Kirkens lysregulering

Liturgi er en form for adfærdsregulering, som er nødvendig, når vi er mange – forskellige – mennesker, der samles om noget fælles. Alligevel er det ikke den faste form, men Helligåndens frie virke, vi er samlet om

TEKST: BIRGITTE ROSAGER MØLDRUP, SOGNEPRÆST VED KOLLERUP OG VINDELEV, JELLING, MEDLEM AF GRUNDTVIGSK FORUMS STYRELSE

En kendt person bliver i Kristeligt Dagblad spurgt, hvad han bruger sin weekend til, og Gud ske lov er han gennem de senere år gået hen og blevet vanekristen. Han mener nemlig, at mennesker har brug for ritualerne. Selv i udlandet søger han kirkerne – det giver ham ro. Er det ritualerne? Eller kunne det ikke lige så godt være rummet, lydene, at han genkender en kalk, en dåb, en præst, at noget bliver sagt?

Den kristne kirke world wide har en utrolig variation i liturgien, men der er trods alt elementer, der lidt kedeligt kunne kaldes: ”gennemgående træk”. Ting som er tydelige tegn på, at det er en kristen kirke, jeg sidder i. Kunne man forestille sig at indkoge ritualbogen til alene at vejlede præsten til at sørge for, at der er de gennemgående træk: Et rum, en udpeget præst, sang og musik, nadver, dåb og at evangeliet lyder og bliver fortolket ordentligt – og sidst, men helt afgørende: nogle mennesker.

Liturgien er en regulering af vores adfærd: Vi har nogle led, et start- og slutpunkt, for ellers vil der helt sikkert være kaos og dyb uenighed, om det nu absolut er nødvendigt at synge igen – for femte gang? Eller om vi ikke helt skal lade være med at høre på den urimeligt provokerende bibelske tekst? Osv.

I skrivende stund holder vi kirke uden at kunne komme i kirke. En coronakrise har tvunget os online, om det så er live eller på skrift. Det er fordi, vi ikke kan holde kirke uden mennesker. Vi venter selvfølgelig på næste gang, vi kan mødes i kirken og gennemspille den liturgi, som vi kender så godt. Men jeg tror allerede, coronakrisen har gjort noget ved mig. Jeg ved jo godt nu, at kirken ikke står og falder med, at vi fastholder en særlig liturgi. Ordet leveres eller kommer til os fra tablet eller mobilen på fuldt ud legitim og vedkommende måde, også selvom det ikke er fyldestgørende, men kun i mangel af bedre. For vi kan ikke tillægge ritualerne eller liturgien en egentlig betydning online. Hvorfor egentlig ikke? Fordi det kræver, at vi er sammen. Og det er måske kirkens og liturgiens hele eksistensberettigelse: At vi er nogen, der er det samme sted på samme tidspunkt, for at gøre det, vi godt kunne gøre hver for sig, men det vil vi ikke.

Der er gode teologiske begrundelser for, at domkirkens synkron-altergang i hjemmene ikke var en altergang, men der er også den helt basale grund, at ritualerne er meningsløse at udføre, hvis ikke de gør det, de skal: Regulere vores samvær. For kan man ikke kalde liturgien det: En kirkens lysregulering. I de store linjer: At vi alle sammen skal døbes for at være medlemmer, ligesom alle er enige om, at vi går over for grønt. At vi alle fastholdes i det, Jesus har givet os ved altergangens mysterium, så vi ikke glider væk fra den rystende detalje, at Jesus døde for dig og mig. Liturgien er en regulering af vores adfærd: Vi har nogle led, et start- og slutpunkt, for ellers vil der helt sikkert være kaos og dyb uenighed, om det nu absolut er nødvendigt at synge igen – for femte gang? Eller om vi ikke helt skal lade være med at høre på den urimeligt provokerende bibelske tekst? Osv.

Der skal være en regulering, fordi man ikke skal starte forfra, hver gang vi mødes, og finde ud af, hvordan vi gør lige denne her søndag. Måske er det bare derfor, vi har en liturgi?

Professor i samtidsteologi Niels Henrik Gregersen skriver i indledningen til bogen Den generøse ortodoksi: ”Kirke og kristendom kan næppe overleve uden sansen for en midte, der befinder sig mellem alt for snævre og alt for diffuse forståelser af kristendommen.” Det er det, liturgien skal hjælpe os med: At bevare sansen for en midte, mellem det alt for snævre og det diffuse, der i begge tilfælde, når det gælder gudstjenester, er decideret nedbrydende.

Den midte kræver, at man har nogle regler, fordi vi er rigtig mange døbte, der har en mening om kirkens alting. Der skal være en regulering, fordi man ikke skal starte forfra, hver gang vi mødes, og finde ud af, hvordan vi gør lige denne her søndag. Måske er det bare derfor, vi har en liturgi? For at holde en orden, men samtidig altid med plads til Helligåndens virke. Faktisk lidt ligesom den velordnede have, der kan have snorlige rækker. Den har i den grad været i menneskehænder, men den er stadig natur. En gudstjenestes liturgi er som med menneskehænder at skabe ordnede snorlige kanaler for Guds nærvær, men det er stadig Helligånden, der virker. Jeg tror derfor ikke, vi skal være bange for at lave om på ting, hvis tiden kalder på det, men jeg vil være mere påpasselig med at give slip. For vi har brug for kirkens lysregulering.

Det betyder på den ene side, at en liturgisk ’frisættelse’ i mine øjne ville være nedbrydende for det at fastholde kristendommen som noget, vi har til fælles. Men en liturgisk ’frihed’ er på den anden side nødvendig, for at den kan tilpasse sig tider og steder. Men det kræver en liturgisk ramme eller et stillads – en regulering af det tilfældige, men altid med en mulighed for at tænke nyt. Der er jo heller ikke nogen, der forbyder dig at hoppe over for grønt.

Skal der være større liturgisk frihed?

Skal der være større frihed for den enkelte kirke til at udforme gudstjenesten på sin egen måde? Hvad mener de, der betegner sig selv som ’grundtvigske’ mon herom? Måske ikke overraskende, så mener de ikke det samme …

Søndagsgudstjenesten – højmessen – er til debat. Både de enkelte delelementer og den overordnede ramme, herunder hvem der skal bestemme: Skal en stor del af højmessen være fælles for alle og autoriseret, dvs. påbudt? Eller skal der være frihed til at finde sit eget udtryk og form lokalt?

Frem til 26. marts 2021 (fristen er blevet forlænget pga. coronavirus) kan man skrive ind til folkekirkensliturgi@km.dk og dermed spille ind i den fælles drøftelse heraf. Her kan du finde en række indspark i diskussionen

Dette er ét ud af otte indlæg i serien ‘Skal der være større liturgisk frihed?’ – læs de øvrige indlæg her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *