 1992-ordningen, og som giver menighederne mulighed for at vælge mellem det fælles. Her må der gerne findes muligheder, der tager højde for forskellen på højmesserne i de store bykirker og de mindre landsbykirker.

                  Tekstlæsninger: Vi foreslår her, at man kan overveje, om der skal være 2 læsninger i højmessen og ikke 3, som angivet i 92-ordningene. Ritualteoretisk vil dette hjælpe til, at ordet ikke fylder for meget i forhold til tegnet. Vi foreslår desuden, at man gennemgår teksterne i begge tekstrækker og fremhæver flere af grundfortællingerne fra Det Gamle Testamente.

                  Salmebogen: Vi vil argumentere for en fortsat brug af en autoriseret salmebog. Dette vil sikre en kanon af kernesalmer ved højmesserne, og at der er salmer, der er fælles for alle på tværs af landet og teologisk observans. Samtidigt vil vi opfordre til fortsat at støtte den stærke tradition for at skrive nye salmer i den lutherske tradition.

Tredje niveau: Øvrige gudstjenester end højmessen

På det tredje niveau vil Grundtvigsk Forum argumentere for autorisation af elementer i kasualierne. Derudover vil vi argumentere for udstrakt frihed.

Kasualierne: I løbet af ugen er der mange andre gudstjenester end højmessen. Først og fremmest er der kasualierne i form af eksempelvis vielser, begravelser og dåbsgudstjenester, hvor dåben fejres udenfor højmessen. Grundtvigsk Forum foreslår, at en eventuel ny gudstjenesteordning rummer vejledende ritualer for disse gudstjenester (det betyder, at hele vielsesritualet ikke autoriseres som nu, og det betyder, at ritualbogen tilføres et vejledende ritual for dåbsgudstjenesten).

Her ønsker vi dog at fastholde en autorisation af ordlyden ved jordpåkastelse, selve ægteskabsindgåelsen, konfirmationsvelsignelse og ved dåben. Ud over den allerede anførte argumentation for autorisation af dåben som sakramente vil vi argumentere for autorisation, hvor ritualerne bærer en særlig performativitet og derfor også autoritet.

Vi ønsker i den sammenhæng faste læsninger ved vielsen, men ønsker, at den ene af de to nuværende skabelsesorienterede tekster bliver erstattet med en kristologisk tekst. Det samme gælder ritualet for vielse af par af samme køn. Den nuværende ulige situation, hvor ritualet for par af forskelligt køn er autoriseret, og ritualet for par af samme køn er helt frit, hvad angår tekstvalg, kan give indtryk af, at den sidste vielse ikke har samme bibelske belæg.

I forlængelse af denne tankegang foreslår vi, at man overvejer, om der i jordpåkastelsen også burde indgå en fast bibeltekst i form af påskeevangeliet. På den måde blev begravelsens teologi forankret,

og teksten ville måske langsomt få en folkelig forankring i stil med juleevangeliets eller læsningerne ved dåben.

I forbindelse med kasualierne er det Grundtvigsk Forums ønske, at den fremmødte menighed tages alvorligt netop som menighed, og man kunne eksempelvis foreslå trosbekendelse eller nadver som et muligt element i alle kasualfejringer.

Andre gudstjenester: Udover kasualierne holdes der utallige andre gudstjenester i folkekirken med et særligt fokus eller en særlig målgruppe. Det kan være fyraftensgudstjenester, meditations- gudstjenester, natkirkegudstjenester, babysalmesangsgudstjenester, musikgudstjenester af mange slags osv. Det er Grundtvigsk Forums ønske, at det er op til den enkelte menighed eller grupper i denne at udvise kreativitet og forskelligartethed, hvad angår disse gudstjenester. De vil ofte være afhængige af højmessen i form af inkorporering af mange af dens elementer, men højmessen er ligeså afhængig af de mange andre gudstjenesters eksperimenter og incitamenter til at arbejde med alternative tekster og tekst-tilgange, bønner, salmer osv.

Forslag:

                      Til brug ved hverdagens gudstjenester (ikke kasualierne) vil vi foreslå en 3. tekstrække, hvor både GT og epistlerne kan være prædiketekster. Her kunne man udvælge bibeltekster med det formål at fremhæve gudstjenesten som mødested / samtale mellem Gud og menneske. Således vil teksterne understøtte en luthersk og grundtvigsk forståelse af gudstjenesten.

Liturgisk værksted

I rapporten ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed” tales der om et ”liturgisk værksted” (s. 29-31).

Et liturgisk værksted, som skal beskæftige sig med forskellige liturgiske problemstillinger, som f.eks. prædikenens rolle, digitale gudstjenesters form og meget andet, vil være til inspiration for alle i folkekirken og kvalificere samtalen om liturgi og gudstjeneste. Derfor er det en god idé.

Vi vil dog understrege, at tilsynet med menighedens gudstjeneste er grundet hos en biskop. Først og sidst bør man dog have tillid til at menighederne selv kan tage afgørelserne om deres gudstjenesteliv med skyldigt hensyn både til det autoriserede og løftet om at virke for menighedens liv og vækst.

Kirsten M. Andersen, Ulla Morre Bidstrup, Morten Fester Thaysen, Asbjørn Nielsen, Asta Gyldenkærne, Birgitte Holm Eskildsen, Birgitte Rosager Møldrup, Jon Venzel Sønderby, Lis Mærsk Staunstrup, Laura Lundager Jensen, Mette Gejl, Morten Kvist, Michael Böss, Rasmus Jensen, Steffen Ringgaard.

Et mindretal i GF’s styrelse anbefaler ikke en autorisation af folkekirkens liturgi

Ud fra det grundtvigske frihedssyn mener et mindretal, at det er forkert at lovgive om det fælles. Autorisationens tid er forbi, i stedet er der brug for vejledende ordninger. Og et grundlagsdokument, der kan supplere tidligere tiders overvejelser om tro og gudstjenestefejring.

  • Sprog er levende, det skal ikke låses fast. Det fælles i kirken er ikke ordlyd, men ånd og retning. Det kan man ikke lovgive sig til.
  • Autorisation lukker samtalen – for hvorfor diskutere noget, der alligevel ikke kommer til at ændre sig i ens generation.
  • Vi står i en teologisk brydningstid, hvor blandt andre østkirkens gamle tanker om skabelse og gudbilledlighed revitaliserer kirken og teologien. Teologi kan aldrig færdigformuleres.
  • Vi synes vores forfædre – eller forkristne – har gjort mange kloge ting, som det gør os glade og rige at genbruge. Vi er også selv skabende, bliver inspireret, undersøger, udforsker, og nyt dukker op ud af det blå. Det holder vi os åbne for. Også i gudstjenesten.

Corona har vist at menigheder og præster med stor kompetence tager ansvar i frihed. Frihed fordrer samtale. Disse samtaler kvalificerer alle kristne. Et liturgisk center er en vigtig base for den samtale.

Louise Højlund, Knud Erik Therkelsen

To fra styrelsen, som ikke ønsker at vælge mellem de to forslag:

Anna Kolind, Birgit Fuglsbjerg

Formand for Grundtvigsk Forum, Kirsten M. Andersen, siger om debatten og samtalerne i Grundtvigsk Forum:

Biskopperne har igangsat en proces om gudstjenesterne i folkekirken. De har oprettet en mailadresse, hvor man kan aflevere sine bidrag. Alle kan deltage, enkeltpersoner, menigheder og foreninger kan melde ind i processen. I Grundtvigsk Forum udsendte vi sidste år et sæt samtalekort i samarbejde med menighedsrådsforeningen.
Baggrunden er de nye gudstjenesteformer, der dukket op, og de store forskelle der er mellem menigheder der har få gudstjenester, fordi mange sogne deler præst og de store sogne med mange præster. Hertil kommer en mere pluralistisk samfund også blandt kristne.

Vores afsæt er kendetegnet for en kristen gudstjeneste og den grundtvigske frihed. Hvad er bedst for forholdet mellem folk og kirke. Debatten har foregået over længere tid og nu er bolden givet op.

I styrelsen er der en reel uenighed mellem et stort flertal (15), der argumenterer for at det folkekirkelige fællesskab fortsat står sig bedst med en fælles liturgi for folkekirken (autorisation) og et lille mindretal (2), der ikke ønsker nogen fast ordlyd i ritualet (ingen autorisation), men i stedet et grundlagsdokument, suppleret med vejledninger. To har forbeholdt sig ikke at vælge. Samtalen om gudstjenestens ordning er ikke uden videre nem, og nogen synes de sprogligt er på udebane. Det er som bekendt meget nemmere og ofte bedre at deltage i en gudstjeneste end at skulle forklare, hvad det hele går ud på.

Fælles i styrelsen har været en medleven og interesse i, hvordan forholdet mellem kirke og folk udvikler sig.

Det at vi sender to forslag kan være med til at give debatten form. Jeg synes personligt, at det er en konstruktiv uenighed. Jeg tror ikke et øjeblik på at vi vil blive enige, men snarere at samtalerne vil gøre os klogere. Og det er godt.

1 Comment

  1. Grundigt, flot arbejde, en sand – og særdeles spændende – fornøjelse at læse. Tak for jeres store indsats!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *