Set herfra: I gode hænder

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Jeg er den mellemste af tre søstre. Min lillesøster er kontorchef i Finansministeriet. Min storesøster er læge og leder af Infektionshygiejnen i Region Nordjylland (regionen har mottoet ”I gode hænder”). De er begge på massivt overarbejde i denne tid.

Når jeg nævner mine søstre, er det for at sige, at jeg har mennesker tæt på mig, som fattede coronaepidemiens alvor, længe før den gik op for de fleste af os andre. Dengang for nogle uger siden, da jeg selv stadig trak lidt på skuldrene, har de kunnet forklare mig, at det jo ikke handler om at beskytte folk som mig fra at blive småsyge, men om at undgå, at sundhedssystemet bliver lagt ned og de deraf følgende uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Jeg forstår.

Men til trods for alvoren, og til trods for den på sin vis betryggende fornemmelse af, at vi står sammen i krisetider (hvis det er det, vi gør – hvad siger de i Italien om europæisk solidaritet?), fandt jeg det ikke entydigt betryggende at se et samlet folketing vedtage hastelove, der går meget langt ind i den personlige frihed og giver vidtrækkende beføjelser til sundhedsministeren. Og slet ikke betryggende, at regeringens oprindelige lovforslag var endnu mere vidtgående, herunder at myndighederne skulle kunne trænge ind i private hjem uden en retskendelse(!) ved mistanke om coronasmitte og Covid-19.

Den vedtagne hastelovs indgreb i forsamlingsfriheden er voldsomme, men i det mindste rationelt set begribelige på baggrund af  opfordringen fra lægefagligheden: Spred jer. Man har så tydeligvis ment, at det ikke var nok med en opfordring, selvom den da ellers lader til at virke. Men hvor begribelige er de andre dele af hasteloven, herunder udvidelserne af myndighedernes mulighed for at tvangsisolere og tvangsbehandle? Har vi grund til at forvente, at mange syge vil modsætte sig lægehjælp eller nægte at lade sig isolere?

Hvor befinder frihed sig i behovspyramiden? Hvor højt vægter vi friheden til at mødes med dem, vi vil, eller friheden til at være i fred for indblanding?

Jeg har set dokumentarfilmen fra Wuhan i Kina, der blev vist på DR1 den 9. marts 2020, og som giver indblik i håndteringen af epidemien på epidemiens udspringssted. Det mest rystende var ikke billederne fra hospitalerne. Jeg har fantasi nok til at forestille mig, hvordan det må være at være læge eller sygeplejerske på et hospital, der er brudt sammen. Det mest rystende var billeder af desperat kæmpende mennesker, der bliver tvunget ind i ambulancer og kørt væk. En australier, der bor i byen med sin kinesiske kæreste, sagde til kameraet: ”Man ved ikke, hvornår der kommer nogen. Og hvis de konstaterer, at man har feber, bliver man taget med.” Jeg tænker ikke, dette vil være strategien i Danmark. Tvært imod skal de fleste syge vel helst blive hjemme og – går jeg ud fra – uden en soldat foran hoveddøren. Så igen: Hvad er det for scenarier, vi skal se for os?

Det nye virus er kommet for at blive. Forhåbentlig går det stærkt med at finde en vaccine, men uanset hvad må vi forvente en ny omgang til næste vinter, evt. også i efteråret. Og sandsynligvis nye epidemier i fremtiden. Hastelovgivningen udløber fornuftigt nok senest 1. marts 2021, men – spørger jeg mig selv – vil vi blive ved med at finde det påfaldende og diskutabelt, at der stilles lovforslag, som griber kraftigt ind i grundlæggende frihedsrettigheder?  Hvor meget virus skal der til, før vi begynder at opfatte vidtgående frihedsindgreb som helt normale og acceptable?

Eller – for at spørge på en anden måde – hvor befinder frihed sig i behovspyramiden? Hvor højt vægter vi friheden til at mødes med dem, vi vil, eller friheden til at være i fred for indblanding? Hvor vigtigt er det set i forhold til andre livsforhold? Den senere tjekkiske præsident Václav Havel skrev i 1978: ”Der er åbenbart noget i mennesket, som dette system [det kommunistiske] knytter an til, som det afspejler og kommer tilpas; noget som paralyserer ethvert forsøg fra menneskets ”bedre jeg” på at gøre oprør. Mennesket er tvunget til at leve i løgn, men det kan kun tvinges til det, fordi det er i stand til et sådant liv.”

Mennesket kan leve med meget. Måske især med ufrihed?


Grundtvigsk Tidende
2/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OBS! På grund af regeringens nye tiltag mod smitte af coronavirus, har Vartov besluttet at aflyse alle kulturelle arrangementer i marts. Varer i butikken kan bestilles, men sendes først, når medarbejderne er tilbage i Vartov Luk