Kirken den er et gammel hus

Birthe Rønn Hornbech: “Grundtvig var en fri fugl, som ikke fandt sig i at blive sat i bås. Grundtvig forblev hele livet sig selv og uanset åndelige kriser, var det altid frihedens sag han talte.”

Grundtvig var en fri fugl, som ikke fandt sig i at blive sat i bås. Grundtvig forblev hele livet sig selv og uanset åndelige kriser, var det altid frihedens sag han talte. 

Af: Tidl. Kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech

Det er ikke en speciel menneskevenlig handling, at bede noget menneske, der holder af Grundtvigs salmer om at skrive kun om én bestemt salme, som betyder noget særligt. Der er jo så mange salmer at vælge imellem, at opgaven er umulig at løse.

Grundtvig har ikke blot skrevet salmer til enhver lejlighed, men til enhver stemning. Der er de store salmer, som man ganske enkelt bliver høj af at læse eller synge som f. eks. “Vidunderligst af alt på jord” og “Jeg kender et land”.

Der er de vidunderlige salmer, hvor forkyndelsen bæres af den smukkeste poesi som i den store pinsesalme “I al sin glans nu stråler solen”. Ved afsyngelsen fortrænger man, at der er lærde, der hævder, at Grundtvig ikke var naturdigter. Nu skal man heller ikke blive så teologisk med alle sine forklaringer, at poesien og det
spontane undertrykkes. Oplevelsen gennem er nu en gang det vigtigste.

“Tag det sorte kors fra graven” er med sin bibelhistoriske let humoristiske beskrivelse gemt i den næsten guldhornsagtige poesi, og med opstandelseshåbet, reserveret til min begravelse.

Historiens vinger suser henover gendigtningerne af de ældgamle salmer fra middelalderen og gendigtninger af Luthers salmer. Barndomsminderne vælder frem i julen når vi synger de tilsyneladende så barnlige og poetiske, salmer med den klare forkyndelse som f. eks. “Velkommen igen Guds engle små” og ”Dejlig er den
himmel blå.” For en kirkepolitiker er det dog stærkt fristende, at vælge en salme med den livskraftige skjalds mere kirkepolitiske betragtninger.

Grundtvig lå som bekendt hele livet i krig mod autoriterne, både de verdslige og de “Kirken den er et gammel hus” gejstlige autoriteter. Og det var der egentlig god grund til, for Grundtvig voksede op i en tid med statskirke og stærke begrænsninger i ytringsfriheden og måtte selv lide den tort, at blive idømt bøde og underkastet censur.

Grundtvig var en fri fugl, som ikke fandt sig i at blive sat i bås. Alligevel lod han sig vælge til Rigsdagen og var i flere perioder medlem af Folketinget og på sine gamle dage medlem af Landstinget.

Han kastede sig over adskillige sager. Alt kom ham ved. Men selvom han i en årrække var en del af det politiske liv, lod han sig som en af de sjældne politiske skæbner ikke indfange af partidisciplinen. Han tilhørte partiet det danske folk. Punktum. Heller ikke ordensforskrifterne i Folketingets Forretningsorden ville han respektere. De var bare en spændetrøje.

Grundtvig forblev hele livet sig selv og uanset åndelige kriser, var det altid frihedens sag han talte. Det gjaldt, hvad enten han stod på prædikestolen eller på talerstolen på Christiansborg eller i Vartov.

Nået til den erkendelse, at ordet er autoriteten, kunne han i året 1836 sende følgende muntre, takkebøn af sted:

Tak, fordi trods alle paver,
ordet går og Skriften står
DDS 343.

I forbindelse med foredrag har jeg ikke sjældent bestilt “Kirken den er et gammelt hus, “DDS 323 også fra 1836. Men ved bestemte lejligheder har jeg dog af nød måttet præcisere mit ønske, da salmebogen ikke har været tilstrækkelig.

“Hvis du så vil vælge en salme”, plejer rektor på Pastoralseminariet i København Mogens Lindhardt at sige, når han har bedt mig fortælle vordende præster om forholdet mellem stat og kirke herunder om rækkevidden af Grundlovens § 4.

Ligesom Rørdam i sin tid bad om Grundtvigs mindedigt om Kong Frederik den sjette, ”men det skal være den med katten”, så har jeg måttet svare, at vi skal synge ”Kirken den er et gammelt hus, men det skal være den med”, ”trænger så lidt til drot som præst” fra højskolesangbogen.

Det er slut nu. Ønsker jeg, at hele salmen skal synges, må den fotokopieres fra gamle højskolesangbøger. Verset er nemlig nu også fjernet i højskolesangbogen.

Beretningen viser, hvordan Grundtvigs kamp mod det etablerede og sammenspiste præsteskab, også kan ophidse nutidens gejstelighed og få skiftende salmebogskommissioner med adskillige læge medlemmer til at bortcensurere, hvad man ikke bryder sig om. Stridens æble er verset:

“Aldrig dog glemmes mer i Nord
Kirken af levende stene,
Dem, som i kraften af Guds Ord
Troen og dåben forene!
Selv bygger Ånden kirke bedst,
Trænger så lidt til drot som præst,
Ordet kun helliger huset.”

Jeg sidder her med 3.salmebøger og har slået op under den nævnte salme. Ingen af dem har verset med.

Jeg sidder endvidere med flere udgaver af højskolesangbogen. Verset er med i alle udgaver undtagen i den sidste udgave. Meget tankevækkende, at højskolesangbogudvalget har foretaget den bortcensurering, som giver salmen en klar skævhed i forhold til de andre udgaver.

Nu er verset så alligevel på forunderlig vis, men let skjult kommet ind i den nuværende udgave af salmebogen. Men ikke i ”Kirken den er et gammelt hus”, nej verset har fået sit eget nummer og vil derfor
formentlig sjældent blive anvendt. Mange har slet ikke lagt mærke til, at verset er medtaget og i indholdsfortegnelsen leder man forgæves, fordi verset står som andet vers i nr. 329.

Hvad der er den sande historie om versets indsmugling i en skammekrog i den seneste salmebog, skal jeg ikke kunne sige, men det forlyder, at Kirkeligt Samfund ønskede, at verset skulle med, og affandt sig med det kompromis, at verset blev trykt helt udenfor sin sammenhæng. Trykt blev det dog.

Selv mobbede jeg i årevis et medlem afsalme kommissionen, dog uden at opnå, at verset kom med, hvor det hører hjemme.

Det er lidt komisk, at salmebogskommissioners medlemmer har været så bange for dette vers. Som en meget dårlig undskyldning kan man alene fremføre, at det famøse vers ikke har været med i generationers
salmebog. Men hvad er det i grunden man er så bange for, siden man ikke har turdet lade verset komme med.

Værre er det dog, at højskolesangbogens udvalg ligefrem har fundet anledning til at gøre op med generationers tradition om at medtage verset og har fjernet det i den seneste udgave.

Det tør siges, at gamle Grundtvig stadig kan give anledning til strid og fornærmede miner. Det er egentlig forrygende morsomt, at han stadig kan forarge og forskrække meget.

At verset er skrevet i en tid, hvor Grundtvig kæmpede mod autoriteterne er givet. At den blev sunget ved festgudstjenesten i Christiansborg Slots Kirke ved hundredåret for den første menighedsrådslov, skal
måske opfattes som en reverens overfor det almindelige præstedømme. Men menighedsrådene er jo ikke spor mere præstedømme end andre døbte.

Det bliver spændende at se, om salmebogskommissionen og højskolesangbogudvalget i næste udgaver tør lade verset stå, hvor det hører hjemme.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *