Det var en sommermorgen

Bjørn Bredal: “Danske forældre, som får den frygtede meddelelse fra Afghanistan, finder næppe trøst i Grundtvigs løvesnak. Men i hans forsvundne sol og i hans kvalte fuglerøster er der måske en mærkelig trøst.”

Danske forældre, som får den frygtede meddelelse fra Afghanistan, finder næppe trøst i Grundtvigs løvesnak. Men i hans forsvundne sol og i hans kvalte fuglerøster er der måske en mærkelig trøst.

Af Bjørn Bredal, tidl. redaktør Politiken

Hver gang, vi får en falden soldat hjem fra Afghanistan, tænker jeg på Grundtvig: “Guds fred med vore døde / i Danmarks rosengård”. Linjen dukker op af underbevidstheden til P.A. Heises melodi, den synger sig selv i mit hoved og åbner en vej til første linje: “Det var en sommermorgen”. Grundtvigs anslag lyder som dur, men komponisten har forstået, at det er mol. Heise har i det hele taget sat musik til digtet, så det klinger som en elegi og ikke som et heltekvad. Jeg bider mærke i årstallene: tekst 1850; melodi 1864. Sejr og nederlag.

Nu sidder jeg så med sangen, løber den igennem og bliver klar over, at jeg kun husker halvdelen. Alt det med heltedåd og Holger Danske er fuldstændig forsvundet fra min hukommelse, og godt det samme: Bragesnak om “Danmarks dronningstol” og “gamle Hildetan” tjener nok hverken Grundtvig, poesien eller Danmark til ære.

P.A. Heise har da også sørget for, at denne den værste side ved Grundtvig skjules i en vidunderlig melodi, der fastholder sørgetonen fra start til slut – og kun lader en forbigående D-dur akkord på slag og på folk og på fjeld (for nu kun at nævne de tre første vers) være en antydning af, hvor galt det kunne være gået, hvis ikke komponisten Heise havde forstået digteren Grundtvig bedre end Grundtvig selv.

Hele denne sørgesang kunne jo sagtens have lydt så fjantet som “Dengang jeg drog af sted”. Men Heise lægger aftenstemning ind allerede i Grundtvigs sommermorgen, og midt i melodien bliver D-dur kun en lille lysning og drejning, der viser tilbage til e-mol: “og alle fuglerøster / i struben kvaltes de”.

Sommer- og julesorg
Danmark er så smuk i højsommeren, at det gør ondt. Grundtvig fanger det på en måde, som rækker ud over slaget ved Isted, sangens umiddelbare anledning. Jo smukkere, de levendes land er, desto sværer, at vi er her kun så kort. Man kan græde en julidag i Danmarks rosengård, man kan bløde af hjertesår, som man knap selv kender anden årsag til, end at det hele skal mistes. Der går en linje fra sommersorgen her ved Isted til julesorgen på Christianshavn i “Velkommen igen Guds engle små”:

De dejlige solskinsklæder i julesalmen dækker over noget sort, som også sitrer i de lyse nætter: “Og hver gang Danmark græder / guldtårer med guldklang /og hver gang øjet perler / ved liflig vemodssang …”

Det “liflige” er der noget villet over, det klinger lidt hult og fører lovlig let frem til sangens sidste linjer, “hvor Danmarks julihelte fik deres lejested!” – med udråbstegn og det hele. Men  dråbstegnet er måske ligesom andre drabelige virkemidler i sangen en art magtesløs besværgelse, en gysende uerkendt … erkendelse af, hvor galt det kunne være gået “den lange sommerdag”, da “Gud gav en herlig sejer”, mens det “fra morgengry til middag (…) tordned slag i slag.”

For Grundtvig havde jo to sønner med i slaget ved Isted. De overlevede, Svend og Johan, men hvilken angst må deres far, digteren, ikke have gennemlevet. Det er puslingerne i hver en vrå, det er disse vores helt egne Guds engle små, som både gør os livet allerkærest og bereder os den dybeste uro og måske de største sorger.

Angst i fuld flamme
Den israelske forfatter David Grossmann har skrevet en roman, der kredser om netop dette. Den udkom på dansk for kort tid siden, og jeg vil tillade mig at citere indledningen fra min egen anmeldelse i Politiken:

Enhver mor eller far kender uroen: Er mit barn levende? Den lille kan sove nok så sødt, vi tjekker alligevel i smug og for en sikkerheds skyld: Trækker han vejret? Forældre, hvis børn går i krig, oplever den lille uro som angst i fuld flamme: at det skal ringe på døren, og der står to officerer med en meddelelse. Også danske familier lever i dag med denne angst, men fornæsten alle israelske familier har den mulige meddelelse altid været et uomgængeligt vilkår, noget dybt og afgørende i landets bevidsthed, underbevidsthed og selvforståelse. Hos David Grossman mødes den helt almindelige angst med den særligt israelske i et mesterværk af en roman: “Kvinde på flugt fra meddelelse”.

“Det var en sommermorgen”.
Jeg bider mærke i årstallene:
tekst 1850; melodi 1864.
Sejr og nederlag.

Hun hedder Ora, hans hovedperson af en frodig, rapkæftet kvinde i halvtredserne, skilsmissemor, jiddisch mamma, elskerinde, kvinde fuldt og helt, som i to gange tre år har måttet leve med, at hendes sønner var værnepligtige i den israelske hær.

“Det var en sommermorgen”.
Jeg bider mærke i årstallene:
tekst 1850; melodi 1864.
Sejr og nederlag.

Da den yngste, Ofer, omsider er gennem sine tre års militærtjeneste, aftaler mor og søn at fejre friheden og deres fælles liv med en vandretur i bjergene, de to alene. Men dagen før, de skal af sted, ringer Ofer hjem og siger, at han har meldt sig frivilligt til en militær operation i Libanon. Ora er knust, hun frygter det værste og beslutter sig for at forsøge en “studehandel med skæbnen”: Hun forlader hjemmet og afskærer sig fra enhver form for kommunikation, der ville kunne bringe hende en mulig “meddelelse”. Irrationelt og instinktivt forestiller hun sig, at hun beskytter sin søn mod det værste – ved at det værste ikke vil kunne meddeles.

David Grossman havde arbejdet på sin monumentale roman i tre år, da den anden Libanonkrig brød ud i sommeren 2006. Hans egen yngste søn, Uri, gjorde tjeneste i panserstyrkerne: “Jeg havde en følelse – eller nok snarere et håb om – at bogen, jeg skrev, ville beskytte ham”, står der i efterordet. Men Uri blev dræbt i Sydlibanon 12. august 2006, og David Grossman afslutter sit efterord: “Efter at vi havde siddet shiv’a, vendte jeg tilbage til bogen. Det meste var allerede skrevet. Hvad der mere end noget andet havde ændret sig, var virkelighedens ekko, som den endelige version blev skrevet i”. Virkelighedens ekko Virkelighedens ekko lyder også i Grundtvigs “Det var en sommermorgen”. Og jeg tror som antydet, at sangens højstemte passager kan være digterens måde at
være “på flugt fra meddelelse” på:

Dér faldt den gamle nordmand, /
den djærve
Schleppegrell, /
han regned mer ej kugler, /
end hagl det hårde fjeld! /
Dér faldt den bolde Læssøe /
i helte-manddoms-år, /
og for
den danske løve /
det var et hjertesår!

Hvis den danske løve i dag er Istedløven, så hører det med til historien, at den jo lige er vendt tilbage til Flensburg. Kan den dernede være med til at flytte fokus væk fra nederlaget i 1864 og tilbage til sejren i 1850, som Grundtvig besang så smukt, så sørgeligt – og sine steder så lovlig pompøst? Det kan løven næppe. Og danske forældre, som i dag får den frygtede meddelelse fra Afghanistan, finder næppe heller megen trøst i Grundtvigs løvesnak. Men i hans forsvundne sol, i hans fuglerøster, som kvæles i struben, er der måske en mærkelig trøst.

Sommersorgen slukkes ikke, men som Sophus Claussen sagde: “…når alting glipper, er der trøst at øse, i tragedien hos de store trøstesløse”. Fuldtonet mol som hos P.A. Heise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *