fbpx

Læreruddannelsesliv som liv i vid og bred forstand

Anbefalingerne til en revideret læreruddannelse opfordrer politikerne til at sikre bedre muligheder for, at ‘læreruddannelsesliv’ kan vokse og blomstre på uddannelsen

Caroline Holdflod Nørgaard, foto: Rune Pedersen

TEKST: CAROLINE HOLDFLOD NØRGAARD, FORPERSON I LÆRERSTUDERENDES LANDSKREDS

Kun spiren frisk og grøn

Sådan lyder titlen på Tage Kampmanns bog om læreruddannelsens udvikling 1945-1991. Som læsere af Grundtvigsk Tidende formentligt vil vide, stammer titlen fra et vers i Grundtvigs ’Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord’ fra 1839. Verset fortsætter således:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer.

Kampmann mente, at den i poetisk form leverede et smukt pædagogisk billede – en metafor om opdragelse. Det kan jeg kun give ham ret i. Kampmann (1918-2013) var KFUM-formand, seminarierektor og en markant bagmand bag læreruddannelsesloven af 1966 som embedsmand i undervisningsministeriet.

En god lærer skal kunne ‘starte en sang og holde en tale’

Som forperson i Lærerstuderendes Landskreds har jeg det seneste år været dybt engageret i udarbejdelsen af anbefalinger til en revideret læreruddannelse anno 2022. Den daværende Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) igangsatte et større udviklingsarbejde i november sidste år, hvor vi har deltaget sammen med repræsentanter fra Danske Professionshøjskoler, Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening. Ambitionen er, at en revideret uddannelse kan træde i kraft allerede næste år. Når jeg starter ved Tage Kampmann og Kun spiren frisk og grøn, skyldes det vigtigheden af, at en ny læreruddannelse må gribe nært om den historiske og pædagogiske tradition som lærergerningen og uddannelsen hviler på.

Den tætte forbindelse mellem højskolen og seminarierne
Historisk har der været en tæt sammenhæng mellem højskolen og seminarierne. Ifølge Kampmann betød det, at seminarierne følte et ansvar for at bidrage til den personlige udvikling, som var nødvendig for at blive en del af lærergerningen. At blive til som lærer handler således om noget andet og mere end at få ’undervisningskompetence’ – et begreb, som fik sit indtog i den nuværende læreruddannelse i 2013. Som en del af den nye tilgang til læreruddannelsen hørte også indførelsen af læringsmålsstyring, modulopbygning og overgangen fra en selvstændig læreruddannelseslov med udspecificeret formål – til at læreruddannelsen i dag blot er bestemt i en bekendtgørelse. En bekendtgørelse som til gengæld indeholder en overvældende mængde af videns-, færdigheds- og kompetencemål.

I det aktuelle arbejde vil vi gerne tage skridt væk fra den retning og tilbage til nogle af de værdier og uddannelsestraditioner, som blandt andet Kampmann ridser op. For som en læreruddannelsesleder sagde til mig tidligere på året: ”Da jeg gik på seminariet, lød det at en god lærer skal kunne ’starte en sang og holde en tale’”. En linje jeg har brugt flere gange siden som et billede på, at lærergerningen overskrider opgaverne med at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning i skolen.

I udviklingsarbejdet har vi arbejdet med ni dimensioner af lærergerningen, som uddannelsen skal forholde sig til:

  • Læreren som myndighedsperson
  • Læreren som fagperson
  • Læreren som undersøger og udvikler af praksis
  • Læreren som kulturskaber og kulturbærer
  • Læreren som leder
  • Læreren som samarbejdspartner
  • Læreren som relationsudvikler
  • Læreren som didaktiker
  • Læreren som samtalepartner og retoriker.

Med skolens kompleksitet og de mangeartede etiske og pædagogiske dilemmaer, der optræder i et lærerliv på dagligdagsniveau, virker det indlysende, at læreruddannelsen ikke kan forberede os på alt. Læreruddannelsen hverken kan eller skal lære os en ’best practice’ for undervisningen, men den kan udvikle os som alment dannede professionelle med en dyb faglighed i forhold til vores fag og en forankring i pædagogisk teori og forskning.

Opgør med moduliseringen
Læreruddannelsen skal være det sted, hvor vi bliver til som lærere og bliver bedre rustet til at træde ind i lærergerningen. Den kræver et opgør med moduliseringen af læreruddannelsen, så vi kan skabe en bedre progression i respekt for, at dannelsesprocessen kræver fordybelse og tid. Helt som i Grundtvigs billede, hvor planten fryder med sin frugt, når høsten kommer. Ting tager tid – ikke mindst at blive lærer. Det tager også længere tid end de fire år, som læreruddannelsen er normeret til. Derfor har vi i udviklingsarbejdet arbejdet med at se på læreruddannelsen som en grunduddannelse i tæt sammenhæng med både indsatser for nyuddannede lærere og den løbende efter- og videreuddannelse. Også i et rekrutterings- og fastholdelsesperspektiv er det  altafgørende, at vi formår at skabe flere karriereveje i lærerprofessionen.

Foto: Københavns Professionshøjskole

Muligheden for at fordybe sig i sit fag og fordybe sig sammen med underviser og medstuderende kræver også langt mere fysisk undervisning. Undervisningen på hold udgør et særligt  dobbeltdidaktisk rum på læreruddannelsen, da det imiterer skolens klassefællesskaber. Derfor har den særlig værdi og fylder alt for lidt i den eksisterende undervisning. Udover mere tid til undervisning har læreruddannelsen også brug for mere af alt det, der ligger uden for den formelle undervisning. I den forbindelse vil jeg gerne bringe et uddrag fra Tage Kampmanns beskrivelse af læreruddannelsen anno 1945:

Forstanderen og mange lærere samlede en aften om ugen eller måneden elever i deres hjem til studiekredse, litteraturaftener, bibeltimer eller åbne drøftelser, og på seminariet var lørdagsaftenener ofte en kombination af åndelig føde og fest. Seminariets kor og orkestre var levende elementer i de tilbagevendende festers og koncerters program, og teater- og revyforestillinger var også faste årlige begivenheder. Jo, seminarieliv var liv i bred og vid forstand (Kampmann 1991).

Fra politisk side kan man sikre bedre muligheder for, at et ’læreruddannelsesliv’ kan vokse og blomstre på uddannelsen ved at tilbagerulle nogle af de styringsmæssige centraliseringer, som har præget uddannelsen i dette årtusinde. Der er brug for større lokalt ejerskab og selvstændighed over økonomi og beslutninger. Dygtige læreruddannelsesledere skal have en større plads i  uddannelsesdebatten og i lokalsamfundene og større frihed til, i samarbejde med studerende og undervisere, at tilrettelægge en god læreruddannelse.

I udviklingsgruppen for læreruddannelsen har vi netop afsluttet vores arbejde. Blandt andet fremlægger vi et helt nyt forslag til tilrettelæggelse af praktik og tilknytningen til skolens praksis samt et nyt forslag til fagområder under ”Lærerens Grundfaglighed”. Traditionelle kerneområder som ”pædagogik” og ”retorik” er i de seneste læreruddannelser forsvundet. Det er på tide, at de finder tilbage. Det gælder også læreruddannelsens formål og et nyt og forenklet målhierarki.

Læreruddannelsen har en stolt historie, og vi tror på vigtigheden af at gribe nært om det, der har været. Samtidig skal vi udvikle en læreruddannelse, som kan bestå længere end den foregående og kan klæde os på til også fremtidens lærergerning.

Ny læreruddannelse
Hvad skal der til for at blive en god lærer? Hvad er vigtigt at holde fast i på læreruddannelsen – og hvad skal skrottes? Her i november 2021 kom et udspil med anbefalinger til en revideret  læreruddannelse. To personer med indblik og udblik i læreruddannelsen giver i den anledning hver deres bud på den gode læreruddannelse. Læs Bodil Christensens indlæg Lærer er noget, man bliver sammen med andre her.

Grundtvigsk Tidende 8/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.