Politikerne burde da interessere sig for, at kirken har gode betingelser

INTERVIEW. Der er blandt politikere og i vores samfund en stor iver for at tale religionspolitik, men når det kommer til de kirkepolitiske forhold, er der mere stille, mener formand for Grundtvigsk Forum, Kirsten M. Andersen. Hun efterlyser et større blik for den ramme, der skal fremme de bedste betingelser for menighedslivet. Ligesom hun efterspørger en samtale om den samfundsmæssige betydning af frihed i religionsspørgsmål

"Kirken har et budskab, der kan rumme enhver, selv den der ikke kan holde sig selv ud," siger Kirsten M. Andersen

TEKST: GRETHE KIRK TORNBERG, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER GRUNDTVIGSK FORUM

Kirken er et hus på torvet. Hvem som helst kan gå derind, og den er et fuldstændigt åbent fællesskab, der ikke stiller spørgsmål ved, hvem og hvad du er: ”Derfor er den så vigtig for et samfund. Og derfor burde politikerne da også interessere sig for, at den har rigtig gode betingelser,” siger Kirsten M. Andersen.

Hun beskriver kirken som en af de mest fællesskabsstiftende institutioner, vi har, og undrer sig samtidig over, at der er en berøringsangst overfor at tale om kirken som en institution, der politisk kan diskuteres: ”Det er, som om rigtig mange er bange for det – at man enten synes, det er en så traditionsrig institution, at vi slet ikke kan nærme os den. Eller også synes man, at kirke og stat helt skal skilles ad.”

Kirsten M. Andersen foreslår selv en mulig forklaring på tilbageholdenheden: ”Nu gætter jeg, men det kunne jo godt være, det er fordi, det er udbredt at tænke: ’Jamen, det religiøse er en privat sag. Det vil vi ikke blande os i’. Og det er jo på sin vis også rigtigt nok. Det religiøse er et personligt anliggende. Men hvis kirken skal have gode forhold, så må man politisk være optaget af at sørge for, at den har gode rammer.” Og hun tilføjer: ”Argumenterne for de gode rammer består ikke i, at kirken er en forbedringsanstalt, men i at kirken har et budskab, der kan rumme enhver, selv den der ikke kan holde sig selv ud. Sådan et sted skal samfundet ikke undvære.”

De allerbedste betingelser for kirkelivet
Kirsten M. Andersen peger på, at vi på nogle områder har en folkekirkeordning, der fungerer godt: ”I begyndelsen af det forrige århundrede tog folketinget en fremsynet beslutning om en folkekirkeordning med demokratisk valgte menighedsråd, der samarbejder med præsten og de øvrige ansatte ved kirken. Det samspil er meget stærkere, end hvis det kun var veluddannede præster, der havde myndigheden til at bestemme og ikke også menighedsrådene. Den balance er på mange måder fin, tror jeg. Men den skal jo stadigvæk understøttes i et samfund, der forandrer sig,” siger hun og fortsætter:

”Hvis ikke der bliver uddannet nok præster, så er det et politisk ansvar at tage hånd om, at der bliver uddannet nogle flere. Og hvis der ikke er nok præster nu og her, så er det nødvendigt at få etableret en nødordning, der gør, at det reelt er muligt at få præster, dér hvor folk bor. Har man den indstilling, at religion er en privatsag, så er det svært at få øje på præstemangel som et politisk problem.”

Det handler om at få øje på, at det religiøse også er med i samtalen på torvet. Ikke uimodsagt, men heller ikke på forhånd underkendt.
– Kirsten M. Andersen

Udover det lokale demokrati i folkekirken fremhæver hun også stiftsrådene som et gode: ”Her har staten været med til at sørge for at give en ramme, der styrker samspil mellem præster og menighedsråd til de fælles opgaver i et stift, der ligger ud over det lokale sogn. Ligesom den også har sørget for, at det er lovligt at vie par af samme køn. Det er også vigtigt. For ellers kunne man virkelig have koblet kirken af samfundet,” siger Kirsten M. Andersen.

Alligevel savner hun nogle tydeligere politiske stemmer, der har lyst til at tale om, hvordan kirkens ydre rammer bedst fremmer ’sognets liv og vækst’ som det hedder i menighedsrådsløftet: ”Kirken lever jo der, hvor dens budskab er virksomt mellem mennesker, og så må lovgiverne sørge for, at det er det, loven giver de bedste betingelser for.”

Tag det religiøse i betragtning
Hun overvejer for tiden, hvilken betydning det har, at det religiøse sprog sjældent indgår i politiske og etiske samtaler: ”Et religiøst argument er ikke på forhånd mere fint og ægte. Det har  religionskritikken heldigvis lært os, men det er på den anden side ofte underkendt på forhånd.”

Hun savner lidt større nysgerrighed efter, hvad der kan ligge i et religiøst ritual eller et symbol. Hvilken tænkning eller livssyn rummer det. ”Det er ikke godt, bare fordi det er gammelt, men måske har det en slidstyrke, fordi det viser en flig af livets gåde,” siger hun og fortsætter: ”Ritualer giver adgang til et sprog om livets vilkår. En kristen forståelse, som jeg personligt nødigt vil undvære i den politiske og etiske samtale, er en forståelse af livet som en gave. Det er en forståelse, der åbner for en følelse af taknemmelighed.”

Hun fortsætter til et omdiskuteret emne: ”Vi ser det i den komplicerede diskussion om omskærelse af drenge. Et stort flertal af befolkningen ønsker et forbud. Det er forståeligt nok. Det er ikke en skik i det store flertal pga. sundhed som i en del andre vestlige lande Og kristne omskærer ikke af religiøse grunde, men det gør jøder og muslimer. Personligt er jeg imod omskærelse, men jeg er også imod et forbud, fordi jeg anerkender, at det er af stor betydning for andre religiøse grupper. Det er tydeligvis svært for politikerne at stå ved, at det religiøse skaber stærke forbindelser mellem mennesker. Både mellem generationer og i grupper i vores samfund. Og det mener jeg, staten skal have meget gode grunde til at hindre.

Der kan bestemt være gode grunde til, at staten skal blande sig. Det er godt, at staten har gjort det forbudt at slå børn og på den måde underkendt en kultur, der straffer med vold. Diskussionen er polariseret. Nogle kalder det lemlæstelse og sidestiller det med vold, andre et lille niv. Men uanset er der afgørende værdier på spil. Kroppens integritet og barnets ret til selv at bestemme.

Der er ikke noget at sige til, at diskussionen er hård. Den hører til på torvet, og den må gerne være pågående. Det er bare, som om politikerne og alle vi andre simpelthen ikke har sprog til at inddrage det religiøse i samtalen. Mange kan slet ikke finde noget godt at sige om religion. Det, at det er muligt for det jødiske samfund helt legalt at udøve deres jødedom, er ikke kun godt for jøder, det er også godt for samfundet som sådan. Ligesom det at folkekirken har gode forhold, selvfølgelig er godt for dem, der er medlem af folkekirken. Men det er sådan set også et  samfundsgode. Jeg efterlyser, at det religiøse kan komme til at indgå i politiske og etiske samtaler. At vi bliver bedre til at overveje om et teologisk eller religiøst argument er godt eller dårligt. Det handler om at få øje på, at det religiøse også er med i samtalen på torvet. Ikke uimodsagt, men heller ikke på forhånd underkendt.”

”For jøden er der tale om en pagt med Gud og for mange jøder er det en stærk identitetsmarkør. Her vil en mulig position jo være at sige: ’Jeg kan ikke se, hvad det har med forholdet til Gud at gøre, men jeg kan se, at det betyder noget afgørende for nogle andre.’ Eller man kan spørge ’Hvad betyder det at høre til, siden det er så vigtigt at markere dette med et tegn på kroppen?’ Jeg mener, at med forslaget om at indføre et forbud, kommer staten til at udvise et hovmod, dels fordi vi aflyser den mulighed at overtale hinanden, men også fordi det så heller ikke er nødvendigt at tænke på, om man med et forbud har noget bedre at sætte i stedet for det, et forbud vil rykke fra hinanden,” siger hun og fortsætter: ”Tænk hvis nu, den jødiske overlevering rummer indsigter, og at jøder med ritualet ikke kun tager noget fra barnet, men også giver det noget.”

Det, at det er muligt for det jødiske samfund helt legalt at udøve deres jødedom, er ikke kun godt for jøder, det er også godt for samfundet som sådan.
– Kirsten M. Andersen

”En der har fået mig til at lytte ekstra til den jødiske side af sagen, er den jødiske kulturkritiker Göran Rosenberg. Han ser i omskærelsen en alternativ fortælling til ideen om det uafhængige og smertefrie liv. Overfor menneskets helhed, kroppens helhed, sætter den jødiske fortælling menneskets hellighed. Et symbolsk fundament for meningen med det at være menneske. Der ligger et løfte om at være en del af en lang slidstærk historie, hvor smerten er en del af livsfortællingerne. Og så kan man indvende, at det da er meget negativt. Men det kan også være, det er meget realistisk. Og måske er det noget, der mangler ovre i en anden mere dominerende fortælling: Den sunde hele krop og det selvstændige menneske. Den religiøse tanke om hellighed rummer til gengæld en indsigt om det ufærdige ved mennesket. Det at mennesket bliver til og må dannes. Hvis et politisk flertal er parat til at fratage de religiøse mindretal friheden til at opdrage og tilknytte deres børn en religiøs fortælling, så kan vi komme til at stå i en situation, hvor staten hovmodigt tilbyder: ’Du skal ikke have nogen smerte’.”

”Det er et eksempel på, at hvis vi tilsidesætter ’torvet’ eller civilsamfundet og ser bort fra det jødiske samfunds overlevering fra generation til generation, så er der bare individet tilbage overfor staten, der siger: ’Velfærdssamfundet skal nok sørge for, at du ikke må lide. Der vil ikke ske dig noget ondt.’ Men er det rigtigt? Er det kun det lykkelige liv, der er det gode liv? Er det rigtigt, at det
smertefrie liv er det gode liv?” spørger Kirsten M. Andersen.

Hun er helt med på, at afvejningen ikke er let i forhold til en beskyttelse af barnet (i forhold til omskæring, red.) og hensynet til den meget lange jødiske tradition: ”Men hvis vi nu forestillede os, at man forbød omskæring for at beskytte barnet mod smerte, og barnet så oplever smerte i sit liv, vil det så ikke med rette kunne spørge: ’Jamen, er mit liv så overhovedet noget værd? Hvad har jeg gjort, siden det her overgår mig? Hvorfor er der ikke nogen, der kommer og gør mit liv godt igen?’ Sæt nu smerten indgår i livet.”

Hvor er ateisternes smertefortælling?
Kirsten M. Andersen påpeger, at i kristendommen har dåben en tilsvarende betydning som omskærelsen har det for de jødiske forældre: Dåben er et symbolsk fundament for et liv, ikke et løfte om lykke, men om at indgå i et helligt fællesskab af ånd og sandhed, som det så højtideligt formuleres. Barnet bliver ikke i sig selv fuldkomment ved, at vi sætter et pagtstegn på kroppen. Dåben er en tilknytning til Gud, som barnet kan vokse op ved. Mennesket er ufuldstændigt ved fødslen, og uanset hvor meget et menneske forbedrer sig, forsvinder denne ufuldstændighed ikke. Det pagtstegn, vi sætter, består i at vi slår korsets tegn ved då-ben. Men dermed bliver barnet også døbt med både kors og død og opstandelse. Smerten bliver en del af livsfortællingen i kristendommen, ligesom smertefortællingen med Abraham og udfrielsen fra Egypten er en del af den jødiske fortælling,” siger hun og spørger videre:

”Hvor er smertefortællingen en del af den moderne fortælling? Hvor er ateisternes smertefortælling? Det mangler vi svar på. Har de en bedre historie at komme med?”

Hun tilføjer: ”Jeg mener, vi bør interessere os for, hvad vi står tilbage med, hvis vi forbyder jøderne at beholde deres tradition. Jeg er kristen, og derfor passer kristendommen til mig, og jeg synes, det er et bedre bud. Men det må jo være det, man rykker ud med,” pointerer hun og fortsætter:

”Jeg mener ikke, at alting starter i barnet selv. Jeg synes, det er at stikke børnene en løgn, for der var jo en verden, før de kom. Derfor mener jeg, det er relevant at spørge: ’Hvor er historien om
smerte og forsoning i dit barns opvækst?’ Den der sundhedsdyrkelse, der skubber den åndelige fortælling til side, det er meget lidt grundtvigsk.”

Det stærke frihedssyn
Kirsten M. Andersen advarer mod at lade et abstrakt frihedsbegreb stå alene: ”En frihed til selvbestemmelse for det myndige menneske er en hjørnesten i et retssamfund. Men den frihed, som en retsstat skal garantere den enkelte, er også muligheden for at indfri sin frihed i livet med andre. Jeg er slet ikke overbevist om, at en beskrivelse af mennesket som myndigt er en dækkende beskrivelse for det at være menneske. Det kan i hvert tilfælde ikke stå alene. Vi bliver båret ind og ud af verden og står i gæld til både levende og døde. Mennesket bliver til, og derfor er tilknytning også en del af det at kunne følge sit hjerte og leve et frimodigt og selvstændigt liv.”


Kirsten M. Andersen er formand for Foreningen Grundtvigsk Forum, der står bag udgivelsen af Grundtvigsk Tidende. Foreningen skulle have afholdt generalforsamling den 31. oktober 2020, men generalforsamlingen er udsat pga. corona. Formandens skriftlige beretning 2020 kan læses på www.grundtvig.dk

 

Grundtvigsk Tidende 7/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *