Set herfra: Drøm med åbne øjne

Coronakrisen har givet momentum for utopier og utopister, og den har givet plads til et andet og ‘større’ sprog, hvor vi kan tale om en bedre, klogere og kærligere verden. Men det er ikke helt enkelt både – fx – at drømme om mindre flytrafik, og at souvenirsælgeren på Markuspladsen skal gå mæt i seng

TESKT: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

”Vi er samlet her for at tage afsked med Svend Svendsen. Svend gik hver morgen i 40 år ud ad døren kl. 7.50 med et anerkendelsesværdigt formål. Nu er han død. Han var en stabil og arbejdsom medarbejder, der bidrog til vækst i virksomheden. Vi siger ham tak derfor.”

Det er ikke, hvad vi forventer at høre ved en begravelse. Alle ville finde det upassende. Det, vi her vil høre om Svend, er alt det andet. Hvad interesserede ham? Hvad elskede han? Hvem elskede han? Hvem betød han noget for? Det, vi vil høre, er nemlig, det, der betyder noget.

Men lige så upassende det ville være at sige sådan ved en begravelse, lige så upassende kan det i andre sammenhænge være at bringe spørgsmålet ind om, hvad der betyder noget. ”Skide hippie” siger jeg til mig selv, fordi jeg kommer til at spekulere over, hvorfor det først i anden runde blev godkendt som et anerkendelsesværdigt formål at krydse grænsen mellem Tyskland og Danmark, fordi der er en på den anden side, man elsker. For når alt kommer til alt, arbejder vi vel for at kunne elske og ikke den anden vej rundt. Siger hippien.

”Skide hippie” siger jeg til mig selv, fordi jeg kommer til at spekulere over, hvorfor det først i anden runde blev godkendt som et anerkendelsesværdigt formål at krydse grænsen mellem Tyskland og Danmark, fordi der er en på den anden side, man elsker

Jeg kan sagtens selv svare på spørgsmålet, det er ikke det. For uanset om det var nødvendigt eller ikke at lukke grænserne, så har det dog haft en begrundelse, der har med liv at gøre. Og det samme har det at holde gang i økonomien. Jeg er helt med. Ikke desto mindre er der lige nu et hul i tiden for hippier, og det hul er opstået i kraft af coronakrisen og nedlukningen af samfundet. Lige nu er det muligt at bringe det ’upassende’ store sprog ind i samtalerne. Det er muligt at spørge til, hvad der egentlig betyder noget. Det er muligt at drømme om forandring.

Flere har givet udtryk for, at verden ikke bliver den samme efter coronakrisen. Nogle af drømmene må siges at høre til de (betænkeligt) lavthængende frugter – fx drømmer man på flere uddannelsesinstitutioner om at gøre mere af undervisningen online, sandsynligvis med henblik på at kunne skrue op for elevantallet og ned for varmeregningen. Andre drømmer vildere: Om en grønnere, klogere, fredeligere verden.

Lige nu er det muligt at bringe det ’upassende’ store sprog ind i samtalerne. Det er muligt at spørge til, hvad der egentlig betyder noget. Det er muligt at drømme om forandring

Men drøm med åbne øjne. I bogen Drømmere – Da forfatterne tog magten skriver den tyske forfatter Volker Weidermann om de revolutionære strømninger i 1919, der ville forvandle kongeriget Bayern til et solidaritetens og menneskekærlighedens land. Til Weekendavisen (29. maj 2020) siger han, at han er optaget af det, at disse mennesker kunne drømme – at det så endte med at gå galt, er ikke så vigtigt for ham. Men sådan kan man ikke skille tingene ad, det har historien vist alt for godt. Så hvis vi skal drømme, må det ske med åbne øjne, dvs. på en måde hvor vi ser vores egen begrænsning i øjnene.

Og begrænsningen er allerede til at få øje på. For lige så dygtige vi var til at lukke samfundet ned, lige så ringe har vi været til at genåbne det uden – som små børn – at komme op og skændes om, hvem der er mest betydningsfuld. Hvorfor efterskolerne før højskolerne? Hvorfor Louisiana før det lokale foreningsliv? Hvorfor byggemarkederne før kirkerne?

Drøm. Men drøm med åbne øjne. Jeg drømmer om, at vi stopper med at svine himlen til med ligegyldige flyrejser til feriedestinationer, der efterhånden til forveksling ligner hinanden; men jeg ønsker samtidig, at souvenirsælgeren på Markuspladsen kan gå mæt i seng. Og jeg drømmer om, at vi gentænker vores arbejdsliv, men jeg tror, det begynder med os selv – hver især. Det begynder med, at vi tør have god tid: Fortæl mig ikke om mængden af uåbnede mails i din indbakke. Sig mig i stedet, hvad du lavede i går, som var vigtigt.

Grundtvigsk Tidende 4/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *