JOURNALISTIKKEN SKAL IKKE BARE GIVE OS NYHEDER, MEN VÆSENTLIGHEDER

Den journalistiske dækning af klimaspørgsmålet viser noget om, hvor svært det er at få øje på den langsomme katastrofe i en medievirkelighed, der er rettet mod øjeblikket. Lea Korsgaard efterspørger en journalistisk, der ser efter helheder og sammenhænge, og som tør inspirere til handling

TEKST: LEA KORSGAARD, JOURNALIST OG CHEFREDAKTØR PÅ ZETLAND

Da min bedstefar var 20 år, kom han hjem til Danmark fra en koncentrationslejr i Dachau, han var spøgelsesbleg, hans næseryg skarp som en ragekniv, og han havde erindringen om at have båret ligene ud af barakkerne siddende et sted derinde i sjælen. I resten af 1945 grublede han over sin “krampagtige søgen” efter Gud. Hans dagbog fra det år er fuld af optegnelser om Gud og Nietzsche og tvivl, han berørte kun ganske sjældent besættelsen og skrev aldrig om dagene i Dachau. Senere talte han stort set aldrig om modstandskampen med os i sin familie, og da jeg var ung, var krigen allerede en evighed siden.

Han drak masser af rødvin og røg en skov af cigaretter og holdt sin køkkenhave, som om den var et professionelt gartneri. Man skulle altid på havevandring, når man var på besøg og se de lange lige rækker med løgene, porrerne, jordbærrene pakket omhyggeligt ind i net, så solsortene ikke åd dem. Han gik også tit lange ture i naturen. Han tog sin sixpence på hovedet, og da han blev ældre sin stok i hånden, jeg husker det også, som om han havde en kikkert om halsen, og så vandrede han ud ad en sti og var væk en rum tid. Jeg har læst alle hans dagbøger, og de er fyldt med natur, ikke som et bagtæppe, men som selve det sceneri, tilværelsen udspillede sig i. Han nedfældede lange, lange beskrivelser af lange, lange gåture. Han skrev om en mørk vandring i natten, hvor noget sad fast under isen. Han skrev om en sjælden fredfyldt eftermiddag i en skygge under et træ med sin kone, min bedstemor, “udenfor skyggen brændte solen i den guleste kornmark.”

“Sneen smeltede i regnvejret og vandet løb bort, gulligt som hestetænder,” skrev han 7. januar 1951 – og senere samme år efter endnu en vandretur: “Regnen kom som en udløsning … Det blæste kraftigt af sydvest, og skydækket var sunket helt ned til jorden. Den røde landevej gik ind i det graa, løb forbi marker med frisk vintersæd, som lyste op.”

Min bedstefar rejste også rundt til samtlige beboede øer i Danmark og skrev om deres historie, og derfor også om deres landskab, han nedfældede detaljerede, topografiske beskrivelser af den danske natur. “Klinten forsvinder i Østersøen, ikke i bratte skred, men i etager, som om landet bygger sig en trappe i havet.”

Det er hele fortællinger, ikke løsrevne kapitler, der engagerer. Og alligevel er nyheder som oftest netop fragmentariske, de er små dele af noget langt større og det langt større fortoner sig. Og så gaber vi lidt, eller keder os lidt, eller skifter kanal

Min bedstefar hed Erik Aalbæk Jensen, og fordi jeg tilsyneladende er lidt sen i optrækket, er det først for nylig, at sammenhængen mellem hans tid i koncentrationslejren og hans ture ind i naturen er gået op for mig. Selvfølgelig findes den. Som han skrev et sted i dagbøgerne: “Naturen som den bedste ven, derude dukker Guds ansigt op.”

Det giver mening, at den generation, der troede, de skulle dø i krigen, kom hjem og i de blå røgsøjler fra deres cigaretter skrev digte og romaner og dagbøger om naturen, fordi naturen måske er noget af det eneste, der tilbyder en sansemættet, solsorteskrigende påmindelse om den mærkeligste af alle kendsgerninger, nemlig den kendsgerning, at vi er til. “Hvad vi søger i landskabet, er poesien” skrev min bedstefar i dagbogen.

Hvis koncentrationslejren var sygdommen, så var naturen medicinen. Skoldrøde æbler og knoldede gråpærer og jerngråt hav og så denne sugende fornemmelse af noget … noget sammenhængende, noget ophøjet, noget der måske bedst kan beskrives som glæde, simpelthen. Glæden ved livet.

Den britiske skribent Michael McCarthy gør det helt sublimt i en bog, som jeg ligger og sluger om aftenen for tiden. “Der kan være tilfælde, hvor vi pludseligt og ufrivilligt elsker naturens verden med en forbløffende intensitet, i et følelsesudbrud som vi måske ikke helt forstår,” skriver han, “og det eneste ord, der synes passende for denne følelse, er glæde.”

Glæde er ikke et ord, vi har det særlig komfortabelt med i dag. “Glæde antyder en ubegrænset begejstring, som forekommer uncool.” Det er da heller ikke et let ord, glæde. Glæde er ikke det modsatte af vemod. Glæde er heller ikke lalleglad eller eufori. Glæde er ikke noget, man når til, når man har vasket sin bil eller købt en flot bluse. Glæde har med taknemmelighed, ydmyghed og kærlighed at gøre, og derfor har glæde noget over sig, der muligvis også har at gøre med moral, i hvert fald som et minimum – igen med McCarthys ord – “alvor.”

Glæde er en alvorlig følelse.

Jeg tror, min bedstefar ville have givet ham ret.

Hvis håbløsheden er sygdommen, så er smørglinsende vorterod og violette trætoppe i skumringen medicinen.

Pressen bryster sig af at oplyse borgerne om væsentligt nyt om samfundet. Men bemærk, at stregen er sat under det nye. Det hedder nyheder. Ikke væsentligheder

 

VI RØRER VED ELEMENTERNE

Af den grund er det ubærligt, dét, vi er ved at gøre med naturen. Mennesket har sat gang i to enorme bevægelser, som er forbundne og for evigt irreversible. Vi “rører ved elementerne”, som teologen og højskolemanden Ole Jensen har formuleret det. Vi er i færd med at ændre klodens klima ved at sende milliarder tons kvælstof ud i atmosfæren hvert år. Og vi er i færd med at udrydde plante- og dyrearter med en hast, der for længst har overhalet naturens eget tempo.

Dét er ubærligt på et niveau, som de seneste mange års tørre facts og udførlige rapporter slet ikke er i stand til at formidle. Og det er det, jeg gerne vil skrive om her. Det fatale, vi er i færd med at gøre ved den natur, vi lever af og er en del af – og det som den udvikling kræver af mit eget fag, journalistikken.

 

UGENS VÆSENTLIGHEDER

Journalistik, der handler om natur, er sjældent forsidestof, medmindre den natur involverer en katastrofe. Voldsomme skybrud kommer på forsiden. Jordskælv, fugleinfluenza, oversvømmelser, orkaner og flodbølger kommer på forsiden, men naturen, når den ikke er farlig, er i den del af pressen, der har med nyheder at gøre, henvist til vejrudsigter og havejournalistik omme ved boligstoffet og tests af mayonnaise.

Journalistikken begyndte engang ligesom videnskaben og resten af det moderne samfund at anskue verden i kasser – en kasse til økonomi, en kasse til politik, en kasse til sport, en kasse til kultur, eksempelvis – og det var, som om naturen aldrig fik sig en kasse på pressens hylde. Udover katastroferne producerede den tilsyneladende for få nyheder til at gøre sig gældende her. I hvert fald var det sådan, at da jeg læste til journalist i begyndelsen af 00’erne, blev vi klar over, at man kunne blive indlandsjournalist, udlandsjournalist, erhvervsjournalist, kulturjournalist og sportsjournalist, mens alene tanken om, at man kunne blive naturjournalist ikke engang var til rådighed.

Det er måske ikke så overraskende hvorfor. De fleste nyheder beskæftiger sig med undtagelsen. Nyheden er som regel nyheden om det pludselige skift, en abrupt udvikling, og normalen – tilværelsen i al sin almindelighed, trivialiteterne, rutinerne og dermed også naturen – hører derfor sjældent blandt nyhedsjournalistikkens foretrukne emner. Som den legendariske journalist Gay Talese formulerede det tilbage i 1960’erne, “de fleste journalister er rastløse betragtere, der ser verdens vorter, menneskers og steders ufuldkommenheder. Det udramatiske sceneri, som det meste af livet består af på [de] store dele af kloden, der ikke er mærket af galskab, lokker dem ikke på samme vis som optøjer og opstandelse, smuldrende stater og synkende skuder, bankfolk bortvist til Rio og brændende buddhistiske nonner – dysterhed er deres dagsorden, sensationen deres passion, det normale deres nemesis.”

Gay Talese beskriver altså her journalisters forkærlighed for galskab. Men der findes en form for galskab, som pressen – trods sin faible for dysterhed og katastrofer – har vanskeligt ved at forholde sig til.

Det er den langsomme galskab.

Journalistikkens genrer og den journalistiske kultur kan utrolig godt – og i stigende grad – lide at forholde sig til det, der sker nu. Journalister er eksperter i at gøre os til eksperter på det, der er sket i løbet af de seneste 24 timer, mens det, der skete i sidste uge, sidste år, forrige år, for ti år siden, for 20, 100, 300 år siden, forbløffende hurtigt fortoner sig i glemslen. Pressen bryster sig af at oplyse borgerne om væsentligt nyt om samfundet. Men bemærk, at stregen er sat under det nye. Det hedder nyheder. Ikke væsentligheder.

KUN DEN SAMMENHÆNGENDE FORTÆLLING KAN ENGAGERE

Op igennem det 20. århundrede forfinede nyhedsjournalister med teknologiens hjælp et helt fags teknikker til sublimt at holde øje med og formidle det, der lige er sket, og det, der kommer til at ske lige om lidt. Men de teknikker er måske af samme grund temmelig ringe til at indfange, fastholde og fortælle om de udviklinger, der ikke kommer til syne som et pludseligt skift, men anes som langsomme bevægelser i historien. Journalister kan lide grafer, der tager pludselige hop – op eller ned. Det er straks langt sværere at forholde sig til en graf, der bevæger sig sløvt, men støt, op eller ned.

Langsomme udviklinger er simpelthen vanskelige at gribe i en nyhedsartikel. Så hvad journalistikken gør, er at zoome ind. Og zoome ind og zoome ind. Vi zoomer ind på et lille hjørne, en lille del af en langt, langt større fortælling. Den britiske filosof Alain de Botton beskriver fænomenet meget fint i sin bog The News – sådan her: “Vi står for tæt på. Med en analogi fra kunsten, så er det som om, vi bliver bedt om at åbne vores øjne en millimeter eller to over en blålig-lilla overflade med tilfældige sorte streger med hvidt langs kanterne.”

Hvad vi ser på, er umuligt at se. Det kunne være Jupiters overflade. Et forhistorisk dyr. “Intet af det er særligt medrivende,” fortsætter de Botton. “Men det vi ser på, er måske faktisk en detalje fra et af de mest psykologisk interessante portrætter i Vestens kunsthistorie, Titians Portræt af Geolamo Barbarigo.” Vi er bare ikke i stand til at fatte storheden i det maleri. For vi står for tæt på. Vi står for tæt på til at kunne se helheden.

Detaljer er selvfølgelig vigtige. Dele er vigtige, men kun hvis den større sammenhæng mellem detaljerne og delene kommer til syne. Vi kan ikke sådan for alvor lade os gribe af et løsrevet fragment. Fragmenter er i bedste fald kedelige, i værste fald distraherende. Det er hele fortællinger, ikke løsrevne kapitler, der engagerer. Og alligevel er nyheder som oftest netop fragmentariske, de er små dele af noget langt større og det langt større fortoner sig. Og så gaber vi lidt, eller keder os lidt, eller skifter kanal eller klør os i øret og så … så er fragmentet ude af bevidstheden igen, hvis det da nogensinde for alvor nåede ind.

Hvad vi ser på, når vi samler alle fragmenterne om naturens historie gennem de seneste årtier, er ikke noget mesterværk. Vi ser på en række udviklinger, der er sket gradvist år efter år, og som tilsammen udgør den måske nok største historiske forandring i den sidste halvdel af det 20. århundrede – større end imperier, der kollapsede og velfærdsstater, der blev opbygget.

Qori Kalis-gletcheren, Peru. Foto: Nasa

VI HAR FEJLET

For det billede, vi nu pludselig står konfronteret med, er det her: Gennem de seneste syv årtier er klodens befolkningstal steget voldsomt. I 1960 talte klodens befolkning tre milliarder. Ved årtusindeskiftet var tallet fordoblet, og i de seneste 18 år er vi blevet halvanden milliarder flere – over 7,5 milliarder mennesker. Samtidig, mens befolkningsvæksten især skete i klodens fattige egne, voksede og voksede økonomien her i Vesten og med dét vokse de forbruget, og vi måtte indtage nye energikilder. Vi stak snablen i klodens kamre med kulstof, der lå bundet i jorden, og sendte den ud i atmosfæren, så den blev varmet op, og vi i dag nærmer os en verden, der i gennemsnit er 1,5 grad varmere, end dengang Grundtvig skrev sine sange og salmer.

Hvis vi fortsætter som nu, bringer fremtiden flere oversvømmelser, mere tørke, mere ekstrem varme, mere hungersnød og mere fattigdom med sig.

Derudover. Vi er vidner til den mest omfattende masseudryddelse af arter, siden dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, og denne uddøen udmærker sig ved at være påvirket af vores handlinger. Der uddør arter med en hast, der er mellem 1.000 og 10.000 gange så hurtigt som naturens egen, hvis vi havde ladet den være i fred. Og mens alt dette er sket, eller fordi alt dette er sket, eller fordi det var os mennesker, der fik alt det her til at ske, så ændrede kulturen sig hen ad vejen. Verden blev grænseløs. Vi fandt det passende at spise frugter fløjet hertil fra den anden side af kloden året rundt. Og vi fandt det passende at rejse derhen, hvor frugterne kom fra, for at holde årets ferie. Kort sagt. Vi har fejlet, fordi vi alt, alt for sent er begyndt at forholde os til den moderne verdens måske største udfordring: At få den humanisme, der sætter mennesket på kanten og over naturen, til at harmonere med den natur, mennesket rent faktisk lever af. Michael McCarthy formulerer det sådan her: Vi er ved at ødelægge det eneste hjem, vi har.

 

JOURNALISTEN SOM MOBILISATOR

Tilbage til journalistikken. Den har, som sagt, haft svært ved at indfange disse enorme forandringer, i hvert fald på en måde, der i tide har gjort os klar over forandringernes implikationer. Men i journalistikkens verden er vi dog mange steder – og heldigvis for det – ved at indse omfanget af katastrofen. I dag ved de journaliststuderende, at de ikke alene kan blive ting som erhvervsjournalister, indlandsjournalister og sportsjournalister. De kan også blive klimajournalister, og historierne om klodens katastrofale opvarmning fylder mere og mere.

Men der er lang vej igen, også her. The Guardians tidligere chefredaktør Alan Rusbridger var en tidlig og skarpseende kritiker af pressens nølende klimadækning. Da FN’s klimapanel udkom med sin mildest talt deprimerende specialrapport for nylig, påpegede han endnu engang, hvordan mange redaktører stadig mangler viljen eller indsigten til at rydde forsider og udfordre skeptiske læsere. Han skrev sådan her i en klumme: “Deres argument kan koges ned til: “Vores forretningsmodel tillader os ikke at lave journalistik i offentlighedens tjeneste. Så i stedet skriver vi om det, der interesserer offentligheden.”

Der skal ryddes forside på forside, og der skal mere end det. Journalistikken har efter min mening især én ting, den som minimum har til gode at gøre, nemlig at forstå, at historien om klimaforandringerne ikke bare er en væsentlig historie på linje med andre væsentlige historier, men måske den væsentligste historie de næste mange år, fordi klimaforandringerne risikerer at flå op i og forværre tidens andre store udfordringer – fra flygtningekrise over nationalstaternes sammenhængskraft til porøse, geopolitiske magtbalancer. I fremtiden står vi alle, som den franske tænker Bruno Latour har formuleret det, “over for en universal mangel på plads at dele og beboelig jord.”

Men hvis vi skal behandle de menneskeskabte klimaforandringer som number one issue, så betyder det, at pressen skal være langt, langt modigere, end den er i dag. Den skal turde begive sig et sted hen, hvor mange journalister har det ukomfortabelt, nemlig i rollen som inspirator og mobilisator.

Op gennem det 20. århundrede blev nyhedsjournalistens foretrukne rolle, rollen som den lidenskabsløse, tilbagetrukne, nogne referent. Det blev et journalistisk ideal i bedste naturvidenskabelige oplysningstradition at være uvildig og objektiv – ikke alene i metode, men sådan i det hele taget. Skal man tro denne type journalist kan sandheden defineres som et sæt af faktuelle kendsgerninger, der tilsammen giver et retvisende billede af virkeligheden.

Men passer det faktisk? Kan sandheder og rigtigheder sidestilles? Jeg tror det ikke. (Og det gjorde Grundtvig i øvrigt heller ikke, kan jeg ikke lade være med at nævne i denne sammenhæng.)

Aristoteles skelnede mellem evnen til at observere rationelle kendsgerninger og evnen til at vide, hvad der er godt eller dårligt, hvad der er ønskværdigt, og hvad der ikke er. Begge evner, begge dyder, var afgørende, mente han – men den sidste evne var mest afgørende: Evnen til at sondre mellem rigtigt og forkert i etisk forstand.

Journalistikken bør efter samme devise ikke kun være optaget af det, der objektivt kan registreres. Den bør i mindst lige så høj grad være drevet af de centrale spørgsmål, ethvert samfund må stille sig selv: Hvor er vi på vej hen? Er det godt at gå den vej? Og hvis ikke: Hvad gør vi så?

Sandheden om klimaforandringerne er større end summen af de facts, der dokumenterer den. Kendsgerningen er, at vi har varmet atmosfæren 1,5 grader op siden midten af 1800-tallet. Sandheden er, at vi er ved at ødelægge vores hjem.

Dén sandhed kommer med en fordring til journalistikken, der rækker længere end til at tælle og registrere og vise grafer og bringe procenttal og referere COP-møder og citere rapporter, selv om alt det selvfølgelig er vigtigt. Fordringen til journalistikken lyder sådan her: Gå foran. Mobiliser. Hjælp viden med at forplante sig i forandring. Vær engagerende. Vær direkte. Hold hovedet koldt, selvsagt, udgiv ikke usandheder, bliv ikke blinde ideologer, forvrid ikke proportioner, find ikke falske skurke, ret skytset den rigtige vej, men gå foran, spørg, hvordan vi bør leve, og led efter de svar, der viser en vej at gå ad, og gå selv ad den vej.

‘Earthrise’, Jorden set fra Månen, 24. december 1968, foto: William Anders, NASA

Pressen – eller i hvert fald dele af den – har før i historien stillet sig forrest, når enorme kulturelle forandringer er skyllet som flodbølger gennem mentalitet og samfund, og det skal den gøre igen. Lige nu står der det, jeg tror, er en regulær kulturrevolution og ulmer med sit enorme potentiale, men den står og ulmer i grænselandet mellem på den ene side risikoen for dyb apati og på den anden side muligheden for en historisk folkelig mobilisering. Skal det blive det sidste, der vinder, er det ikke nok, at pressen går med.

Det kommer til at kræve en omkalfatrende kulturændring, der rækker langt længere end avisernes redaktionslokaler, Christiansborgs mødelokaler og Bruxelles beslutningsrum og globale topmøder. Det kommer til at kræve et nyt natursyn – igen med Ole Jensens ord: Agtelsens natursyn – et natursyn, hvor dyder som selvbeherskelse, omsorg, ydmyghed, beundring, nøjsomhed og nænsomhed får forrang. Løgstrup sagde, at vores vestlige kultur er ved at antage vanvidstræk, og han pegede på den næsten umulige løsning, som er den eneste løsning, “at gøre os det klart, at universet ikke er vores omgivelse, men vores ophav.”

Vi skal have nye skikke, nye vaner. Der skal skrives nye sange. Der skal findes nye helte. De bedste bøger skal skrives om det her. Den bedste musik skal blive til i det her.

MODET KOMMER FRA GLÆDEN

Fortvivlelsen over, hvor vi er på vej hen nu, kan helt sikkert drive os et stykke af vejen. Men den kan ikke stå alene. Det er i noget andet, vi skal hente kraften og modet, og det andet finder vi ikke i alle rapporterne og statistikkerne og i havet af information, der er til vores rådighed; vi finder det andet, når vi rejser os fra skrivebordene og vandrer ud i det, det hele handler om, nemlig naturen. For derude

tager sanserne over. Og de hvisker dét til os, som rapporternes sprog ikke er i stand til, uanset hvor højt det bliver råbt: Tænk, at alt dette findes. Hvilket mirakel, at det er til. Hvilket mirakel, at de skoldrøde æbler og de knoldede gråpærer og det jerngrå hav er til. Hvilken glæde.

Det er fra den glæde at modet til at handle kommer.

Artiklen er en let bearbejdet udgave af en tale, Lea Korsgaard holdt på Grundtvigsk Forums årsmøde 27. oktober 2018

 

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *