Hvorfor fik jeg jobbet?

Hvornår møder synspunkter eller overbevisninger, der ikke er mainstream, blot den kritik eller modstand, man nu engang må forvente, og hvornår bliver de uretmæssigt undertrykt?

Kategorier

Set herfra

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

For nylig har en burgerbarsbestyrer på Nørrebro modtaget en strøm af dårlige anmeldelser på de sociale medier, angiveligt fordi hun offentligt har annonceret sit medlemskab af Nye Borgerlige

Hvorfor mon jeg var den, der fik jobbet? Tør man stille sig selv det spørgsmål? Man håber selvfølgelig, og formår måske også at bilde sig selv ind, at det er fordi, man var den mest kvalificerede  ansøger. Objektivt betragtet. Men enhver, der har siddet på den ene eller anden side af bordet ved en ansættelsessamtale, vil vide, at ganske meget andet end kvalifikationer kan spille ind. Bevidst og ubevidst. Og skulle man – fx – blive bekymret for, om man måske bare har fået jobbet, fordi nogen har syntes, det ʻvil være godt med en kvinde på posten’, så kan man tage det helt roligt. Der er nemlig så mange andre – mere eller mindre uklare – grunde til, at mennesker bevæger sig op (eller ned) ad karrierestigen. Måske har man den form for humor, der lige passer ind. Måske kender man én, der kender én. Eller måske er man bare – i holdninger, tøjstil, livsstil mv. – så tilpas mainstream, at alle omkring bordet føler sig helt trygge.

“Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå, så endte jeg med kors og bånd og stjerner på,” sang allerede admiralen i operetten H.M.S. Pinafore fra 1878. At det er mere opportunt at følge med strømmen end at gå imod den, er altså ikke noget nyt fænomen. Og at det er svært at gøre karriere, hvis man har givet udtryk for et kontroversielt fx politisk eller religiøst funderet mindretalssynspunkt, er dermed heller ikke noget nyt fænomen.

For nylig har en burgerbarsbestyrer på Nørrebro modtaget en strøm af dårlige anmeldelser på de sociale medier, angiveligt fordi hun offentligt har annonceret sit medlemskab af Nye Borgerlige. Der er også blevet slået en rude ind i forretningen (Information, 9. oktober 2019). Her i bladet refererer formanden for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, til historien om bankrådsformanden i Spar Nord ved Rådhuspladsen i København, der i 2014 mistede sit arbejde, fordi han havde kritiseret valget af navnet ʻRegnbuepladsen’ til den del af Rådhuspladsen, hvor banken ligger.

I samme dobbeltinterview med hhv. Hans-Ole Bækgaard og Monica Papazu forsøger jeg at komme nærmere en skelnen mellem, hvornår synspunkter eller overbevisninger, der ikke er mainstream, blot møder den kritik eller modstand, man nu engang må forvente, og hvornår de bliver uretmæssigt undertrykt. Jeg synes ikke, det lykkes særlig godt. En smadret rude er jo en temmelig konkret form for ulovlig og aggressiv modstand, men i mange tilfælde er der tale om en langt mere usynlig magt, hvor det ikke er nær så let vurdere, om det, der foregår, er illegitimt. Hvorfor blev lægen, der var kendt som abortmodstander, ikke forfremmet? Hvorfor fik jeg jobbet? Hvorfor fik jeg ikke jobbet? Hvor stor betydning havde alt det, der ikke har at gøre med de objektive kvalifikationer?

Men selvom det ikke lykkes at komme det meget nærmere, så tror jeg, det er vigtigt at blive ved med at spørge – så nøgternt som muligt – efter en skelnen mellem illegitim og legitim modstand mod mindretalssynspunkter. Lige præcis fordi magten ikke altid er til at få øje på, skal man blive ved med at forsøge at definere den. Spørge efter den. Og spørge igen. Både så den kan blive udfordret, men også så det ikke bliver for nemt at hævde at være offer for den.

Dansk Kirketidende 9/2019

Læs flere ledere fra Dansk Kirketidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *