Og set herfra: Et lærestykke til læreren

Dannelse er mere og andet, end at kunne recitere Herman Bangs forfatterskab. En god karakter afgøres ikke udelukkende af tal, men også af handlinger. Skoleredaktør Katja Gottlieb reflekterer i dette nummers leder over sin første tid som lærer, og hvad hun lærte af Søren…

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

Han var den første, jeg lærte navnet på, da jeg en våd decembermorgen trådte ind i min nye 8. klasse. Søren. Han sad midt i klassen og balancerede rank på stolens to bagerste ben, og jeg kom til at tænke på talemåden ’gale katte får revet skind’, da jeg så ham. Han havde glimt i øjnene, men emmede også langt væk af ulykker. Næsen havde været brækket, kunne man se. Og gennem hans ene øjenbryn løb et langt, lyst ar. Og et eller andet sagde mig, at han ikke ville være superbegejstret for, at jeg i løbet af de næste 45 minutter ville have givet ham Blichers ’De tre Helligaftener’ for til i morgen.

Søren og skolen viste sig at have slået sig gevaldigt på hinanden gennem årene. Og de næste par måneder slog Søren og jeg os også jævnligt på hinanden. Jeg var ivrig efter at leve op til tidens mange krav til skolen. Eleverne skulle blive dygtigere. Og så var der skolens karaktergennemsnit. Det var vigtigt, mente skolebestyrelsen. Og kommunen. Og det skulle være højere end sidste år. Og jeg havde aldrig før ført til afgangsprøve. Så jeg læste regler og vejledninger og begravede klassen i afleveringer og diktater og Blixen og Holberg og fremlæggelser og bograpporter suppleret med forskellige former for tests og prøver, så jeg nøje kunne bogføre hver enkelt elevs meritter.

Der var ikke så meget fis med Søren.

Søren fik ikke så tit afleveret noget og mente i øvrigt heller ikke, det var så vigtigt. Han ville være mekaniker. Og så kunne han godt li’ at fiske. Men han mødte altid op i skole. Også selvom han og jeg ind i mellem røg i totterne på hinanden. Så lod han mig forstå, at jeg var åndssvag og skred fra det hele, og jeg måtte gå op på lærerværelset og ringe til Sørens mor, der tog den nye lærers ambitioner og de deraf følgende sammenstød med hendes søn pænt.

Det var først, da jeg om foråret stod i en billig spejderhytte på Als med en klasse, der var godt inde i Herman Bangs forfatterskab, vidste at Guldhornene var fundet ikke så forfærdelig langt fra Frøslevlejren, som vi var på omvisning i, og i øvrigt også kunne afsynge samtlige vers af ’Det haver så nyligen regnet’, at Søren og jeg fandt hinanden. Han kunne, som den eneste elev i klassen lave en bechamelsovs og sørge for, at lasagnen kom i ovnen, så vi kunne spise klokken 18:00. Han kunne feje et gulv og få sine klassekammerater til at stole op efter sig. Og da ingen ville gøre rent på et af toiletterne, gik han uden at kny ud og greb toiletbørsten. Der var ikke så meget fis med Søren. Jeg lærte meget af Søren, ikke mindst, at vi alle sammen kommer fra forskellige steder og skal forskellige steder hen. Søren var en på mange måder virkelig kompetent dreng, der var anbragt i et system, der ikke rummede ham. Han var en puslespilsbrik, der ikke passede ind. Og jeg var en uerfaren lærer.

I dette nummer af Grundtvigsk Tidende kan man læse en artikel af professor Lene Tanggaard, der slår fast, at dannelse er mange ting. Dannelse er også at kunne sætte handling bag ord, skriver hun. Og Lene Tanggaard peger i artiklen også på udfordringerne ved det meget akademiserede skolesystem, vi har skabt. Hvis man vil længere ind i tidens spørgsmål om læring og effektivitet, så kan man bladre videre til Helge Christiansens anmeldelse af Tanggaard og Skovmands bog Hvad vi taler om når vi taler om at lære, som jeg helt personligt gerne havde foræret mit yngre jeg, dengang jeg stod i 8.A og var verdens mest effektive lærer. Troede jeg.

Grundtvigsk Tidende 1/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *