Og set herfra: Før og efter og så videre …

Som enhver anden krise er coronakrisen anledning til at tænke over, hvordan vi har indrettet os i vores liv og samfund – og om noget trænger til at nytænkes. Herunder undervisningsformerne

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

En sjasket og våd vintermorgen for mange år siden tikkede en sms ind på min telefon. Klokken var omkring halvseks, begge børnene sov stadig, og jeg sad og drak morgenkaffe hjemme ved spisebordet, da alting pludselig blev revet i stykker af sms-lyden. Beskeden startede med ”Undskyld jeg forstyrrer…” og var fra Thomas’ mor. Hun skrev, at Thomas’ far pludselig var død samme nat, og hun syntes bare, jeg skulle vide det. Udenfor, et sted under mørket, lå dagen nystrøgen og næsten klar til brug. Men lige nu var den bare det utrolige mørke, der havde dannet rammen om den mest forfærdelige nat for Thomas og hans familie. Og Thomas’ mor havde alligevel overskud til at undskylde, at hun forstyrrede sin søns klasselærer på privattelefonen, inden solen var stået op. Det havde hun ikke behøvet. For det var en krisesituation.

Som det ligger i ordet krise, der har sin rod i det græske ord for at ’skille, skelne eller afgøre’ noget, ved vi godt, at der gælder andre spilleregler i en krise end i dagligdagen. Når sådan en indtræffer, så sætter man koppen og lader kaffen stå og blive kold på bordet. For selvom man ikke ved, hvad man skal gøre, ved man godt, at man skal gøre noget.

Der gælder andre spilleregler i en krise end i dagligdagen. Når sådan en indtræffer, så sætter man koppen og lader kaffen stå og blive kold på bordet. For selvom man ikke ved, hvad man skal gøre, ved man godt, at man skal gøre noget

Når man arbejder med mennesker, så vil der altid være et element af uforudsigelighed til stede. For det meste er alt, som det plejer. Andre gange sker det uventede, og ofte har man aldrig håndteret en lignende situation før. I hvert fald måtte jeg den morgen konstatere, at der ikke var nogen på lærerseminariet, der havde lært mig, hvad man skulle stille op, når en elev mister en forælder. Og svaret på det spørgsmål, krisen stiller, bliver instinktivt. Man finder en vej, fordi man skal finde vej. Jeg måtte tage fat i en erfaren kollega, der kunne fortælle mig, hvad man gør i sådanne situationer, og sammen kunne vi bygge videre på hendes erfaringer, som også blev til mine erfaringer. Til noget nyt. I dag ved jeg, at det ikke alene er eleven og familien, der rammes i en sådan situation, men hele klassen, som der også skal tages hånd om. Der er kommet andre kriser til siden, og selvom de altid er forskellige, har jeg kunnet tage mine erfaringer med mig og bygge videre på dem.

Hvis jeg tænker tilbage til februar i år, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg dette forår skulle tilbringe næsten to måneder i hjemmekontoret, der i virkeligheden er mit spisebord. Og heller ingen andre, jeg har talt med, havde set det scenarie opstå. Inden landet lukkede ned, var mit forår fyldt af kurser og foredrag, som forsvandt fra den ene dag til den anden. Nu skulle jeg finde en ny vej. Ligesom skoleeleverne der blev sendt hjem og skulle undervises på måder, man aldrig rigtig har prøvet før, og lærerne der skulle tilrettelægge deres undervisning på måder, man tidligere ikke havde troet muligt. Det var en krisesituation.

Hos Efterskoleforeningen og Dansk Friskoleforening har man benyttet en krise til at tænke nyt og bygge videre på tidligere erfaringer med webinarformen, der, som man kan læse om andet sted i dette nummer af Grundtvigsk Tidende, kan noget. Ved at tage fat i noget allerede kendt og udnytte formatet, har man fået noget nyt, som man kan tage med sig og bruge på vejen videre.

Grundtvigsk Tidende 4/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *