fbpx

TEOLOGERNES ELLER KIRKEGÆNGERNES GUDSTJENESTE?

Menigheden er i fokus i den liturgirapport, der skal lægge op til en bred, folkelig diskussion af gudstjenesten.. Men det er et ’teologisk’ og gammeldags menighedsbegreb, der er tale om

Frihedsrettighederne er et fuldstændig afgørende kendetegn ved folkekirkens gudstjeneste. Til dem hører, ud over en vis liturgisk frihed for præsterne, for den enkelte sognebåndsløsningen og friheden til at gå til gudstjeneste, hvor man vil.

For danskerne behøver ikke bruge sognebåndsløsning. Folkekirkens gudstjenester er offentlige. Det er af gode grunde fastslået ved lov. Den fastboende menighed kan ikke lukke dørene for dem, der ikke hører til. Alle kan indgå i en “cykel-valgmenighed”. Vi kan køre derhen, hvor gudstjenestelisterne fortæller, at der holdes gudstjeneste på det tidspunkt, der passer os. Vi kan falde ind på traveturen, når klokkerne ringer sammen. Vi kan høre til i en række menigheder i Nordjylland om sommeren og hjemme i Odense om vinteren. Vi kan ovenikøbet på det grundlag få ret til at få foretaget fx barnedåb som led i gudstjenesten i et andet sogn end bopælssognet, uanset om vi har løst sognebånd. Vi hører alle til den konkrete gudstjenestefejrende menighed i det konkrete tilfælde. Og det gør vi på grundlag af frit-valg-ordninger, der fandt indtog i folkekirken helt fra begyndelsen.

Rapporten om Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed lægger afgørende vægt på, at gudstjenesten er menighedens gudstjeneste. Det er baggrunden for, at de modeller for fremtiden, rapporten går ind for, har menigheden som den afgørende legitimerende ramme for, hvordan gudstjenesteformerne skal udvikle sig fremover.

Men de mange kirkegængere, som blot falder ind, eller som regelmæssigt kommer i et andet sogn end bopælssogn eller sognebåndsløser-sogn, tæller ikke med her. Det er et meget stedfast og på mange måder gammeldags menighedsbegreb, der anvendes. De, der er, har legitimiteten. Ikke de, der kommer.

Og det er den gudstjenestefejrende menighed, der er i fokus. Altså dem, der går til gudstjeneste for at være en del af en menighed. Men hvad med dem, der bor i sognet og kommer i kirke, fordi de er konfirmandforældre? Eller dåbsfølge (måske har man tankemæssigt flyttet dåben ud af højmessen)? Eller går i kirke til højtider eller i forbindelse med særlige aktiviteter (spejdergudstjeneste, høstgudstjeneste, Allehelgensgudstjeneste)? De opfatter sig næppe som gudstjenestefejrende menighed. Det er for eksklusivt et begreb for dem. De går bare i kirke.

 

Læs flere artikler om disruption af folkekirkens gudstjeneste her

 

SKAL PRÆSTEN OPFINDE ELLER OVERSÆTTE?

Tanken er, at præsten udvikler nye gudstjenesteformer sammen med menighedsrådet. Forventningen er, at den demokratiske proces bag menighedsrådsvalget er tilstrækkelig legitimitet. Jeg tror ikke, præst og menighedsråd i den brede menigheds øjne har legitimitet til at ændre grundlæggende på gudstjenesten. Udvikle den langsomt inden for fælles rammer, ja, forudsat at rammerne er genkendelige på en måde, der indbyder alle kirkegængere den pågældende søndag til at være med.

Præsterne står – hver dag! – i en helt nødvendig oversættelsesfunktion mellem den faste menighed, der er, og dem, der kommer, og dem, man håbede ville komme. En rimelig fast struktur giver genkendelighed for alle parter. Så skal præsterne ikke opfinde en gudstjeneste, kun oversætte mellem strukturen og den faktiske menighed. Det oversættelsesarbejde giver mulighed for at anerkende alles tilstedeværelse – både de faste (fastboende), de vandrende og de søgende.

 

ER REGLERNE LIGEGYLDIGE – ELLER VIRKER DE BARE?

Hvis præsterne som forudsat skal opfinde strukturen, forsvinder oversættelsesarbejdet sammen med genkendeligheden. I stedet konstrueres det hele på stedet.

Om genkendelighed anfører rapporten, at det er “et diffust begreb” (s. 17f), og at det er “vanskeligt at give en empirisk bestemmelse af, hvad det genkendelige er.” Det er “sjældent bundet til formen, men er relationelt bestemt.” Faggruppen erkender, at autorisationen er “med til at bestemme, hvad der er det genkendelige på fælles niveau”, men skynder sig at tilføje, at “det som opleves og erfares som genkendeligt, kan opstå ad andre veje end i kraft af autorisationen.”

Man får lyst til at spørge, om faggruppen i de samtaler, de har haft med “lægfolk og menighedsrådsmedlemmer” (s. 16) for at nå frem til denne konklusion, har haft et forløb svarende til, når mine studenter spørger medarbejderne på en institution om, hvad reglerne siger om institutionens drift for så, når medarbejderne forudsigeligt siger, at det aner de ikke, at konkludere, at reglerne er betydningsløse.

Pointen med strukturer som autorisationsordninger er jo, at de virker, uden at folk er klar over, at det er dét, der virker. De er reguleringsmekanismer, der er med til, at systemet kan ånde ind og ud.

Rapporten spørger, “om det genkendelige skal være et kriterium for arbejdet med gudstjenesten” (s. 17). Ja. For liturgien forsikrer kirkegængerne om, at dette er en gudstjeneste. Rummet og præsten er ikke tilstrækkeligt. Helt ligesom dåbsritualet fortæller forældrene, at barnet faktisk bliver døbt (derfor klagede forældre og kirkegængere i 1993 over sognepræst Bent Feldbæk Nielsens ændring af dåbsritualet, et forløb, der i 1999 førte til endelig dom og afskedigelse. Folkekirkens medlemmer i sognet var teologisk utrygge ved, om deres børn blev døbt. Folk lader sig ikke narre).

Rapporten mener, at “genkendelighed ikke er et teologisk kriterium” og foreslår, at fokus flyttes “fra genkendelighed … til gudstjenestefejringen som et teologisk og performativt hele” (s. 17). En disruption af gudstjenesten, der vil ændre fokus fra kirkegængerne i bred forstand til teologerne.

LÆS MERE
Rapporten Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed findes på
www.folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde. Der er en fin introduktion til det samlede arbejde, links til kommissoriet for de tre udvalg, liste over medlemmerne i udvalgene og links til autorisationsudvalgets rapport.
HVEM SKAL BESTEMME?
Hvem skal bestemme, hvordan der i folkekirken fejres gudstjeneste, dåb og nadver? På initiativ
fra folkekirkens biskopper udkom i juni 2018 en rapport med overvejelser over spørgsmålet om autorisation (formel godkendelse) af gudstjenestens led. Rapporten er en opfordring til at
diskutere autorisations-spørgsmålet ude i de lokale kirker og hjemme ved køkkenbordene. Professor i ret og religion, Lisbet Christoffersen, bidrager til diskussionen med fire korte artikler i Dansk Kirketidende. Dette er den anden artikel i serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *