Set herfra: Tillid er godt, men kontrol er snart lige så billigt

Kategorier

Set herfra

TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

Teologer elsker ordet ’tillid’. Det gør statsministeren også. Men tillid og tillid er ikke det samme. Der er den, Mette Frederiksen taler om – som er på retur. Og så er der den, teologerne taler om – som er noget lidt andet.

Først Mette Frederiksen: Danmark er verdensmester i tillid. Tillid er det stof imellem os, der får samfundet til at fungere og BNP’et til at ryge til tops. Når vi udveksler varer og ydelser, løser fælles arbejdsopgaver, indbetaler skat eller spørger om vej, så er det tilliden, der udgør mørtelen imellem os – og som sparer os for en masse dyr kontrol.
I Mette Frederiksens åbningstale i oktober sidste år talte hun om denne tillid og konstaterede, at den er på retur. Hun knyttede tilliden sammen med, at vi i Danmark ’kender hinanden’. Ingeniøren har gået i folkeskoleklasse med både stilladsarbejderen og bygherren, og ud af dette forhåndskendskab løser mange problemer sig selv.

Det lyder som et eventyr – og det er det også. For selvom Danmark er et lille land, så har vi dog ikke alle gået i samme 4.b. Tilliden er derfor ikke på retur, fordi vi bliver mere fremmede over for hinanden. Tilliden er på retur af en række andre grunde, fx øget ulighed. Og så er den
også på retur, fordi den er ved at blive overflødig.
Tillid er ikke et magisk stof, men kommer af, at vi for det meste gør den erfaring, at vi kan stole på hinanden. Den erfaring gør vi for det meste stadigvæk, hvis man lige ser bort skatteskandaler og en række andre sager. Men der er sket det, at kontrol er blevet både billigere og enklere – ja nærmest svær at undgå.

Tilliden er ikke på retur, fordi vi bliver mere fremmede over for hinanden. Tilliden er på retur af en række andre grunde, fx øget ulighed. Og så er den også på retur, fordi den er ved at blive overflødig.

I høj grad står vi selv for selv-kontrollen, vi behøver ikke spørge nogen om vej, for Google ved godt, hvor vi er. Og i alle livets øvrige forhold bliver der efterhånden mindre og mindre brug for at overveje, om vi kan stole på hinanden. Alle udvekslinger og møder mellem mennesker vil ske under kontrollerede forhold. Med mindre vi selv siger stop og vælger et samfund, hvor det er nødvendigt at vise tillid. Dette kræver dog af os, at vi ikke – som Mette Frederiksen – først begræder, at tilliden er på retur og dernæst taler for mere overvågning.

Og så teologerne: Teologer kan finde på at forklare, hvad tro er, ved at sige tro er tillid. Eller de kan henvise til Løgstrups begreb om ’de suveræne livsytringer’ og beskrive tilliden som noget grundlæggende ved mennesket. Jeg tror på, hvad et menneske siger, før jeg mistænker det for at lyve. Jeg taler åbent til et andet menneske, før jeg mistænker det for at misbruge min åbenhed. Tilliden kommer først, kommer før jeg tænker over den. Tillid er det, jeg kaster mig ud i tilværelsen med. Ellers kaster jeg mig slet ikke.
Men selvom det er beslægtede størrelser, er det noget andet, der menes, end det stof, vi i Danmark er verdensmestre i. Også i korrupte Bolivia kaster bolivianerne sig ud i livet, før de overvejer, om det kan bære. Også mexicanere står frimodigt op til en ny dag.
Jeg tror, det er en god idé at skelne mellem de to tillidsformer. Mest af alt fordi det er på tide at få magien afmonteret ved den førstnævnte. Den tillid, som får velfærdssamfundet til at fungere, kommer helt konkret af, at vi kan stole på hinanden, og af at vi har brug for at kunne stole på hinanden. Den kan afskaffes på to måder: Ved at vi holder op med at kunne stole på hinanden. Eller ved at det holder op med at være nødvendigt.

Grundtvigsk Tidende 1/2020

Læs tidligere ledere fra Grundtvigsk Tidende HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *