Grundtvigs tanker er vigtige for det sydkoreanske uddannelsessystem

Af Hae Jin Chung (Sydkorea)

Jeg har i lang tid været inspireret af Grundtvig, også før jeg selv vidste af det. Mit gymnasium, Poolmoo High School, blev grundlagt på Grundtvigs filosofi, men det vidste jeg ikke, da jeg gik der. Først da jeg begyndte på universitetet, hvor jeg læste uddannelsesfilosofi, fandt jeg ud af, at mit gymnasium var inspireret af Grundtvigs tanker. Det er nu næsten 15 år siden, at jeg begyndte at studere ham. Både mit speciale og min doktorafhandling handlede om Grundtvig. På det tidspunkt, var der ikke særlig mange tekster om Grundtvig i Sydkorea, så jeg ville gerne skrive nogle flere. I mit speciale skrev jeg om Grundtvigs liv og hans hovedideer om uddannelse. Faktisk mener jeg, at Grundtvigs tanker kan være grundlaget for de alternative uddannelser i Sydkorea. Poolmoo High School var på en måde en alternativ skole i Sydkorea, og faktisk den første af sin slags. De, der ønsker at ændre det sydkoreanske uddannelsessystem, er meget interesserede i Poolmoo High School.

Jeg mener, at Grundtvigs tanker er meget vigtige for det sydkoreanske uddannelsessystem, for vi må ændre vores måde at forstå uddannelse på. I Sydkorea tænker man i dag, at uddannelse kun er skoleuddannelse og kun handler om viden, karakterer, at komme på universitetet og om at få flere penge. Det er sådan mange mennesker i Sydkorea forstår uddannelse. Grundtvigs idéer er meget anderledes end Sydkoreas måde at tænke uddannelse på.

Poolmoo High School blev grundlagt i 1958 af Lee Chan-gap (1904-1974). På det tidspunkt var Sydkorea koloniseret af Japan. Mange sydkoreanere, der arbejdede for Japan, ville gerne have ånden fra Sydkorea. Inspireret af Grundtvig koncentrerede Lee Chan-gap sig derfor om vores modersmål og vores lands historie. I sin tale til skolens åbning refererede han til Grundtvig. Grundtvig og Christen Kold var interessante, pga. deres tanker om folkehøjskolerne som en alternativ skoleform. På det tidspunkt i Sydkorea betød uddannelse faktisk folkeoplysning. Ikke bare uddannelse for eliten eller for de gode mennesker, men man forstod ved uddannelse, at alle skulle blive gode personer og have mulighed for at tænke over deres eget liv, deres modersmål og deres historie. Således kunne de blive oplyst, og på den måde kunne vi skabe vores land igen. Det handlede om at oplyse befolkningen og lave en skole med det formål. Lee Chan-gap var også inspireret af andre, men Grundtvig spillede en stor rolle. Faktisk havde Lee Chan-gap selv gået på en folkehøjskole i Japan, men han var ikke tilfreds med den japanske folkehøjskole, så han kom tilbage til Sydkorea og startede Poolmoo High School.

Ideen om at uddanne folket

Udover Grundtvig er jeg selv inspireret af den schweiziske pædagog og uddannelsestænker Johann Heinrich Pestalozzi (1746-1827). Jeg mener, at Grundtvig og Pestalozzi har nogle af de samme ideer om et ‘folk’, og jeg er meget interesseret i ideen om at uddanne ’folket’, og at alle mennesker skal være gode borgere. Det interessante ved Pestalozzi er, at han ikke kun var teoretiker, han var også praktiker. Han lavede en skole og underviste eleverne på skolen, og det mener jeg ikke, at Grundtvig gjorde.

Redigeret og oversat af Ingrid Ank, redaktør og akademileder og Marie Lysemose Støvring, Studerende (red.)
Artiklen er del af serien Grundtvig goes global.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *