Ord til Ord: Kvinden der skulle stenes

ORD TIL ORD er en refleksion over en bibeltekst, som i hvert nummer gives som en udfordring til en ny ’prædikant’. Bibelteksten er denne gang historien om kvinden, der skulle stenes – fortællingen er ikke en del af kirkeårets prædikentekster, men som eksempelfortælling spærrer den vores øjne op for den konkrete, virkelige kvinde, fortællingen handler om. Og burde den måske i dag være en del af tekstrækken? Ordet er denne gang givet til Else Kragelund Holt, fhv. lektor i teologi på Aarhus Universitet

The woman caught in adultery, Julia Stankova (Bulgarien), 2015

TEKST: ELSE KRAGELUND HOLT, FHV. LEKTOR I TEOLOGI, AARHUS UNIVERSITET

Jeg havde egentlig aldrig set hende før, kvinden, der var blevet taget i utroskab, hun, som nogle trosivrige jødiske mænd anbragte for øjnene af Jesus. Skulle hun stenes, spurgte de, skulle man følge loven, eller hvad mente Jesus om det?

Hun har det med at forsvinde blandt alle mændene, kvinden, som det hele handler om. For vores læsning af teksten fører os som regel et helt andet sted hen, til Jesus og hans afvisning eller til de selvretfærdige mænd, der må gå skamfulde bort. Når Jesus tilgiver kvinden, vil han nok også tilgive os, tænker vi. Eller: Man må ikke dømme andre, det ved vi godt, for hvem er uskyldig? Og dét ku’ de dér mænd så lære! Men kvinden – hvad med hende? ”Du kan gå,” siger Jesus til hende, ”men fremover skal du lade være med at gøre noget forkert.” Og så går hun, må vi gå ud fra, for Jesus fortsætter med at tale om sig selv som verdens lys – vistnok mest for at provokere de fremmødte farisæere, men kvinden hører vi aldrig mere til. Hun er et eksempel i en eksempelfortælling om Guds tilgivelse.

Til min rædsel har jeg opdaget, at hun er meget mere end et eksempel i en gammel fortælling. Hun er virkelig. Man skal bare skrive ’stoning – women’ i søgefeltet på sin webbrowser, så dukker hun op.

Men i de senere år har jeg fået øje på hende, for til min rædsel har jeg opdaget, at hun er meget mere end et eksempel i en gammel fortælling. Hun er virkelig. Man skal bare skrive ’stoning – women’ i søgefeltet på sin webbrowser, så dukker hun op, nogle steder som tekst, nogle steder som hovedpersonen i en ubærlig video. Jeg vil ikke se dem, videoerne. Jeg tør ikke. Men ikke desto mindre er de der, blot i overskrifterne:

”Afghan woman stoned to death over adultery accusation” (CNN 4. november 2015). “Al Qaeda in Yemen Stones Woman to Death for Adultery” (Agence France-Presse, 4. januar 2016). “Man Allegedly Stones Wife To Death In Rajasthan After Argument.” (India News, 23. December 2018). ”Afghan Rights Group Investigating Video of Woman Being Stoned To Death” (menneskeretsgruppe 3. februar 2020). ”Video shows ISIS stoning woman in front of her father” (Alarabiya.net 20. maj 2020).

Et par af kvinderne har navne: Aisha Ibrahim Duhulow, 13 år, Somalia; Soroya M, Iran.

Videoen fra Afghanistan november 2015 ligger på YouTube og er forfærdende, da jeg modvilligt åbner den alligevel. Billederne er slørede, men viser en kvinde, nedgravet i et hul i jorden og med hovedet dækket af en sæk. Omkring hende står en gruppe mænd, der kyler sten i hovedet på hende. Gudskelov er der ingen lyd.

Steningernes realitet sættes i perspektiv af det ansete norske Chr. Michelsen Institutt for Videnskap og Åndsfrihet (www.cmi.no), der pt. er det største forskningssted for udviklingsstudier i Skandinavien. De skriver i en rapport, at man ikke skal fokusere på stening i Sudan, hvor det i praksis ikke længere eksisterer. Dér er problemet nemlig udbredelsen af en anden barbarisk straf for ægteskabsbrud eller blot det, at man ikke gifter sig med den mand, familien har udvalgt: 100 piskeslag. Så er vi jo lige vidt.

Vi lever i en verden, hvor fordømmelse er livsfarlig
Kvinden, der var blevet taget i utroskab, har for mig fået et ansigt og et navn. Hun er ikke blot historisk eller del af en teologisk lærefortælling, hun lever og dør i dele af den muslimske verden. Min reaktion er ikke udtryk for islam-bashing, det ligger mig politisk og teologisk fjernt. Islam er så meget mere end dette, både godt og skidt. Nej, dette er udtryk for den værst tænkelige rabiate islamisme, hvor kvindens liv måles på den mandlige ejers ære, og som også af denne grund må bekæmpes.

Men billederne af de nedgravede kvinder, hvis hoveder rammes af sten efter sten, før de forhåbentlig mister bevidstheden og til sidst dør, gør også noget ved min forståelse af den nytestamentlige tekst. De får mig til at se bagom dens åbenlyse budskab, at Gud ikke dømmer som verden gør, og at verden måske burde dømme sig selv, før den dømmer andre. De rummer også en levet, aktuel, forfærdelig og konkret virkelighed. Billederne får mig til at se, at vi lever i en verden, hvor fordømmelse er livsfarlig, især for kvinder, for børn, for slaver.

Jeg indser også, at vores eksistentielle bibellæsning, hvor vi selv er centrum for tekstens budskab, måske en gang imellem får os til at overse vores næstes behov for hjælp. Det tiltagende fokus på min egen eller mine ligemænds og -kvinders forurettelse er med til at lukke mine øjne for den lidelse, der findes rundt om mig. Men også det eksegetisk-teologiske fokus på Guds nåde mod mig og hans tilgivelse af mine synder lukker af og til øjnene for aspekter, der er mindst lige så vigtige. Er det tilfældigt, at det netop er en kvinde, der efter loven skal stenes til døde, der er Jesus’ eksempel?


Teksten

Johannesevangeliet kapitel 8 vers 1-11 (fra Bibelen 2020)

Jesus tog ud til Oliebjerget, og om morgenen kom han tilbage til templet. Folk kom hen til ham, og han satte sig ned og begyndte at undervise dem. De skriftkloge og farisæerne kom med en kvinde, der var blevet taget i utroskab, og de stillede hende midt i forsamlingen. ”Rabbi,” sagde de. ”Kvinden her er taget på fersk gerning sammen med en anden mand, og i den lov, Gud har givet Moses, står der, at den slags kvinder skal stenes. Hvad siger du til det?” De stillede spørgsmålet for at få Jesus til at sige noget, de kunne anklage ham for, men han bøjede sig bare forover og gav sig til at skrive med en finger i sandet. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde: ”Den af jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”

Og så bøjede han sig igen ned og skrev i sandet. Da de hørte det, forsvandt de én efter én, de ældste først, og til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden.

”Hvor blev de andre af?” spurgte Jesus og rettede sig op. ”Var der ingen, der dømte dig?” ”Nej, Herre,” svarede kvinden. ”Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. ”Du kan gå, men fremover skal du lade være med at gøre noget forkert.”

Prædikanten

Else Kragelund Holt (ph.d. og fhv. lektor) blev født ind i efterskole-grundtvigianismen. Skønt pensioneret fra universitetsteologien har hun derfor stadig en ubændig trang til folkelig formidling, indledt med fællessang.

 


ORD TIL ORD er en refleksion over en bibeltekst, som i hvert nummer gives som en udfordring til en ny ’prædikant’. Bibelteksten er denne gang fra Johannesevangeliet kapitel 8. Teksten er ikke med i de tekstrækker, der prædikes over i folkekirken.

 

Grundtvigsk Tidende 5/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *