JEG STÅR HER OG SYNGER

I mange nye salmer er det et ’vi’, der synger, og ikke et ’jeg’. Hvad betyder det for salmernes teologi? Og kan man forudsætte, at alle, der synger, vil være med i vi’et?

TEKST: JULIE DAMLUND, SOGNEPRÆST I LUNDEHUS OG TAKSIGELSESSOGN, ØSTERBRO

Fællessang er fællesskab, og salmesangen er et af det smukkeste og vigtigste udtryk for menighedens fællesskab i vores kirkelige tradition. Det er sagt så tit og ofte, at det næsten er en kliché. En besværgelse af det fællesskab, vi sætter så højt.

Mindre omtalt er det, at salmesangen også er det moment, hvor den enkelte kirkegænger som individ får stemme i gudstjenesten. ‘Jeg’ synger i et fællesskab, men det er stadig et ‘jeg’, der synger. Kernen i salmesangen, traditionelt betragtet, er netop den enkeltes tilegnelse. “Ich binn’s, ich” begynder en af salmekoralerne i Bachs Matthæuspassion eller hos Kingo, når Kristus tiltales med et ønske om “At også jeg kan åndelig / undfange dig” (Den danske salmebog / DDS nr. 71). Det handler selvfølgelig ikke om Thomas Kingos ‘jeg’, men om det syngende jeg. “Ich steh’ hier und singe,” som det hedder i Johann Francks salme Jesu, meine Freude fra 1650. Bag disse eksempler ligger de gammeltestamentlige salmer. De hed som bekendt Davids salmer før i tiden, en betegnelse der understregede det personlige. I Davids salmer taler et ‘jeg’ til et ‘du’.

I det lys er det interessant at kigge på valget af personlige pronominer i vores salmer. Hvis djævlen ligger i detaljen, ligger (noget af) teologien måske i de personlige pronominer? Det er min absolut uvidenskabelige fornemmelse, at rigtig mange af de salmer, der er skrevet inden for de senere årtier, har forladt traditionens første person ental til fordel for første person flertal som det primære perspektiv. Det kan give god mening, når flertalsformen vælges for at understrege det almenmenneskelige: Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge (Johansen 1996, DDS nr. 89) er en antropologisk bestemmelse, et eksistentielt vilkår, som netop gælder alle mennesker. Det samme kan siges om en linje som “Vi som er døende står på en kant” (Krogsdal 2010). I dette ‘vi’ udsiges der ikke noget, som måske kun er sandt for nogle af dem, der synger salmen. Vi, som lever, er virkelig, alle som én, på vej mod vores død. Ofte bruges ‘vi’ om den kollektive henvendelse: Vi rækker vore hænder frem (Ellingsen 1975/Balslev-Clausen 1993, DDS nr. 367) har bønskarakter, og første person flertalsformen bliver som et ekko af formen i Fadervor.

Når jeg ser et rødt flag smælde er en tilforladelig arbejdersang, mens den samme tekst i flertal hurtigt kunne få ubehagelige march-associationer

VI KOMMER TIL DIN KIRKE
I en salme som Vi kommer til din kirke, Gud, og finder døren åben (Johansen 1974 og 2001, DDS nr. 478) begynder det kollektive at stramme lidt. Salmen mangler bønskarakteren. ‘Vi’ får karakter af et postulat, en form for ønsketænkning, der trækkes ned over hovedet på de syngende. Hvornår og hvor ofte er det nu lige at ‘vi’ – konfirmander, onkler, tanter og hvem der ellers sidder og synger – kommer til kirken? Det meget konkrete udsagn, at komme til kirken, skal måske snarere forstås billedligt, men salmens indikative, billedfattige sprog åbner ikke i den retning. Svein Ellingsens dåbssalme Fyldt af glæde (Ellingsen 1971, DDS nr. 448) rummer samme problematik, men på følelsesplanet. Salmen er populær, sikkert fordi mange kan identificere sig med ordene. Men hvad med den nye mor eller far, der ikke føler sig fyldt af hverken glæde, bæven eller undren? Hun eller han må føle sig endnu mere fortabt i mødet med salmens ‘vi’, som ikke inkluderer hende eller ham.

Problemet er, at der ikke er noget uden for dette ‘vi’. I en jeg-salme vil der også være elementer, som den enkelte ikke kan identificere sig med. Et eksempel kunne være H.C. Andersens bekendelse: “De andres skyld jeg nok opskrev, men ej mit eget skyldnerbrev” (Andersen 1864, DDS nr. 502). I de tilfælde opstår der en relation mellem digter-jeget og det syngende jeg. De to kan mødes, brydes, og det syngende jeg kan gå i indre dialog med salmens implicitte ‘jeg’. Dermed bliver jeg-salmen også en tiltale. I eksemplet fra H.C. Andersens Jeg har en angst får tiltalen karakter af vidnesbyrd. I andre salmer tager digteren talsmandens, parakletens, stemme på sig: Se! Sådan skriver Kingo i Den klare sol går ned (Kingo 1674, DDS nr. 761): “Jeg træder nu udi det duggefulde græs, naturen siger mig, bi lidt, stå her og læs.” Det syngende jeg tages ved hånden af digter-jeget, som forklarer og udlægger, sådan som vi også kender det fra Op al den ting (Brorson 1734, DDS nr. 15), hvor Brorsons digter-jeg inviterer det syngende jeg med ind i sin undren over tøndermarskens skønne natur.

VI ER ENSOMME
Det er nærliggende at forestille sig, at den udbredte brug af ‘vi’ netop skal styrke fællesskabsfølelsen. “Vi finder fred i kirken”, begynder en af Iben Krogsdals salmer, medtaget i tillægget 100 salmer (Krogsdal 2015, 100 salmer, nr. 860). Brugen af flertalsformen synes at ville favne os alle og lyse freden over os, så at sige. Vægten er på menigheden og den fælles gudstjeneste, og salmen er bare én af adskillige salmer, der indsætter kirken som det sted, hvor vi møder Gud og faktisk alle troens elementer. “Her (i kirken, JD) har kærlighed sit sted” hedder det i Uberørt af byens travlhed (Busk Sørensen 1990, DDS nr. 331). Kristendom er at gå i kirke, synes meningen at være i salmer som de to ovennævnte.

Sådan et ‘vi’ kan dog let blive normativt og styrende. Hvem har ret til at sige ‘vi’ på andres vegne? De gamle ægtefæller, som er vokset så meget sammen, at ‘vi’ mener det ene og det andet? En politiker, der udlægger, hvad “vi danskere” mener om dette eller hint? Når jeg ser et rødt flag smælde er en tilforladelig arbejdersang, mens den samme tekst i flertal hurtigt kunne få ubehagelige march associationer. Med ‘vi’ ønsker Krogsdal og andre måske at sige noget om, hvordan det burde være, hvordan det ideelt set er, eller hvordan det er set fra troens perspektiv. Men ord som “Vi fyldes op i kirken/et sted hvor ingen ensom er alene” risikerer at få den modsatte virkning og udgrænse den ensomme yderligere.

Ord som “Vi fyldes op i kirken/et sted hvor ingen ensom er alene” risikerer at få den modsatte virkning og udgrænse den ensomme yderligere

KRISTENDOM I ET GRUPPEPERSPEKTIV
Brugen af flertalsformen ‘vi’ er beslægtet med brugen af ‘man’ i stedet for ‘jeg’: Den talende fjerner sin person fra udsagnet. I salmens sammenhæng måske netop i et ønske om at formulere sig mere rummeligt. Den personlige tiltale forbindes ofte med en inderlig vækkelseskristendom, som vor tids salmedigtere ønsker at distancere sig fra. Salige vished, Jesus er min og lignende vækkelsessalmer møder man ikke ofte eller kun i bestemte miljøer. Som nævnt fokuserer mange nyere salmer på en kristendom, som udøves kollektivt til gudstjeneste i kirken, mens den personlige dimension er henvist til det moralsk/ etiske i den enkeltes liv. Som eksemplerne fra indledningen viste, så er det en nyere udvikling. Det personlige aspekt, at det var for min skyld (pro me), frelseren døde og opstod, er afgørende i et luthersk perspektiv, for man kan hverken tro eller frelses ‘en bloc’ heller ikke som menighed i kirken.

Den enkelte, der “står her og synger” går i kraft af menighedssangen på én gang ind i et fællesskab og ind i et personligt rum. Vel at mærke en personlig tilegnelse eller fromhedspraksis, som ikke er afhængig af den religiøse følelse, oplevelse eller andre af de elementer, som med rette er blevet kritiseret i tidens løb. I en salme som Vi kommer, Herre, til dig ind (Smedegaard Andersen 1982, DDS nr. 413) synges om kernebegreber som skyld, svigt og forsoning, men det sker uden første person ental, uden pro me aspektet: “Vi kommer, Herre, til dig ind/fra dagligdagens pligter/med splittede og bange sind/vi ved, hvor tit vi svigter.”

Spørgsmålet er, hvad det gør ved erkendelsen af skyld og svigt, hvis det gøres til en generel bestemmelse? Om ikke skyld i kristendommens sammenhæng nødvendigvis må være et anliggende for hin enkelte stillet foran Gud? Gruppeperspektivet er da også svært at fastholde i salmens øvrige vers, hvor salmens ‘vi’ sættes i forhold til “dem, der intet magter”. Det giver ikke rigtig mening, medmindre salmens ‘vi’ alligevel ikke omfatter alle, og sådan er det næppe tænkt. Problematisk bliver det også at synge kollektivt om at være “befriet til fællesskab”. Her må der være et ‘jeg’, et individ, som er således frisat.

NYE JEG-SALMER
Der er dog også eksempler på nyere salmer med et jeg-perspektiv. Jens Rosendal viger ikke tilbage for det i De dybeste lag i mit hjerte (Rosendal DDS nr. 28), og hos Hans Anker Jørgensen synes der at være en bevægelse fra ‘vi’ (fx Du som gir os liv og gør os glade, Jørgensen 1982, DDS nr. 369) til ‘jeg’ (fx Usynlige, Jørgensen 1990/2008, 100 salmer nr. 873). At sige ‘jeg’ i en salme behøver ikke være udtryk for hverken tidstypisk selvrealisering eller rå individualisme. ‘Jeg’ er i mange tilfælde den form, som er solidarisk med den ensomme, den anfægtede, den skyldbetyngede. “Jeg står her og synger” – i fællesskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *