Påskelørdag

Denne dag, der ikke hører til de officielle helligdage i Danmark, fejres dog en del steder i folkekirken.

Dels er der skrevet nogle meget gode og kraftfulde salmer med en karsk forkyndelse til denne lidt upåagtede dag i kirkeåret og dels er der rent faktisk nogle bibelske læsninger til dagen (se Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie, afsnit 25 evt. også afsnit 24) bag i salmebogen.

De steder, hvor dagen fejres i kirkerne, sker det typisk ved en aftentjeneste med de bønner og læsninger, der passer til dagen samt, ikke mindst, de fremragende salmer, der er skrevet til dagen. I oldkirken forberedte man Påskemorgen ved en såkaldt vågenat, en vigilie, hvor man vågede i anledning af Jesu død. Han var ganske vidst lagt ind i en gravhule, men hans egentlige begravelse skulle først finde sted morgenen efter den jødiske påskesabbat.

Det svarer næsten til den meget specielle periode, de pårørende ved et dødsfald oplever. Før i tiden var det almindeligt, at den døde førtes fra hjemmet til kapellet ved den stedlige kirke. Der stod kisten så til begravelsesdagen, en stille men også ret knugende periode på ofte nogle dage.

Til denne specielle dag har Grundtvig skrevet to meget betydningsfulde salmer, hvoraf den ene er ny i salmebogen – selv om den har været kendt via Højskolesangbogen gennem mange år. De to salmer er (Salmebogen, nr. 214):

Hør vor helligaftens bøn!
Hør os, Guds enbårne Søn!
Hør du os i påskekvæld!
Eftergiv os al vor gæld,
så, opstandne fra de døde,
glad vor mester vi kan møde!

Det sidste vers slutter med en forjættelse:

Kristus, ære være dig!
Takkesang evindelig!
Ved korsfæstelsen i går
lægte du vort banesår.
Ved opstandelsen i morgen
slukker du al hjertesorgen.

En anden stor Påskelørdagssalme af Grundtvig er hans gendigtning af det gamle Kædmon-digt fra før 680, I kvæld blev der banket på Helvedes port.

Det er blevet sagt, at dette digt kombinerer den nordiske helt og evangeliets frelser i det voldsomme drama med Jesus i dødsriget før påskemorgen.

Digtet/salmen bliver forkyndelsen af troen på Kristus, der ved sin nedfart til dødsriget besejrer Djævelens magt og derved livets triumf over døden! Herefter kan man ikke nævne det sted, hvor Gud, i skikkelse af sin søn, Jesus Kristus, ikke har været først – selv i dødsriget!