Og set herfra: Op fra kælderen

Døden af en forælder er unaturlig, men samtidig er den for det efterladte barn pludselig et vilkår i hverdagen, og dermed på mærkværdig vis en del af normaliteten. Så hvordan håndterer man som elev, klassekammerat og som lærer den situation, når døden pludselig sidder med til undervisningen i klassen? Som i så mange andre af livets store spørgsmål er der hjælp at hente i litteraturen.

TEKST: KATJA GOTTLIEB, SKOLEREDAKTØR

”Hvad er det værste, du kan forestille dig, der kan ske, når du skal tilbage til klassen?” spurgte min kollega Vibeke og så på en lille fyr, der sad på kanten af stolen og tydeligvis helst ville være et andet sted. Han sad på sine hænder og vred sig lidt og så ned i bordet. Jeg havde det lidt ligesom ham. Men Vibeke var øvet. Så hun ventede bare og gav ham den tid, der skulle til. Jeg så ud ad vinduet. Skolegården henlå i vintermørke. Han gik i femte klasse. Det var ved at være jul. Og hans far var død. Han havde været hjemme i dagene mellem dødsfaldet og begravelsen og skulle om lidt ned og møde sin klasse igen.

Modsætningen til normal er unormal. Og nok hører det ikke til normalen, at man mister en forælder, når man kun er 11 år. Men  på den anden side er døden ikke unormal. Den er et vilkår.

Den seneste tid havde han helt berettiget været omgivet af velmenende voksne, der forsøgte at holde hånden under ham i den svære situation, som det er, når man mister en forælder. Klassen havde der også været ekstra fokus på, for det var ikke første gang, en elev i klassen mistede en forælder. For et par år siden var Martines mor pludselig død efter et kort sygdomsforløb. Og nu var Jacobs far altså også død. Man har måske prøvet at miste en oldemor, når man er 11 år. Eller en bedsteforælder. Men forældre er ikke sådan nogle, der normalt går rundt og dør, og uroen havde spredt sig i børnegruppen i takt med, at døden var rykket lidt for tæt ind på livet af 5.A. Og nu sad vi så her og forsøgte at finde ud af, hvordan vi bedst kunne takle Jacobs situation.

”Det værste er, hvis de andre bliver sådan åh-åh, man må ikke sige noget om død, fordi det er synd for Jacob. Sådan er de med Martine. Det er vildt irriterende …”

”OK?” Sagde Vibeke.

”Ja… For jeg vil gerne behandles normalt”, sagde han. Og lagde tryk på normal.

Modsætningen til normal er unormal. Og nok hører det ikke til normalen, at man mister en forælder, når man kun er 11 år. Men på den anden side er døden ikke unormal. Den er et vilkår. Og det er den ind i mellem også for børn. Som fagperson har jeg ind i mellem stået i situationer, hvor jeg har skullet håndtere, at døden pludselig sad med til undervisningen i klassen. Det er svært. Og ubehageligt. Ikke bare for eleven og hans familie. Også for klassekammeraterne, der måske kan finde på at trække sig, fordi de er bange for at tale om det, der er svært. Og hvis jeg sagde, at det ikke havde været svært for mig, så ville jeg lyve. Heldigvis har jeg ofte kunnet vende mig mod litteraturen, der som Martin Blok Johansen skriver i artiklen Døden i børnelitteratur kan tilbyde os et afsæt, et ”et sprog og nogle tankemodeller for mange af de ting i tilværelsen, som ellers ofte bliver forbigået i tavshed.” Og det er en af styrkerne ved den moderne børnelitteratur, at den også tør tage livtag med noget af det, vi ellers helst stuver sammen i kælderen.

Grundtvigsk Tidende 2/2021

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *