Jagten på den politiske korrektheds usynlige magt

INTERVIEW: På hvilken måde udgør ‘politisk korrekthed’ en magtfuld stemme i samfundsdebatten, og er den så magtfuld, at den forhindrer visse synspunkter i at komme til orde? To interviews – med hhv. Monica Papazu og Hans-Ole Bækgaard – vil forsøge at komme det nærmere.

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

Er det omdiskuterede begreb ʻpolitisk korrekthed’ en reel magtfaktor, som formår at lukke munden på dem, der ikke befinder sig inden for dens rammer og kodesprog? Og hvornår er man som én, der gerne vil udtrykke et mindretalssynspunkt, direkte undertrykt, og hvornår møder man blot den modgang, der nu engang følger med, når flertallet (eller måske et dominerende  mindretal?) mener noget andet end én selv?

Som formanden for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard siger det her i interviewet, så er det ikke altid helt enkelt at skelne imellem, hvornår et synspunkt blot møder hård modstand, og hvornår det bliver direkte undertrykt. Alligevel har jeg med de følgende to interviews forsøgt at få to kritikere af ʻden politiske korrekthed’ til at komme det en smule nærmere: Hvad er ʻpolitisk korrekthed’, og hvornår og på hvilke måder kan man sige, at den politiske korrekthed udgør en illegitim magtfaktor.

Interview med Monica Papazu, mag.art. og del af tidsskriftet Tidehvervs udgiverkreds samt Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission

Monica Papazu: Man kan ikke besejre en mand, som kæmper en tabt kamp


Hvad er “politisk korrekthed”?

Politisk korrekthed er den form, i hvilken totalitarismen manifesterer sig i dag efter kommunismens sammenbrud. Totalitarismen er det radikale – utopiske – projekt, som vil erstatte virkeligheden: skabe en ny verden og et nyt menneske. Den nye verden forudsætter ødelæggelsen af den gamle. Det nye menneske skal skabes ved at opnå magt over menneskenes tanker og over sproget. Typisk for den politiske korrekthed er kampen mod såkaldte “stereotyper og fordomme” og den aggressive indførelse af et kunstigt ordforråd uden dækning i virkeligheden og i modsætning til sprogets natur: Sproget er fælles – det er ikke mit sprog, men vores – og bærer erkendelsen af virkeligheden i sig.

Den politiske korrekthed hævder vel også, at sproget er fælles? Så hvad mener du mere specifikt?
Den politiske korrekthed forkaster det fælles sprog, som vi har modtaget fra det historiske fællesskab, og som afspejler ontologiske realiteter. Den forsøger at gennemtrumfe en særlig jargon på bekostning af det fælles sprog. Der indføres fx nye pronomener (det svenske “hen”); det engelske ord “mankind” slettes, og ordet “Fader” censureres i den “kønsneutrale” oversættelse af Biblen.

Det centrale marxistiske paradigme, nemlig klassekampen, fortsætter uanfægtet. Det er samme skuespil, men med nye aktører: Klassekampen er blevet  erstattet med racekamp og kønskamp
– Monica Papazu

Hvordan viser den politiske korrekthed sig?
Man får bedst øje på fænomenerne, når man indser, at marxismen danner præcedens og inspirationskilde for den politiske korrekthed. Det centrale marxistiske paradigme, nemlig klassekampen, fortsætter uanfægtet. Det er samme skuespil, men med nye aktører: Klassekampen er blevet erstattet med racekamp og kønskamp. Dette er modsætningen til kristendommen, som stadfæster menneskeslægtens fællesskab: en fælles oprindelse – guddommelig og jordisk – for alle mennesker og fællesskabet mellem manden og kvinden

Imens det kristne menneske kender sig selv som synder over for Gud, dyrker man nu, i den nye klassekamp, det forurettede menneske – “krænkelseskulturen” eller “culture of vindictiveness” – hvor “helvede er de andre”, og én selv er det syndfrie selv.

Parolen i østlandene var, at alt, som var blevet skrevet før kommunismens magtovertagelse, tilhørte den “borgerlige” kultur og skulle forbydes. Dermed forsøgte man at afskære mennesket fra den fælles kultur. Hele biblioteker blev destrueret i kommunismens første fase. Når amerikanske forlag hævder, at alt, hvad der blev skrevet før 1970, er uantageligt, når den amerikanske biblioteksforening sortlister klassikere såsom J. D. Salingers The Catcher in the Rye og Aldous Huxleys Brave New World, eller når overleveringen af den store europæiske kultur på amerikanske universiteter forsøges begrænset til det yderste, er det præcis den kommunistiske model, man bruger. Når Brødrene Grimms eventyr eller Pippi Langstrømpe censureres, er det igen det samme, man gør: I kommunistlandene var fx H.C. Andersen underkastet censur.

Ud over det forsøger man at forhindre menneskene i fortsat at erkende virkeligheden ved at ændre deres sprog. Det er derfor, totalitarismen betegnes som et logokrati, dvs. magt over sproget. Udtrykket tilhører Czeslaw Milosz, men fænomenet som sådan var få år forinden blevet analyseret af George Orwell, der kalder det “Newspeak” – “nysprog”.

ET ELITÆRT PROJEKT

Men hvem er det ʻman’, du taler om? Altså hvem er det, der har den politiske korrekthed som sin dagsorden?
Den politiske korrekthed er et elitært projekt. Den er båret af højrøstede pressionsgrupper. Det oprindelige arnested har været universiteterne, især i USA, men også i Vesteuropa, hvor den marxistiske ideologi har været herskende. Fjenden har været “det borgerlige samfund”. Med tiden har ideologien muteret, således at den kom til at omfatte flere og flere domæner og grupper.

En ideologi baner sig vej gennem en række kanaler. I dette tilfælde er der tale om: universitet, skole, underholdningsindustrien – film- og musikstjerner elsker at bade i den billige godheds lys –  følgeagtige medier, private aktører – fx Facebook, Microsoft, – og i sidste instans staten og de overstatslige institutioner, fx FN.

Når staten omdefinerer ordet “racisme” til at omfatte kritik af andre kulturer, er det racekampen, man rehabiliterer i navn af “anti-racismen”. Det så fx den anerkendte antropolog Claude Lévi-Strauss allerede i 1971, da han meget modigt opponerede imod  UNESCO’s såkaldte anti-racistiske propaganda. På baggrund af sådanne love kan enhver, som ytrer kritik af en anden kultur eller en bestemt adfærd hos såkaldte minoriteter, blive straffet. Og således bliver modstanden mod den sande, nederdrægtige og farlige racisme fuldstændig kompromitteret.

Ethvert fællesskab – fx en institution eller en arbejdsplads – er ligesom et skib. Vil man, når man er på et skib, vælge en kaptajn på grund af, at han eller hun har den rette hudfarve og en bestemt
seksuel orientering, eller den, som er bedst egnet til at sejle skibet i havn?
– Monica Papazu

Hvad er den sande racisme?
Ifølge Hannah Arendt er racismen ikke nogle “svage fordomme” over for mennesker med den ene eller den anden hudfarve, men “et eksplicit ideologisk system”, som på basis af  pseudovidenskabelige teorier postulerer den ene races biologiske overlegenhed i forhold til den anden.

Er politisk korrekthed majoritetens mening?
At politisk korrekte sager kan samle aggressive, højrøstede mængder til en bestemt aktion, betyder ikke, at disse mængder står for flertallet af befolkningen. Det drejer sig om et helt andet fænomen: Afpersonificerede mennesker søger at danne mængde, at opnå identitet, tryghed og magt ved hjælp af mængden. Som det sker på de amerikanske campusser, hvor rabiate studerende forsøger at forhindre en lærer eller en gæsteforelæser i at tale og i den forbindelse sætter biler i brand og angriber universitetsbygninger.

POLARISERING

Hvad risikerer man ved ikke at holde sig inden for rammerne af “den politiske korrekthed”?
Hvad man selv risikerer, hvis man ikke bøjer sig for den politiske korrekthed, kan siges i få ord: At blive udelukket fra at tale og skrive, eller at ens tanker bliver tiet ihjel i medierne; at blive  påpeget som en slags “folkefjende” i mainstream-medier; at miste sin stilling på grund af refleksioner, som blev misfortolket og forekom ikke-politisk korrekte. Et eksempel: Som kritiker af den  neo-marxistiske ideologi i Vesten mistede Scruton i 1980’erne sin universitetskarriere i Storbritannien; i april 2019 mistede han sin stilling som formand for den britiske regerings “Building  Better, Building Beautiful Commission” på grund af påståede racistiske holdninger, men fik alligevel stillingen tilbage nogle måneder senere, fordi han kunne dokumentere lødigheden af sine udtalelser. Ud over det er der risiko for at komme i myndighedernes søgelys, hvis man giver sine børn en traditionel opdragelse – det kan have alvorlige konsekvenser: Der er eksempler i Sverige og Norge – eventuelt at blive genstand for en rettergang, fx anklaget for brud på “racismeparagraffen”. Efter at man har oplevet kommunismen, véd man godt, at det er sådan, anderledestænkende bliver behandlet af et totalitært system. Der er intet nyt under solen.

Langt mere interessant er, hvad der sker med samfundet, hvis den politiske korrekthed får mere magt, end den nu har. Her er nogle konsekvenser: For det første vil der sandsynligvis ske en stærk polarisering af samfundet med mulighed for voldelige udbrud; for det andet en ødelæggelse af den sociale kapital – tilliden, fællessproget og de moralske fælles punkter forsvinder; til slut institutionernes sammenbrud.

Det sidste punkt kan forklares ved hjælp af et billede: Ethvert fællesskab – fx en institution eller en arbejdsplads – er ligesom et skib. Vil man, når man er på et skib, vælge en kaptajn på grund af, at han eller hun har den rette hudfarve og en bestemt seksuel orientering, eller den, som er bedst egnet til at sejle skibet i havn? Hudfarve og seksuel orientering er fuldstændig irrelevante her. Det samme vil gælde ens valg af læge, af automekaniker eller af skrædder. Intet samfund kan  overleve, når objektive principper – dvs. principper, som udspringer af en objektiv virkelighed, som alle erkender – bliver erstattet med subjektive principper. Med krænkelses- eller  gengældelsesprincipper.

ER ‘POLITISK KORREKTHED’ ET SKÆLDSORD?

Begrebet “politisk korrekthed” bliver nogle gange – er det mit indtryk – brugt lidt i flæng. Kan du følge dette?
Dette indtryk kan man få på grund af den politiske korrektheds enorme forgreninger, men det betyder ikke, at betegnelsen “politisk korrekthed” normalt bliver brugt vilkårligt. Når kritikere  betegner en antagelse som “politisk korrekt”, er det i reglen ét bestemt aspekt af det totalitære projekt, de stiller spørgsmål ved. Langt det mest interessante er dette: Hvorfor er ordet “politisk korrekthed” i folkemunde blevet til et skældsord? Viser dette ikke, at det tavse flertal alligevel nægter at lade sig kujonere?

Men betegnelsen ʻpolitisk korrekthed’ har jo helt fra begyndelsen været et skældsord eller en karikatur. Og der er jo ingen, der bruger det som en positiv betegnelse?
Udtrykket “politisk korrekthed” er oprindeligt et plusord! Det tilhører det kommunistiske ordforråd. Det er det samme som “partilinjen” og betegner “den korrekte måde at tænke på”. Igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne havde betegnelsen stadig positivt indhold i Vesten på den marxistisk inspirerede venstrefløj, selvom klassekampen havde muteret. Fx skrev en amerikansk  kvindeorganisation i 1984, at “den politisk korrekte seksualitet skal bekæmpe den ukorrekte seksualitet, som er baseret på magt og underkastelse”. I kommunistlandene derimod, ligesom i dag i  en del af Vesten, kunne almindelige mennesker ikke bruge udtrykket uden at falde sammen af grin: en sund reaktion på modsætningen mellem ord og virkelighed.

DANMARK

Hvor skidt står det efter din mening til i Danmark sammenlignet med andre lande?
Danmark er ikke immunt over for politisk korrekthed – det viser sig fx ved tendensen til omdefinering af familien, indførelse af homoseksuelle vielser i kirken m.m. – men ejer ikke desto mindre en betragtelig modstandskraft. Denne udspringer af en solid rest af kristendom og af nationalt sammenhold. Kristendommen er kraften bag virkelighedssansen og den moralske sans: Man må se virkeligheden i øjnene; man erkender, at virkeligheden ikke bøjer sig efter ens ønsker og luner; man er ansvarlig; man gør sin pligt; man lyver ikke; man mener, at det er fornuftigt at høre en sag fra to sider; man har sin værdighed som et tænkende og talende menneske. De allerfleste danskere lever på denne måde og opdrager deres børn på denne måde.

På trods af den afkulturalisering, som ikke er gået Danmark forbi, har man stadig et fælles sprog – fælles gloser, fælles begreber og fælles holdepunkter. Man kan stadig henvise til Jellingestenen, og man kan citere Jyske Lov uden at blive erklæret for en folkefjende. Man kan synge sangene i Højskolesangbogen med begejstring – selvom det også er ved at komme under pres.

Har det ændret sig de seneste år?
Tendensen er blevet stærkere, men Danmark har også vist sig fra sin bedste side i nogle tilfælde: Københavns Universitet forsvarede for en trekvart år siden den akademiske frihed og afviste at indføre amerikansk inspirerede “safe spaces” og bakke op om “en vilkårlig krænkelseskultur”. Men uanset hvordan det kommer til at gå, er her et godt ord at have med på vejen. Det er den engelske forfatter Chesterton, der siger det, og jeg forsøger at sige det på dansk: “Man kan ikke besejre en mand, som kæmper en tabt kamp. At kæmpe en tabt kamp og ikke tabe den: Dette er noget i sandhed guddommeligt”.

 

Hans-Ole Bækgaard: Der finder en voldsom udskamning sted


Du har i flere sammenhænge udtalt, at frisindet i Danmark er under pres, og at visse mindretalssynspunkter i dag bliver klemt eller ligefrem undertrykt, særligt på det kirkelige område. Kan du uddybe det?

Ja, og jeg tænker i øvrigt ikke, det kun gælder på det kirkelige område, men i samfundet i mere bred forstand. Jeg vil gerne uddybe det med, at når der i disse år er fokus på at fremme åndsfrihed i vores samfund, handler det netop ikke om at udelukke uenighed. Det vil være en misforståelse. Ligesom at tolerance og accept ikke  er det samme, selvom det ofte lander dér. Tidligere på året var jeg til et foredrag med filosoffen Benjamin Oliviares, hvor han meget rammende sagde, at der er sket  et skred i begrebet tolerance, så uenigheder dysses ned og krænkelseskulturen tager overhånd. Tolerancen er blevet vigtig i sig selv, og er man ikke tolerant, er man forkert på den. På den måde bliver det vage tolerancebegreb en modsigelse i sig selv. Man hævder at være tolerant, men nægter at tolerere de intolerante. Oprindeligt lå der et andet vigtigt anliggende i tolerance-begrebet: At jeg forholder mig til noget, jeg ikke bryder mig om, og udviser en accept af noget, jeg ikke kan li’.

Debatten, samtalen, kulturen i Danmark er blevet mere og mere præget af dette, og det rammer frisindet og sætter frihedstraditioner og synet for andres – herunder  mindretallets – synspunkter under pres. Man kunne fx tage sådan noget som spørgsmålet om provokeret abort. Hvis en læge offentligt rejser kritiske spørgsmål  baseret på et lægefagligt og psykologifagligt grundlag og er kendt for blandt kolleger ikke at foretage indgrebet, ja så er jeg ikke i tvivl om, at hun vil blive skammet ud over tid, og at det også vil få konsekvenser for hende, hvis hun fx ønsker at skifte job, altså rykke op ad karrierestigen. Sådan noget klæber til én. Man anses for at  være besværlig.

I praksis bliver mange holdninger udsat for en ʻfolkedom’, som fører til, at folk enten lukker munden eller flyver under radarhøjde med de synspunkter, de har. Synspunkter eller overbevisninger bliver afvist med et: “Jamen vi lever jo i 2019…” Underforstået at i et moderne, sekulært samfund har visse synspunkter og overbevisninger  ikke længere deres berettigelse. Dette pseudoargument fører man ofte frem mod holdninger, nogle af os vil begrunde i kirkens tradition og bekendelse og i en ligefrem forståelse af de bibelske tekster. Det kan fx være i synet på ægteskab og køn.

Forståelsen for det religiøse kommer også under pres. I 2016 havde vi diskussionen af den såkaldte ʻimam-lovpakke’, hvor det bl.a. blev lovfæstet, at der var visse ting, der ikke måtte forkyndes fx i moskeen, kirken eller synagogen. Uagtet at der er aspekter i den sag, jeg har forståelse for, så strammede man lovmæssigt grebet, udover hvad grundloven og straffeloven allerede berammer, og man skabte utydelighed omkring den klassiske skelnen mellem holdning og adfærd. Men begrænsningen for, hvad der må siges offentligt, synes jeg også bliver overskredet i flere andre sammenhænge, og at bestemte holdninger nærmest bliver gjort illegitime.

Udblikket i forhold til forskellighed er blevet snævrere de seneste år
– Hans-Ole Bækgaard

I kølvandet på den “ånd”, som Imam-lovpakken medførte, er der indført en politisk vilje til at tilsidesætte frisindet – her især trosfrihed og åndsfrihed – for at stoppe det ekstremistisk religiøse, selvom en lov sjældent rammer dem, det egentlig handler om. Et eksempel er ved den finanslov, som nu er lagt frem til forhandling, hvor regeringen vil forhindre trossamfund i at modtage støtte fra totalitære regimer eller ekstremistiske organisationer – uden at der er en helt klar definition på dette. Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund har været ude at sige, at “det er vigtigere, at vi afskærer de her ekstreme religiøse samfund fra at få støtte, end at et enkelt trossamfund bliver utilsigtet ramt af det. Det må desværre være den pris, vi er nødt til at betale.”

RELIGIØSE ANSES IKKE FOR BIDRAGSYDERE TIL SAMFUNDET

At man politisk ikke altid anser det religiøse og kirkelige civilsamfund som positive bidragsydere til samfundet, oplevede man fx i forbindelse med diskussionerne i 2017 i debatten om  finanslovforslaget, hvor ordningen med momskompensation var på spil. Flere af de folkevalgte mente, at de religiøse og kirkelige foreninger og organisationer skulle af listen, da de mente, der ikke skulle kunne gives økonomisk støtte i form af fradrag til disse: Det hører ikke hjemme i et sekulært samfund, lød argumentationen. I efteråret 2018 måtte der atter argumenteres over for politikere om at udvise frisind og forståelse for det kirkelige og religiøse arbejde og dets betydning i samfundet, da fradragsordningen var på spil. Glædeligvis landede også dette på en god måde. Men intet er selvfølgeligt.

Det er bestemt ikke nyt, at mindretalssynspunkter kan have trange kår, men frisindet til at give disse plads er blevet mindre, er min oplevelse. Det er ikke fordi jeg har en løsning; men det er vigtigt, at vi tager diskussionen af det og ikke blive blinde for problemstillingen. For i så fald udvikler vores demokrati sig til demokratur, hvor visse synspunkter slet ikke når op til  overfladen og kommer med i den demokratiske samtale.

Jeg har oplevet flere gange i de senere år, at fagpersoner ikke vil udtale sig kritisk om en flydende kønsforståelse og queerideologien, fordi det vil få konsekvenser jobmæssigt
– Hans-Ole Bækgaard

Men er det helt entydigt, hvornår et synspunkt er direkte undertrykt, og hvornår det bare er i mindretal? For man kunne vel også sige, at det at deltage i debatten med et upopulært mindretalssynspunkt jo altså betyder, at man møder modstand – det kan vel ikke være anderledes?
Jeg er helt enig. Hvis man repræsenterer et synspunkt og kaster sig ud i debatten med det, så må man selvfølgelig tage de mundtlige sværdslag og verbale tæsk, der følger med. Der skal være plads til respektfuld uenighed. Dog vil jeg sige, at det ikke altid er helt enkelt at skelne imellem, hvornår et synspunkt blot møder hård modstand, og hvornår det bliver direkte undertrykt.

VI KAN LÆRE NOGET AF LGBT-OMRÅDET

Min holdning er ikke desto mindre helt klart, at man må kaste sig ud i debatten og samtalen. Og kirkefolk, også de missionske, kan være mindst lige så slemme som alle andre til at indtage en offerrolle, som jeg synes er meget uhensigtsmæssig. Præster har jo meget at sige – så kom da frem med det. For vi har et ansvar her for at præge og påvirke samfundet, som er vigtigt. Det nytter ikke noget at sætte sig over i et hjørne.

Fx kan man jo sige, at LGBT-området er et tydeligt bevis på, at det kan lade sig gøre at påvirke flertallet til at skifte holdning og til at sætte dagsorden på flere måder. Tidligere repræsenterede de jo virkelig et mindretalsområde, som mødte stor modstand. Men de har gjort det virkelig godt, og på nogle punkter kan vi andre helt sikkert lære noget, selvom vi er uenige i budskabet.

MIT NAVN SKAL IKKE STÅ NOGEN STEDER

På hvilken måde oplever du, at der er holdninger, som ikke blot bliver modsagt, men direkte undertrykt?
Altså for det første mener jeg, at der finder en voldsom udskamning sted – særligt på de sociale medier. Og at det kan være så voldsomt, at mange mister modet i forhold til at udtrykke deres holdninger. Dernæst fraviger mange at udtale sig offentligt om kontroversielle emner, fordi det kan koste på den faglige og karrieremæssige front. Fx måtte en bankrådsformand i Spar Nord København i 2014 gå af efter at have udtrykt sig lidt for ærligt om navneskiftet af en del af Rådhuspladsen til “Regnbuepladsen”. Jeg har oplevet flere gange i de senere år, at fagpersoner ikke vil udtale sig kritisk om en flydende kønsforståelse og queer-ideologien, fordi det vil få konsekvenser jobmæssigt. Under homofili-debatten i 2011-12 havde jeg en aktiv kirkelig lægperson med til foretræde for folketingets kirkeudvalg under den betingelse, at vedkommendes navn og deltagelse ikke blev omtalt offentligt, fordi det ville få betydning for den fremtrædende stilling,  vedkommende havde i det private erhvervsliv.

DET FRISINDEDE DANMARK

Du har efterspurgt et større frisind. Men hvor slemt står det til med frisindet i Danmark?
Tja, det kan jo nogle gange være en fordel at sammenligne sig med andre lande. Når man gør det, vil man opdage, at der også er meget at være glad for i den danske debatkultur. Særligt har den grundtvigske tradition lagt nogle spor ud, som jeg stadig mener, vi er prægede af, og som gør, at vi som samfund stadig har en ret fri diskussionsform – politisk såvel som kirkeligt. Den danske selvironi eller humor er også et vigtigt redskab her. Den gør, at vi kan mødes på tværs af uenigheder. Vi er vant til, at alle synspunkter kan blive udsat for grin og satire – både flertallets og  mindretallets – og det finder jeg egentlig befriende.

Jeg vil så samtidig sige, at det er min fornemmelse, at udblikket i forhold til forskellighed er blevet snævrere de seneste år. Lidt ironisk sker det samtidig med, at vi er blevet et mere mangfoldigt samfund, og at vi taler mere og mere om ʻmangfoldighed’. Som jeg ser det, er det imidlertid en ret snæver definition af, hvad mangfoldighed går ud på, der ligger bag. I mødet med den moderne forståelse af tolerance repræsenterer mangfoldighed i virkeligheden snarere et krav om en særlig ensrettet tankegang, som jeg ikke kan følge.

 

Dansk Kirketidende 9/ 2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *